”Goddag, det er politiet…”

“…vi vil bare lige høre om du vil hjælpe os lidt?”. To af mine venner er det sidste stykke tid blevet ringet op af betjente – i to forskellige dele af byen og fra to forskellige stationer. Den første gang var da politiet opdagede at en flytning i Indre By ville blive enormt hurtigt overstået hvis min vens bil kunne flyttes et andet sted hen, sådan at der blev plads til at parkere en flyttebil lige ved døren af ejendommen – politiet ringede til bilens ejer for at spørge om hjælp på flyttemændenes vegne. I går hørte jeg så, at politiet på Vesterbro ringede til ejerne af de biler som stod på Istedgade, for lige at nævne at der ville være Distortion om aftenen, sådan at ejerne kunne flytte deres biler hvis de skulle bruge dem i løbet af aftenen eller natten.
Det er altså nemt at holde af København, når vi har overskud til at hjælpe hinanden og jeg knuselsker at politiets betjente på den måde forsøger at gøre hvad de kan, for at lette livet lidt for os alle sammen. Med endnu mere imponeret er jeg altså over resten af byens indbyggere, for jeg tvivler så meget på at politiet ville bruge ressourcer på at ringe og bede bilister om tjenester, hvis de konsekvent fik sure svar retur – hvis ikke de fleste af byens indbyggere er villige til at hjælpe, så må der i al fald være en rigtig fin håndfuld mennesker ind imellem, som er klar på at hjælpe kompletfremmede med en bilflytning. Hvor er i altså søde!

Forårssol

IMG_4904Det er ikke svært at holde af København når vejret er som det har været på det sidste. Forårsdagene har været vilde, regnvejrsdagene har været gennemførte grå og jeg elsker hvordan byen summer når byens indbyggere forsøger sig med udendørslivet så snart der er lidt solskin. Så kan det godt være det ikke endnu er supervarmt, men der er få solskinsdage der gør så meget for bylivet, som de første lune forårsdage.

Jeg er kommet på en slags plads igen. For måske første gang siden jeg blev hjemløs i sensommeren har jeg rigtigt overskud igen og verden har aldrig været finere. Byen har sikkert ikke forandret sig det sidste halve år, men jeg har på rigtig mange måder – med god hjælp fra en kærlighedsfyldt hovedstad. Jeg var ikke sikker på om jeg skulle blive i byen i efteråret da alting så værst ud, men hvor er jeg dog glad for at jeg gjorde det. Her er så meget at være lykkelig for.

<3 København, kaffe, kærlighed

Jeg anede ikke at jeg var så heldig med jer <3

Jeg er hjemløs på 4. måned og jeg er ved at være træt af at ikke have min egen seng noget sted, at bruge tusindvis af kroner på transport mellem hvor end der lige er en seng at sove i, at ikke have et køleskab og både leve sindssygt usundt og bruge alt for mange penge, at belaste mine venner gang på gang med at jeg har brug for en lejlighed at sove i og at hele tiden balancere på en knivsæg når det kommer til at betale flyttemænd og lagerplads, forsøge at holde på mit fantastiske arbejde, forsøge at finde ud af i hvilken papkasse, i hvilken landsdel min vinterjakke mon er og forsøge at få tid til at ses med venner og familie mens jeg jonglerer med arbejds- og studielivet uden et sted at have en base.

Det allerhårdeste er at have været nødt til at skille mig af med min kanin efter 3 år. Han er min lille kærlighedspelstot og på trods af at jeg føler jeg gjorde alt hvad jeg kunne gennem et helt kvartal for at finde en anden løsning, er han endt med at skulle til en ny familie. Hans nye mor er vidunderlig og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted for ham hvis ikke lige det skulle være hos mig, men jeg knussavner ham og jeg tror aldrig at jeg kommer over at være nødt til at give ham op.

Jeg afsluttede et forhold tilbage i sommers. Det var hårdt og det er stadig hårdt og jeg er på ingen måde kommet ovenpå endnu – men jeg begynder at have det så godt, at der er et titusindtal af ting jeg igen glæder mig over.

Jeg er glad for at bo i min rygsæk – jeg er glad for alle de muligheder og den frihed det giver. Jeg er lykkelig for at min chef er forstående og overbærende selv når jeg får vilde tudeture på arbejdet og jeg er glad for at jeg har verdens mest støttende familie. De har kørt tværs over landet for mig, lagt øre til de mest hysteriske anfald, hjulpet med post, et sted at bo, et fyldt køleskab og er generelt lille stak hjerter stopfulde af kærlighed.

