20. januar 2009 – City Hostel

Jeg har lige haft en hel dag uden at snakke med nogen, og det er nok noget af det jeg har frygtet lidt; at være isoleret. For der er jo langt hjem fra Island hvis man savner mor. Hvis jeg var begyndt at tænke på alle de ting der kunne gå galt, inden jeg tog hjemmefra, som for eksempel ikke at finde nogen at snakke med eller at misse en bus, så ville jeg helt sikkert have blevet hjemme under dynen eller foran et skrivebord. Så godt kender jeg da mig selv; det er også en af grundene til at det skulle gå så hurtigt med at komme herop, jeg vil ikke have tid til at tænke for meget. Når tingene kommer som de nu har lyst, så er det tusind gange nemmere at tage stilling til dem; jeg har da overvejet rigtig mange ting inden jeg tog afsted, men hvis alt skulle gå efter en plan ville jeg ikke holde fri, men bare stresse rundt efter en plan om at skulle være bestemte steder på bestemte tidspunkter. Det tror jeg slet ikke jeg ville have kunnet klare; sådan fungerer det ikke når man rejser på den her måde, man må tage de chancer man får for at snakke med folk og se de ting man pludselig bliver interesseret i. Eller hvis man gerne vil planlægge; så underplanlæg, så der er plads til at være lidt spontan.
Dagen i dag er ikke gået helt som planlagt, men jeg har nu egentlig hygget mig alligevel; og lært mig selv bedre at kende! Havde egentlig troet om mig selv at jeg ville komplet-panikke hvis jeg kom på en forkert bus eller lignende, men det lykkedes mig netop i dag at tage den forkerte bus da jeg skulle fra storcentret. Med tunge fødder og træt i hele kroppen ud til busserne, og så selvfølgelig tage en af dem der går ind mod byen. Problemet var at den efter 200 meter mente at den skulle ud i forstæderne og læsse folk af, før ind i byen. Så min syv-minutters-bustur-med-trætte-ben-tur blev til en god times tid rundt i Reykjaviks forstæder. Uden panik. Kunne godt se at det ikke var helt rigtigt, men tanken om at stå af og tage en bus tilbage igen var ikke rigtig strejfet mig; måske var jeg bare for træt til at skifte bus, og det der med at kommunikere med buschaufførerne har jeg lidt opgivet. Ikke desto mindre tog det en god times tid inden jeg var på stationen  – men så var der tid til at få overvejet hvor jeg skulle sove i nat. Overvejede Frelsens Hær der ligger i centrum, eller samme hostel som de to sidste nætter, men ingen af delene virkede helt optimalt for mig; indtil jeg kom i tanke om svømmebadet ved siden af hostellet. Derfor; hostel!
Og det var da også lige hvad mine trætte fødder havde brug for, og resten af mig også. Jeg har ingen anelse om hvorfor folk tager hertil om sommeren, for vinteren her er simpelthen så smuk. Jeg ved godt at det lige så godt kunne regne, men som vejret har artet sig her: enten høj sol eller snevejr og temperaturer hele døgnet mellem 0 og -2 grader, så kunne intet være flottere. Sneen er helt hvid – også den der ligger midt i byen og ved hovedvejene – det siger lidt om hvor lidt forurening der egentlig er heroppe.
Og sådan en vinterdag hvor det sner en lille smule, men der alligevel er kig til stjernerne, det er helt mørkt ud over lysene under vandet, og jeg kan se hvordan at temperaturen er lige under frysepunktet. Alligevel ligger jeg der og flyder rundt sammen med masser af islændinge under himlen og til tider er det næsten umuligt at se noget for al den damp der stiger op fra vandet. Det ligner noget fra en anden planet og føles som noget fra et eventyr. Så må folk få deres Blue Lagoon for dem selv, bare jeg kan flyde lidt rundt i Reykjaviks offentlige pools der omkring aftensmadstid hvor der ingen mennesker er. Entre cirka 10 danske kroner, mod 20 euro i Blue Lagoon. Kan godt tænkes jeg skal ud og besøge den; men kan bare ikke forestille mig at den kan være mere fantastisk end hvad jeg har oplevet her til aften.
Badelande i Danmark bliver aldrig det samme igen; en dansk spa er de ca 38 grader varm; vandet her er 150 når det kommer op gennem rørene, og skal køles ned for at det er muligt at bade i det. (Og 300 grader i enkelte områder udenfor Reykjavik…) De store bassiner er behageligt tempererede; men modig som jeg er skal jeg jo prøve alt hvad der er. Der er masser af varmt-vands bassiner, varmere end de store pools, inddelt efter temperatur: 38, 40, 42 og 44 grader. Når man går rundt i badedragt i -2 grader i bare et kort stykke tid, med bare tæer på betonjord, og så får den formidable idé at hoppe direkte i vand på 44 grader føles det meget spændende. Som i at hælde kogende vand over hånden – bare over hele kroppen. Men alligevel fantastisk. Og jo længere man sidder der kan man mærke varmen trænge ind overalt i kroppen, jeg tror aldrig nogensinde jeg har haft det så godt før. Min ryg, der ellers har protesteret lidt i dag, har tilfreds lagt sig ned og ikke brokket sig siden jeg sank ned i vandet. Fantastisk!
