20. januar 2009 – Perlan

Dagen i går endte med at jeg bestemte mig for at tage til Akureyri i dag. Jeg er ikke sikker på hvordan jeg nåede frem til den konklusion, for det ene øjeblik var jeg egentlig ret forvirret og på grænsen til at være lidt træt af min manglende planlægning. Det er ret overraskende at det har taget mig 4 dage i Reykjavik at finde ud af at lidt planlægning ikke skader; men på den anden side har det givet mig en fantastisk frihed til at nyde det hele. Gør nøjagtig det samme næste gang jeg skal afsted: på med rygsækken og ikke andre planer.

Idag, hvor jeg så ellers havde lagt fine planer, tog jeg så afsted tidligt i morges for at nå bussen der efter receptionen og info på internettet skulle køre kl 10. Men da jeg morgenfrisk dukker op på stationen udenfor byen ved nitiden finder jeg ud af at planerne er ændrede og bussen nu kun kører en gang i døgnet; klokken halv ni. Bum bum. Tilbage til ikke at have planer.

Jeg er dog ikke så ked af ikke at have nået bussen; så tager jeg bare shopping i dag i stedet for på fredag. Det kan godt irritere mig en smule at jeg så ikke blev på mit hostel endnu en nat, hvor jeg lige havde fundet mig nogle hyggelige mennesker og prisen var overskuelig, men på den anden side får jeg oplevet lidt forskelligt nu.

Jeg gik tilbage til Reykjavik by og har allerede her ved middagstid travet en lille maraton. Byens store kirke der er under renovering er ellers ikke mulig at komme op i lige for tiden, men der var ikke lige nogen i indgangen; så ingen stoppede mig i at tage trappen de 11 etager op. Sådan havde jeg altså kirketårnet helt for mig selv tidligt i morges hvor disen lige var lettet; og udsyn over hele byen; bjergene, havnen og byen der vågner til live. Simpelthen fantastisk. Har efterhånden oplevet mange kirker og troede da heller ikke en kirke på Island, af alle steder i verden, ville være noget fantastisk; men jeg er dybt betaget af den. Enkel og fantastisk flot. Inden jeg smuttede derfra fik jeg da også tændt et lys og læst en masse om kirkens historie; når det kommer til kirke-historie på Island praler jeg ikke med at være dansker…

Fik travet mig gennem gågaden; touristinformationen, det sidste museum i Reykjavik jeg endnu ikke havde besøgt: kunne jeg også godt have undværet – og fik kigget mig rundt på havnen igen. Ville jo så gerne tage et billede af hvordan havnen ligger med bjergene lige bag vandet, men samtlige lande i verden har åbenbart bestemt sig for at parkere krigsskibe i havnen. Og det på trods af at Island ikke har noget der bare minder om en hær – men måske er det derfor, så er øen nemmere at indtage; hvis tyskerne kom ville jeg alligevel ikke fatte noget; jeg forstår jo ikke deres nyhedsudsendelser, og hvis folk begyndte at snakke tysk ville det næsten være en forbedring.Spøg til side; jeg er egentlig blevet ret facineret af det islandske sprog. Det er 1000 år siden det sidste forandrede sig, og de nægter at tage fremmedord som “telefon” ind i sproget – så opfinder de bare et islandsk i stedet; “simi”. Vi prøvede det samme i Danmark; det var ikke en computer, det var en regnemaskine; men det gik som bekendt ikke så fantastisk.

Nyheder er generelt ikke sådan noget jeg gør i heroppe; egentlig er det også ligemeget, Danmark er der nok stadig når jeg lander på lørdag. Fik dog en sms fra min bankrådgiver i dag – så helt glemt derhjemme er jeg vist ikke!

Kan godt se at jeg begynder at have brugt en del penge heroppe. 10.000 for overnatninger, 15.000 jeg har hævet til diverse, 7000 til sightseeing, og så lidt herudover. Det er ikke mere end 2000 danske kroner, og jeg har jo heller ikke levet helt så meget som en backpacker som jeg kunne; men det begynder da at løbe op. Har ikke fået købt noget heroppe endnu som ikke på en måde kan spises eller soves på, og turen til Akureyri kommer tur/retur op i en 1000 kroner + overnatning. Og har kun en enkelt nat deroppe. på en måde er det vanvittigt, for har ikke noget som sådan jeg vil se deroppe; vil bare gerne ud af Reykjavik – og den 6 timers bustur må være helt fantastisk smuk! Så det er nu stadig planen.

Jeg er lige nu på Kringlan – det store shoppingcenter i Reykjavik. Her er ikke noget der er værd at skrive hjem om; masser af dansk design og McDonalds, og ud over et par smykker jeg forelskede mig i, og som jeg tager herop og køber når jeg har giftet mig med en rig mand, så er der ikke meget at komme efter. De grønne uldtæpper jeg har set til en ca 300 danske kroner på tourist-stederne som Geysir og Gullfoss kan man åbenbart ikke opdrive herinde i byen, så kan være at jeg skal bruge aftenen på at finde et får, klippe det og lave mig et lille tæppe. Tror dog jeg bliver i Reykjavik i dag, og ved ikke helt hvor fåret skulle komme fra. Eller mine kreative færdigheder…

Efter en tur mere rundt i centret overvejer jeg at tage tilbage til enten Frelsens Hær eller hostellet fra de sidste to nætter, og tage i svømmehal. Med de to næste dage i Akureyri har jeg ikke meget tid, ud over i dag at gøre godt med, så det er nu jeg skal hygge mig. Overvejer dog – uden at det er en plan, for planer er til for at gå i stykker – at tage ud til Blue Lagoon fredag inden jeg tager ud i lufthavnen for at bruge den sidste nat. Og så skal jeg have fundet mig noget kaffe nu!

Update: Jeg fandt kaffe – og The Body Shop! Uuuh…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>