Jylland – 16. januar 2008

Jeg har en rygsæk, en flybillet og en uges ferie. Det er basis. Jeg kender min destination, jeg har alle rammerne klar, men helt ærligt talt har jeg ingen anelse om hvad der skal fyldes ind mellem de to flyveture. Det er et blankt lærred, ligesom den hvide flade af et dokument inden jeg begynder at fylde det ud med tegn og tanker. Jeg elsker begge dele, jeg elsker alt der er åbent og alt det der giver mig muligheder for at strække mine vinger. Jeg kan allerede nu mærke hvordan de løsner sig mellem mine skulderblade, rasler ligesom det fine, farvede papir man kommer om særligt dyrebare gaver og så mærker jeg hvordan de folder sig ud bag mig, trænger gennem vinduets glas og ud i aftenkulden der fanges i dem som var de sejl. Måske er de netop det. Måske er mine vinger en faldskærm? Det ligger i alle mennesker at udforske verden, at undersøge alting og spise sandkagerne der er så fint dekorerede med græs og blomster. Måske er denne tur bare skridtet videre fra at kravle den første meter, kysse den første dreng, drikke den første øl.

Jeg læste et sted at kys ikke har anden funktion for os, end at gøre to mennesker afhængige af hinanden. Vi kysser hinanden som det sidste farvel, og som det første vi gør når vi ses igen, og hvis vi pludselig stoppede med at kærtegne hinanden ville vi mangle det; værre end enhver rygers værste mareridt. Derfor kærestesorger når man pludselig ikke ser hinanden længe, derfor føles det så godt at få et kram af en god ven.

Jeg kan mærke hvordan verden sniger sig ind på mig når jeg sidder bag et skrivebord eller kun hører det samme sprog talt hver eneste dag, Vingerne visner, åndedrættet bliver tungere, huden næsten gennemsigtig.  Lige så meget som man kan længes efter kærlighed kan jeg mærke hvordan min hud trækker sig sammen og alle mine porer skriger efter at komme lidt ud i verden; bare lidt. Jeg er på vej til Island, og det er ikke så fremmed for mange taler dansk og kulturen er ikke flere mil fra den jeg selv voksede op i. Men alligevel er det hele anderledes, det er nemmere at trække vejret og vinden alene puster nyt liv i mig. Der er nye skikke, der er andre syn på alting og både lyset på verden og lyset i mine øjne forandrer sig. Gløder.

Mennesker spørger mig hvor jeg er på vej hen – nogle på engelsk med stærk dansk accent, blot fordi jeg er klædt i backpackeruniformen med vandrerygsæk, stor jakke og nysgerrighed i øjnene. Jeg svarer Reykjavik og de spørger hvorfor jeg så står på stationen i Silkeborg. Men alle rejser starter jo et sted. Det eneste jeg ikke ved noget om er hvornår den igen slutter, når jeg kommer hjem er der meget i Silkeborg jeg endnu ikke har set, og når jeg har set det går turen et andet sted hen. Jeg frygter mest af alt i hele verden at gro fast et sted. Men jeg tror nu ikke der er risiko for at det kommer til at ske i nærmeste fremtid; ikke så længe mine ben gider bære mig.

Jeg undrer mig så småt over at toget bliver på skinnerne for jeg syntes lidt at det hele svæver. Mit humør er højt, men forventningerne lave – jeg ved ikke hvor jeg skal sove når jeg i morgen lander i Keflavik på Island, men jeg ved at mennesker er gode væsner på bunden og at jeg ikke er bange for at rejse. Det er måske det vigtigste af det hele, troen på at turen bliver fantastisk.

Alting er jo en oplevelse, og selvom at sandkager ikke smager godt lærte jeg jo noget af oplevelsen, og mine forældre har sikkert smilet lykkeligt og indforstet til hinanden, for barnlig nysgerrighed er noget af det smukkeste i verden; og uspoleret.

Jeg er stoppet med at spise sand nu – men jeg spiser stadig blomster. Jeg holder stædigt fast i at jeg vil være et “hvorfor ikke?” menneske, ikke et “hvorfor?”. Det er en uge siden jeg tog ferie og købte biletten: ikke så spontant som det kunne have været, men alligevel noget skønt og uigennemtænkt. Noget at fylde ud med fantastiske ting og fantastiske mennesker. Jeg aner ikke hvordan jeg kommer i kontakt med islændinge – det går altid galt for mig i tog og busser når jeg snakker til fremmede, med mindre vi da kan være enige om at noget er forkert; som regel DSB, for så er alle pludselig bedste venner, men i værste fald kan jeg vel altid spørge til vejret, eller til deres blomster. Der er så meget jeg endnu ikke har smagt på. Men nu har jeg en kæreste herhjemme, og det siges alligevel at islandske fyre ikke er noget at samle på. Men noget smukt ved dem VIL jeg finde. alt andet ville gå mig evigt på, ligesom at jeg aldrig fik kørt en runde på efterskolens havetraktor med pedellen løbende efter mig i en vild jagt rundt om skolen indtil jeg ville løbe tør for brændstof. Håber ikke noget sådant kan ske med mit fly i morgen, det er det eneste af rejsen jeg ikke ser voldsomt frem til; flyrejsen. Det irriterer mig på mange måder at skulle flyve, men andre muligheder er der ikke mange af. Så må jeg gøre mit ressourcespild godt igen når jeg kommer hjem, ved at pakke julegaver ind i tilbudsaviser og ikke spise oksekød. Og måske gøre noget godt for verden om 50 år.

På den anden side har ingen lovet mig at jeg får lov til at leve en eneste dag mere. Det gør det bare endnu vigtigere for mig at komme afsted, at leve nu.

Jeg lægger allerede nu byer bag mig, lys farer forbi udenfor vinduerne. Det er så smukt som noget kan blive, at bevæge sig, og det er fantastisk at vide at jeg har noget godt at se frem til, og at jeg har noget godt at komme tilbage til. Arbejde, lejlighed, familie og venner. Jeg rejser alene, men ikke i tankerne, der har jeg hele verden hos mig; og det er så nemt for mig at have nok i mig selv og rejse rundt alene, når jeg ved at der er så mange mennesker hos mig.

Men fryd: jeg er på vej og intet andet kan gøre mig mere spændt, der er luft under vingerne og jeg svæver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>