22. januar 2009 – Restaurant Griffinn Akureyri

Mit møde med Akureyri blev ikke så langt som jeg havde forestillet mig; med et begrænset udvalg af butikker i bymidten (dog et bedre udvalg end Reykjavik) var byen hurtigt overskuet. Enormt mange tøjbutikker med danske mærker og techno i højtalerne, og brugskunstforretninger med (gæt?) dansk design selvfølgelig. Vi må gøre et eller andet rigtigt derhjemme siden vi er så store rundt omkring i verden, selvom at det kan være at islændingene bare prøver desperat på at please os, sådan vi ikke indtager landet igen. Ikke at de kan kende en dansker fra en indfødt, for folk bliver ved med at spørge mig om bussernes køreplaner – på islandsk selvfølgelig – og stirrer endten ondt på mig når jeg svarer på dansk, eller griner og klapper mig på skulderen. Hmm.

Fandt en del fede ting i byen, men selvom min tro på det gode i mennesket er stor, er den ikke så stor at jeg tror på at glas-varer kan klare den i min rygsæk gennem det danske lufthavnsvæsen uden at gå i stykker. Desværre heller ikke noget grønt tæppe: må nøjes med min grydeske. Øv!

Har fået mig midlertidigt installeret på Restauranten Griffin; lidt a la meget fin restaurant møder arbejderkantine; det vrimler med damer i pels og fiskere. Pris for fri salat, suppe og vand plus en hovedret bestående af bjerge af fries og den største bøfsandwich (så meget for min “jeg vil ikke spise oksekød-idé) af det bedste kød og masser af grøntsager; 1700 islandske bananer; ca 75 kroner for alle tre retter. Igen; hvor er mine penge så henne? Har ikke nogen anelse om hvad jeg bruger; så snart jeg er hjemme på eget net, skal jeg på netbank og skamme mig, tror jeg. Havde egentlig ikke lagt et budget for hvad jeg ville bruge heroppe, så jeg er egentlig også en klaphat, men har ingen anelse om jeg har brugt 2500 eller 4000 kroner. Det dyreste heroppe jeg har købt var parfumer i The Body Shop for cirka 400 danske kroner, så har ikke været ude og frådse, men det bekymrer mig dog lidt at min bankdame har skrevet til mig… Men den bekymring må vente til lørdag aften; anyway har jeg 2000 danske kroner i bh’en – som reserve, så selv hvis hun klipper kortet kan jeg sagtens klare mig et par måneder. Har stadig min SU-tid med 23 kroner pr. dag at leve for, i baghovedet – så der er madpenge til 3 måneder. Eller til en flybillet hjem og et sted at sove, afhængigt af situation.

Vejret her arter sig slet ikke mere; det var tøvejr allerede da jeg tog fra Reykjavik, men nu er det helt slemt, og al nedbør kommer som store, kolde regndråber der gør alting vådt – og så fryser så snart det bliver nat. Spændende tur jeg havde ned i byen i morges, og har nok lignet en idiot for de islændinge der har kørt forbi mig; med sne til knæene, i styrtregn, voldsom blæst og med et kæmpe smil. Men her er ikke blevet mindre smukt selvom at vejret er blevet dårligere; havnen, skibene og bjergene ligner sig selv. Dog bruger jeg ikke så meget tid udenfor mere; ud over den gode halve time det tog at gå ned i byen, men det er blæst op, og de ca 0 grader føles nu som bidende kulde. Når jeg har spist færdig her vil jeg op og snakke med udlejningsfirmaet og se hvor billigt det kan gøres at køre i bil til Reykjavik. Mødte en dansker der blaffede her til Akureyri fra Reykjavik, men syntes ikke lige det her er stedet at blaffe første gang; hvor bilerne kun kommer forbi en gang i timen.

Lidt matematik; mest for min egen skyld; Hvis jeg tager bussen herfra er det 9000 ikr for bus til Reykjavik og 3000 fra Reykjavik til Blue Lagoon, + taxa fra Blue Lagoon til lufthavnen sen fredag aften. Hvis jeg siger det er cirka 15-17000 islandske bananer, så er det nok meget sandfærdigt sat. På den anden side kan jeg leje en bil; internettet siger at de billigste biler for 24 timers leje + fri kilometer og aflevering i Keflavik lufthavn er 11000. Hertil sikkert 2-3000 for alle de ekstra forsikringer jeg overhovedet kan få, samt benzin. Turen er ca. 450 km og intet kører hurtigere end ca 80 på vejene, så brændstof skulle ikke være så slemt. Hvis jeg sådan kan leje bil, alt inkl – også brændstof, for 16-20000 islandske bananer og så får turen tilbage til Lufthavnen via Blue Lagoon for mig selv og slipper for ventetider på busser i Reykjavik og taxaer, så syntes jeg set ser fornuftigt ud; forudsat at der ikke kommer snestorm i nat, men det må jeg snakke med udlejningsgutten om, har ingen anelse om sådan en Polo kan stå fast tværs over en gletcher i blæsevejr.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>