Men endnu mere imponerende er det faktisk at jeg har nogle, ret nye, venner som igen og igen har lagt sofa, senge, rødvin, skuldre og hjerter til, når jeg igenigen har været heartbroken, hidsig, har haft brug for hjælp med mine flyttekasser eller udmattet har manglet et sted at sove. Jeg havde aldrig nogensinde hverken troet eller forventet at jeg havde så omsorgsfulde mennesker i mit liv og jeg er overrumplet af deres kærlighed – den er så altovervældende og jeg kan slet ikke forestille mig et menneske i verden som er heldigere end jeg er, på trods af sommerens breakup.
Det er helt sikkert endnu for tidligt at sige at ”det nok var det bedste” at forholdet dengang gik i stykker, men når jeg står tilbage, endnu uden et sted at bo, med en fuldstændig ødelagt økonomi og med et knust hjerte efter at have mistet både kaninen, min elskede lejlighed, min bedste ven og hele min københavnske hverdag – så er det nok alligevel ikke så slemt, at det ikke er godt for noget.

Jeg er taknemmelig for at jeg vokser som menneske og at mit gamle forhold ikke gik i stykker fordi vi lod stå til – men fordi vi ændrede os og voksede som mennesker. Jeg holder så meget af at se ting udvikle sig og jeg havde aldrig nogensinde kunnet forestille mig at den her periode, som kunne være blevet et frygteligt halvt år, i stedet har været en af de, på mange måder, lykkeligste tider i mit liv.
Tak, vidunderlige mennesker, for at være der med jeres skuldre at græde ud ved, hjerter at trampe rundt i, sofaer, legemadrasser og senge at sove i og lejlighedsnøgler at finde tryghed ved. Jeg elsker jer og jeg glemmer jer aldrig nogensinde.

”When I consider every-thing that grows
Holds in perfection but a little moment…”

Farvel til en kærlighed

Jeg savner allerede Urban-avisen. Det er ikke fordi jeg har boet under en mosbegroet sten de sidste par uger, at jeg ikke har reageret tidligere – jeg har bare ikke haft lyst…
Jeg fik nyheden pr. sms fra en af mine gode venner – og så fra Taarnets blog, i S-toget, på vej hjem fra arbejde. Det var urart. Ikke bare følelsen af at den avis jeg absolut foretrak at læse i mit S-tog forsvandt, men også en stor del af dét, der har været mig de sidste 3 år. Min Urbanblog er blevet en identitets-ting, det er blevet et sted hvor jeg har fundet fantastiske bekendte, hvor jeg har udviklet mig som menneske, sørget og jublet og hvor jeg har kunnet skabe mig et online-hjem som jeg føler, jeg har kunnet være stolt af.
I er alle sammen skidedejlige, lige fra medbloggere til Urban-folkene som har valgt at bringe mig i avisen knapt 50 gange, de semi-faste læsere som månedligt har fået antal besøg på min blog op på næsten tusind (!) og alle de fjollede mennesker ude i, især, København som har givet mig masser af inspiration til kærlighedsting at skrive om.
Jeg er her stadig – jeg kan simpelthen ikke undvære jer. I har været med mig næsten hele mit rigtige voksenliv og jeg kan, ganske egocentreret, ikke forestille mig at skulle undvære jer i mit liv.
Efter jeg fik nyheden om Urbans exit på den danske avisscene gik jeg direkte i seng. Sov indtil jeg tog på arbejde, zombiede mig gennem en arbejdsdag og først da jeg fik nyheden om at bloggen fortsatte, kunne jeg sådan for alvor smile med øjnene igen. Livet var da gået videre uden min Urbanblog, men det havde bare ikke været så sjovt…
Farvel, papir-i-S-togs-kærligheds-avis-med-Nemi-og-Nemo. Jeg savner dig allerede, men jeg ser frem mod hvad i finder på af online-spændendehed hen mod efteråret og glæder mig til, forhåbentlig at blive inkluderet også i dette. Og indtil da, vil jeg nyde alle de andre, skønne blogs og folk herinde, som jeg altid har gjort det – dejlige blogland!