Jeg tog jo fra hostellet her til morgen med al min oppakning i troen om at jeg så skulle til Akureyri, men i stedet har jeg båret rundt på det gennem hele byen og alle shoppinggader.
Jeg endte med at få købt lidt ind i centret, selvom jeg ikke ved første øjekast var ret begejstret for udvalget i butikkerne; det var da også primært danske varer der var på hylderne. De ting jeg ledte efter; blandt andet et par nye høretelefoner er åbenbart ikke til at opdrive, men til gengæld fik jeg købt en grydeske – jeg fandt en fin, grøn en (Ja, dansk design, er komplet idiotisk at slæbe med hjem med af mystiske grunde er det enormt billigt heroppe…) og jeg fik købt lidt ind i The Body Shop. Og jeg har fået smagt mig en pylsur! Pølse. Mh, islandsk nationalret. Og når Lars Ulrich og Bill Clinton får det tvunget ned i svælget når de besøger landet, så tænkte jeg at jeg da også lige måtte prøve engang. Hotdog + cola, 15 kroner. Jeg forstår ikke helt hvor mine penge bliver af når så mange ting er så billige. Jeg forstår heller ikke at islændinge åbenbart er glade for kombinationen af pølse + sesam, ligesom at deres dressing smager ligesom IKEA’s. Faktisk var der ret meget IKEA-stil over at stå der i snevejret med en hotdog der smager af Sverige. Egentlig har jeg ikke set en IKEA heroppe; det undrer mig så småt, men kan da genkende en del IKEA-design på mit hostel og rundt omkring i byen. Så den må være her et sted. Hmm, hvordan gemmer man en meget stor blå klods med gule bogstaver, i en by på 2×2 meter? Den er jeg nødt til at tænke over!
Men sådan fik jeg drejet min ikke-tale-med-folk-dag til noget positivt, da jeg lå der i vandet og drev rundt under stjernerne, i den tætte damp fra vandet. Jeg tror først det er der at det er gået op for mig at jeg er på Island; havde et helt lyst øjeblik hvor jeg egentlig bare var et stort, lallegladt stykke drivgods.
I morgen skal jeg råhygge med den pose plukfiskkur jeg har skaffet mig (det er åbenbart noget de spiser når de har kvalitetstid her på Island – ikke bare til ære for turister. Jeg kan ikke helt se hvordan kombien af tørret fisk og disneysjov helt hænger sammen. Men det er måske de børn der bliver buschauffører når de vokser op?) Og så skal jeg med bussen til Akureyri – hvilket betyder jeg skal være på hovedterminalen i morgen omkring klokken otte. Jeg er ikke helt tilfreds med den tanke, og heller ikke med den, at jeg skal sove i øverste køje i nat sammen med 3 russere. Kunne egentlig være enormt interessant, de har sikkert en helt anden historie at fortælle en os fra Nordeuropa, men deres engelsk har det ikke så godt. Måske jeg skal prøve på tysk inden sengetid.
Mine danske venner fra Vejle, som kommer fra Jelling (Kartoffel-kartoffel) er ikke på hostellet mere, det er helt mystisk – havde lige vænnet mig til at de var her. Det er enormt hurtigt at jeg kan omstille mig til nye omgivelser; havde jeg egentlig ikke forventet. På den anden side har det nok noget at gøre med at jeg rejser alene, der er ikke rigtig noget valg her, for hvis jeg satte mig ned og havde ondt af mig selv bar det ingen vejne; der er ikke nogen til at samle mig op igen. Det er lidt enten-eller. Læste i en rejseguide inden jeg tog hjemmefra at alene-backpackere enten oplever den ultimativt fede ferie, eller den mest forfærdelige man kan forestille sig. Der er ikke rigtig nogen mellemvej. Jeg ved ikke om jeg bare har været fantastisk heldig; men det er helt fantastisk at være her.
Jeg venter stadig spændt på at finde det grønne uldtæppe som jeg VIL have med hjem; uldtæppe og grydeskeer er måske ikke de typiske ting at slæbe hjem fra ferier, men i mine øjne cirka en trilliard gange bedre end det ellers næsten obligatoriske shot-glas eller magnet. På den anden side ville et shot-glas være en undskyldning for at holde en bette fest…
Tusind tak for de kommentarer der er blevet skrevet: de varmer når jeg logger på for at uploade dagens tekster. Lige så fantastisk som det er at være heroppe, er det at blive varm om hjertet når man kommer til at tænke på folk hjemme; når man savner lidt – det betyder jo bare at der er noget man holder af, og det er egentlig kun en god ting jo.
Har lige nu taget en ca 200 billeder. Mange af det samme, og mange af mine fødder, af en eller anden grund, men sikke jeg hygger mig. Det kan slet ikke yde Island retfærdighed hvad jeg tager billeder af, men giver et lille clue om hvor storslået her egentlig er. Har lidt bøvl med den lille bærbare (hvor er jeg dog glad for at jeg fik købt mig den lille, blå, fine lømmel, den er virkelig fantastisk nu hvor jeg rejser rundt!) men billeder ryger op på bloggen så snart jeg er hjemme lørdag aften.
Og så er det snart i seng så jeg kan komme på jagt efter Akureyri og uldtæppe i morgen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>