Før karriere kommer… kjolevalg!

Jeg har en jobsamtale og jeg glæder mig til at få lov til at kigge lokaler, give hånd til forhåbentligt rare mennesker og høre meget mere om et job, som jeg er ret interesseret i at få fingrene i.
Selve samtalen er der ret meget styr på – firmaet og min kontaktperson er blevet googlet til den store guldmedalje, jeg har styr på mit CV og er generelt relativt afslappet omkring hele Den Nervepirrende Samtale.
Men jeg er en smule i panik, for jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal gebærde mig inden samtalen – min garderobe er fuld af spændende ting og sager men den har sjældent virket så tom, som den er lige nu.
For jeg vil jo gerne gøre et godt førstehåndsindtryk – og være lidt unik, så de får et indtryk af, at jeg er et spændende, rart og kompetent menneske. Men jeg er lidt i tvivl om, hvilken kjole jeg ejer, som giver det udtryk.
For jeg har styr på at det bliver en kjole og noget med strømpebukser. Det er nemlig dét, jeg føler mig allermest tilpas i, og trods alt, så er tøjet ret lige meget hvis det får mig til at føle mig utilpas.
Og selvom jeg ville være allermest afslappet og tilpas – så går det nok ikke at dukke op i natkjolen. Men designerkjolen med matchende blazer duer nok heller ikke – det er nok lidt for meget. Til gengæld vil jeg gerne dukke op i noget de ikke ser hver dag, så jeg har overvejet en af mine arvede , 50 år gamle kjoler. Men i stedet for at virke unikt, kunne De Almægtige Ansættermennesker også tænke at jeg var en fattiglas og at jeg var lidt mærkelig. Det duer heller ikke. Så jeg overvejer at gå efter noget klassisk – en sort kjole; Det er nemlig altid et hit. Men det er bare så anonymt og så kedeligt så jeg overvejer lidt en farvet skjortebluse over den sorte kjole. Men hvilken farve vælger jeg? Hvis den er rød – tror de så at jeg er kommunist? Eller bliver de overbeviste om at jeg er gudsjammerlig kedelig hvis jeg tager en brun striktrøje på? Eller skal jeg gå efter et småhippiet, karrygult look som skulle være så moderne den her vinter? Eller måske den grønne trøje som ville se helt fantastisk ud i deres lokaler – men som får mig til at se lige så bleg ud som en zombie?
Hvilken farve udstråler ”jeg er spændende, kompetent, rar og uundværlig”?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>