Hjem til kærlighed

Jeg læste i avisen hvordan et af parrene fra krydstogtforliset i Italien i nat var kommet hjem til Danmark; ved deres hoveddør blev de mødt af en god håndfuld naboer og bekendte, som trods at det var midt om natten troppede op for at byde dem velkommen hjem.
Jeg ved egentlig godt, at der er en vis sladdersøgen forbundet med at man som nabo står op midt om natten for at snakke med mennesker som overlevede et skibsforlis. Men måske endnu mere, så runger handlingen af kærlighed – af at man holder af, og forsøger at passe på, de mennesker som betyder noget for én, i hverdagen. Om så det er naboer eller familie der tropper op med flag, kærlighed og hjemmebagte muffins, så er det en kæmpestor gestus at sende. Og det er måse noget af det flotteste i hele verden, at man husker at holde af de mennesker som man har i nærheden; i stedet for først at sørge over dem, når de forsvinder ud af vores liv.
Jeg er sikker på at naboerne fik deres (ret naturlige) sladderlyst dækket i nat, mellem kram og kanelsnegle. Men jeg er måske endnu mere sikker på, at de mennesker som kom hjem og så hvor meget de var afholdte, fik talt ud om nogle oplevelser som var nødvendige at få sat ord på og de fik en oplevelse af at være kommet hjem til et sted hvor der er trygt og hvor man kigger efter hinanden.
Det gør mig helt varm indeni, når folk ser efter hinanden. Når man husker på hvad – og hvem – man har og husker at sætte pris på de gode mennesker man omgiver sig med. Mennesker skal nok huske at sørge når verden gør ondt, men når der sker noget godt, må der gerne være plads til uselvisk glæde og refleksioner over det gode der er sket. Det gør ofte verden meget lysere, ikke kun for dem der bliver overrasket med kaffe og kærlighed, men også for dem, som medbragte kanelsneglene.

At finde lykken

En af mine allerbedste venner bliver snart 30. Han har et trygt og rart job, om end det ikke er så udfordrende, han har en hengiven hund, en fin bil og et hus han er i gang med at sætte i stand.
Det er så dér man har krydset point-of-no-return. Man er blevet sat – og det er der som sådan ikke noget galt med. Jeg er sikker på at langt de fleste som køber sig et hus har det som blommen i et æg med det valg og jeg misunder den tryghed som det må give at have et helt fast arbejde, en fast bopæl og børn eller hunde.
Jeg elsker at se folk være lykkelige i den virkelighed de skaber sig; At se hvordan folk jeg holder af, skaber sig et lykkeligt hjem med en lille familie og en sund hverdag.
Til gengæld er jeg bange for tanken om bindende huslån og afhængighed af en løncheck. Jeg er bange for at komme til at sidde fast – fordi man enten bliver magelig eller man bliver fanget i en økonomi som det ikke er let at bryde ud af, hvad end det være alt for mange penge udbetalt hver måned eller kun lige nok til at betale sine lån af.
Min gode ven er netop der hvor han har penge nok til at hygge sig og samtidig betale nok af på sine huslån. Men hvis han beslutter sig for at sadle om og prøve en anden retning med livet, så bliver det noget overordentligt bøvlet noget – hvorimod hans liv nu er simpelt og lidt mageligt og intet ville være til hinder for at han fortsatte sådan til evig tid.
Men han har besluttet sig for at skifte spor – trods huslån, et sikkert liv og et fornuftigt arbejde. Jeg synes det er så skidesejt – for det bliver næppe nemt, men jeg tror han kommer til at blive så glad med sit valg. Jeg elsker mennesker som udvikler sig, som er klar på at tage en kamp for at forfølge deres drømme og som ikke er blege for at give sig selv en udfordring, uden at være blinde for konsekvenserne af deres valg.
Jeg elsker simpelthen mennesker som velovervejede tør stå ved dét, de drømmer om – hvad end det være at droppe jobbet for at få en ny uddannelse eller at droppe uddannelsen for at få en familie. I er alle sammen nogle skønne folk som gør mig umådeligt glad – tusind tak fordi i står ved, hvad i drømmer om!

Lys i vintermørket

Når jeg tager til og fra arbejde er det mørkt. Det er småkoldt og blæsende og mennesker skutter sig under tørklæde- og frakkelag som kun lige lader et par røde kinder og et par øjne stikke frem.
Jeg kører en hel del med S-toget for at nå på arbejde. Om sommeren er jeg omgivet af gyldne og grønne marker, af duften af nyvundet hø og ditto muldjord – og en enkelt gang imellem ser jeg en hjort eller en kanin med en kuld killinger.
Om vinteren er der ikke så meget natur at kigge på. Til gengæld er der massevis af lys – i vintermørket.
Vinduerne jeg ræser forbi stråler af varme og hygge og de af jer som endnu ikke har taget julelysene i jeres altaner og træer ned, gør Danmark til et hyggebelyst drømmeland som det er et rent eventyr at rejse igennem aften efter aften. Jeg elsker vinterbelysningen, det er ren magi udenfor mine togruder; tusind, tusind tak for at lyse min verden lidt op, Danmark.

