Tandlægeondskaben

Jeg har et anstrengt forhold til tandlæger og derfor har jeg gjort mit bedste for at undgå dem på det sidste… De sidste 6 år.
Og jeg har endog været ret dygtig; En ren Houdini-Nemo når det kommer til at gemme sig for hvide kitler, mange-nullede-girokort og skrigende boremaskiner.
Men uafværgeligt endte jeg i en tandlægestol efter at have flækket en hjørnetand på noget farlig tzatziki – allerede hjemmefra rystende angst for hvad der må ske mig af uhyrligheder hos tandlægedjævelen.
Mine bange anelser bliver ikke mindre af at møde receptionisten som smiler og er rar – for jeg véd jo godt, at hun bare er der for at lure stakkels, forpinte mennesker som jeg selv, ind i falsk tryghed! Og jeg bekræftes endnu engang i at tandlæger er onde, da jeg bliver sat ned i en tandlægestol af nogle, tilsyneladende, usadistiske klinikassistenter som lokker med eventyrlige billeder i loftet, sød musik i højtalerne, tandtråds-gaveregn og ros af min mundhygiejne – blot for at de kan sætte diverse udstyr ind i munden af mig og holde mig fanget ved truslen om at eventuel flugt kunne risikere i at jeg spidder mig selv på et mundsug.
Først da jeg er fanget træder tandlægen ind i billedet; Den Kittelklædte Djævel som ikke blot nyder at påføre mig smerte men også beder mig betale for det, for at lade mig slippe ud af klinikken igen! Tilsyneladende er Kitlen fredelig, men jeg ved at der under overfladen gemmer sig grænseløs ondskab så jeg tør end ikke andet end at blotte mine tænder i et ynkeligt forsøg på at virke farlig – med det resultat at jeg er ved at kvæle mig selv i det mundvand jeg på ingen måde har styr på når jeg er ved tandlægen. Så følger en høflig samtale om min tandlægeløse seksårsperiode hvor jeg høfligt griner af hans tandløse vittigheder for ikke at risikere en forsmået tandlæge der går bersærkergang i mine tænder – ligesom han, nytteløst, forsøger at narre mig til at tro at han er venlig, ved at lægge en hånd på min skulder; Som jeg godt véd, er for at holde mig fast til når han trækker torturinstrumenterne frem!
Og på en eller anden måde får han lusket en masse spidse-skarpe-farlige ting ind i min mund inden han fylder resten af min mund ud med vat så jeg end ikke kan kvække; Hvorefter han beder mig sige til, hvis jeg føler mig utilpas…
Jeg lukker øjnene og håber det bedste – og kort tid herefter begynder Tandlægestolen Af Ondskab at rejse sig og en smilende klinikassistent beretter om fiiiine, fiiiine tænder mens hun præsenterer mig for et glas vand. Jeg hár luret hende – tandlægebesøget kan umuligt være så let overstået så jeg skyller tænderne og spytter al vandet ud igen, for ikke at lade dem forgifte mig. Overrasket opdager jeg alligevel at de lader mig gå – efter at de stikker mig en regning i hånden hvor de tydeligvis har glemt det sidste nul i betalingsfeltet og jeg iler derfor i al huj og hast ned af trapperne og ud på Nørrebrogade inden de kan komme i tanke om at ville torturere mig yderligere. Og dernede, på Nørrebrogade, trækker jeg igen vejret lidt lettere – nu er der et år til næste tandlægebesøg, til at samle mod til at stå ansigt til ansigt med tandlægeondskaben igen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>