Det Gode Nytår

Min nytårsfest var fantastisk igen i år – fyldt med gode venner og ditto mennesker, som jeg holder meget af og som holder meget af mig. Der var kransekage, midnatskys, fulderikker, spontan skønsang og god mad – men endnu vigtigere, var der en hel igennem fantastisk hovedstad omkring mig.
Fyrværkeriet jeg sådan nød, var ikke noget jeg selv fyrede af – det var fra alle Jer dejlige folk som festede sammen med mig i min yndlingsby om så i sad i Indre By eller ude i forstæderne; Om så du sendte raketter af sted, eller var en af de fantastiske, fulde mennesker som gav mig en bøtte knaldperler da du passerede mig til midnatstid.
Alle de mennesker jeg mødte, som var på arbejde, var storsmilende og glade – lige fra mit kaffeindkøb i kiosken på hjemvejen til min buschauffør på vejen til festen. Og da jeg var på vej hjem og stod ved mit busstoppested og ventede, fik jeg en gratis taxatur med kompletfremmederare Karen(?) som ”alligevel skulle i den retning”.
Ved midnat fik jeg på gadeplan massevis af krammere af fulde, glade folk som nød fyrværkeriet fra samme sted som jeg selv og ud af vinduerne omkring mig fik jeg hele aftenen masser af ”godt nytår” og trut-i-horn med mig, når jeg vandrede gennem byen.
Tusind tak for et fantastisk, kærlighedsfyldt og godt nytår, dejlige København. I var alle sammen med til at gøre aftenen og natten helt fantastisk – dét holder jeg af hver og en af jer, for.

Min grønne julegave

Det er ret fantastisk at mennesker kan finde ud af at hjælpe hinanden og at finde ud af at forkæle hinanden med de evner man nu engang har.
Jeg er lidt af en amatør-nørd udi indendørshaver og har længe hygget med plantelys, vindueskarmshaver og forspiringer i drivhuse lavet af plastikposer og andre kreative ting jeg har ved hånden. Men jeg har manglet en måde at finde system i mit plante-eventyr som alt for ofte har lidt et knæk, oftest når planterne enten er blevet over- eller undervandede mens jeg selv har været udenbys.
Jeg hader når planter dør uden grund og er af den overbevisning at planter skal have det godt; Ligesom dyr og mennesker som man heller ikke skal lade vokse op, bare for at glemme dem eller behandle dem skidt…
Men lige så idealistisk som jeg er, lige så forvirret er jeg. For jeg har gravet mig gennem Det Store Internet, biblioteket, gartner-veninders hoveder og al mulig viden jeg kunne komme i nærheden af men et praktisk indendørs-planteprojekt har jeg haft svært ved at finde hoved og hale i.
Indtil jeg fik årets julegave fra Elektrikeren. Han er nemlig også glad for planter og dertil er han min helt egen strøm-nørd. Og han har fundet systemET der fra midten af januar gerne skulle være kørende herhjemme i casa Nemo; Et jordløst planteeventyr med plantevækst i en bund af leca-kugler og med et smånørdet pumpesystem som driver væske og næring rundt mellem planterne – og dertil selvfølgelig plantelysfittelihut og måske et webcam og en hjemmeside til plantelillerne. For jeg skal jo kunne følge med i planternes liv, selv når jeg tager på forlænget weekend ud i verden – og måske skal planterne med tiden have deres egen blog, sådan jeg kan inspirere flere fine folk til at dyrke egne grøntsager?
Dét var da vistnok årets julegave til den planteglade Nemo – og til min tekniknørdede Elektriker selv.

På den anden side af jul

Jeg kan faktisk ikke lide jul. Jeg afskyer konceptet med at man småtvinges til at købe semi-velovervejede gaver til folk som man kan få billigere i januar, at man driver rovdrift på miljøet i form af enorme mængder brugt indpakning, ubrugelige gaver og energifrådseri og at man presser noget småreligiøst fikumdik ned over hovederne på folk og fæ. Og så er der hele spørgsmålet om Julemanden som vi herhjemme i Danmark er overbeviste om bor på Grønland sammen med sine nisser. Hvilket mildest talt er løgn; … Alle ved jo at han bor i Finland!
Til gengæld elsker jeg HYGGE! Og julen er heldigvis også den tid på året hvor vi bryder vintermørket med stearinlys og lyskæder, hvor vi får en god undskyldning for at se mennesker vi holder af og som bor i andre ender af landet, hvor vi med god samvittighed kan klumpe os sammen og lave fantastisk mad – og spise i 12 timer af gangen, hvor vi kan give mennesker vi holder af et gevaldigt klap på skulderen og fortælle dem at vi holder af dem, hvor kram sidder lidt løsere på mennesker og hvor langt de fleste folk har lidt lettere ved at omgive sig med kærlighed end i hverdagen.
Min jul er en kærlighedsfest og selvom jeg er stor modstander af at Danmarks forretningsliv profiterer voldsomt på højtiden, så er det svært ikke at nyde at være sammen med gode mennesker som man holder af. Lige meget hvor tosset jeg synes julen er, så vil jeg til enhver tid være med på at fejre alle hjerte- lysfester som vi kan finde på at fejre; Kærlighed og lys i mørket vil ALTID være en fest værd!