20090420 – Oulu

Klokken lidt over seks mandag aften, jeg er nået til Oulu, selvom det da godtnok tog sin tid – var dog rimelig underholdende at køre med englænderne.
Nåede til oulu lige 10 minutter for sent til at nå mit planlagte tog og da der ikke er overnatning her i byen billigere end 100 euro for et enkeltværelse, føler jeg mig lidt tvunget til at forsøge at tage videre.
Jeg har købt togbillet til Kajaani, en relativt lille by i midt-Finland hvor der ligger et hostel der ifølge min Lonely Planet holder receptionen åben til klokken 11 om aftenen; jeg lander halv elleve med toget, så håber der er plads. Ellers må det liver overnatning hos 7-11 eller et af de dyre hoteller. Jeg burde have stress over ikke at have et sted at sove men jeg er egentlig ved at være vant til at min rejsen rundt er lidt kaotisk. Egentlig frygter jeg mest at få lagt mig i seng i nat – hvor end det bliver – for det er først der, når der kommer ro på, at jeg tænker over hvad jeg laver og så kommer jeg til at savne Danmark ret meget 😛 Det ved jeg af erfaring!
Jeg forlader nu ved 8-tiden her til aften kystområdet ved Oulu og bevæger mig ind i sølandet. Glæder mig; alle mennesker fortæller mig at det er det smukkeste område i Finland. Så lige en uges rejsen rundt derinde som en appetitvækker inden jeg regner med at ramme Helsinki. Så meget at se frem til 😀
I dag har været ret begivenhedsløs egentlig. Planlægger at nå til enten Kuhmo eller Kuopio i morgen med toget.
Jeg er nået så langt med mit finske at jeg kan bestille mad, spørge om vej og handle ind på finsk sådan at folk ikke opdager at jeg er dansker. Luske luske! 😀
Alt godt!

20090419 Sidste aften i Rovaniemi

Det er søndag aften og jeg har nu været undervejs mere end 1 uge. Klokken er ti aften i Rovaniemi og det er stadig lyst over byen, men idyllen brydes lidt af de fulde finnere i gaden og blæsten der får vejskiltene til at bøje sig og gør det meget svært for et dansk pigebarn som mig at gå sin aftenstur. Dog giver det også nogle ret fantastiske syn; en flok bargæster der jagter barens parasol tværs gennem gågaden i blæsten, og McD-flag der stikker af fra flagstangen og tager flugten ud over floden. Okke jo, jeg morer mig heroppe :)
Mine overvejelser om hvad der skulle ske i morgen mandag er ikke noget problem mere, englænderne var helt friske på at give mig et lift sydpå (”just pick the car you want to ride!”), men det med det forbehold at de ikke helt er sikre på hvor de egentlig skal hen. Så i morgen bliver endnu en spændende og småstressende dag! Det er vidunderligt at have tid nok. Først om en uges tid behøver jeg tænke på at planlægge min tid ordentligt, men den tid der går fra at jeg forlader Rovaniemi til at jeg lander i Helsinki må helst ikke tage mere end en god uges tid. Tror at jeg kommer til at bruge en del dage i Helsinki og en enkelt nat i Tallin. Og på et eller andet tidspunkt skal jeg vel egentlig også finde tilbage til Danmark igen – måske jeg snart skal til at finde ud af flytider. Det må blive om 3-5 dage at det bliver aktuelt, der ved jeg mere om mine planer.
Men i al fald, så ved i nu at jeg kører med tossede englændere i morgen og bevæger mig sydover, så ingen skal bekymre sig for min motorik på ski alligevel 😀 Planer er til for at gå i vasken!
Jeg tullede ned i byen en times til her til aften ved 9-tiden for lige at se det sidste til Rovaniemi – jeg bliver mere og mere forelsket i byen, det er småskidt.
Men med en del minusgrader og voldsom vind og en Nemo i nederdel og strømpebukser – fordi mine bukser stadig mangler at tørre efter jeg vaskede dem i morges, det giver en Nemo der er kold ind til benet! Så tilbage på mit hostel – hvor jeg har rummet for mig selv i nat, fik jeg i en fart lavet mig en gang nudler med hardcore meget chili! Så nu har jeg varmen igen (og er søvnig efter en flaske Lapin Kulta Joulu – deres juleøl som smager FANTASTISK!)
Jeg glæder mig til at komme til et sted hvor det blæser mindre og hvor Lordi ikke fylder på hvert eneste gadehjørne. Men det er også skræmmende, på den der fede måde, at jeg ikke har den mindste anelse om hvor jeg er i morgen aften. Spændende, spændende! I’ll keep you posted! :)

20090419 – Polarcirklen

Jeg har lige mødt den mest skræmmende mand i verden, og jeg har lyst til at pakke ham sammen og tage ham med hjem i min rygsæk. Jeg er taget ud til julemandens landsby lidt udenfor Rovaniemi og har 1½ time at vente i, indtil min bybus (bybus der kører rundt i skoven, men ikke desto mindre en bybus!) henter mig tilbage til civilisationen igen. Fordi jeg har så meget ventetid er jeg endt på en af arbejder-cafeerne sammen med lutter finske gutter, troede jeg – med den småpsykotiske, lave gut med det store smil der synger og danser og render rundt med nissehue og taler engelsk med sjov accent er åbenbart en hollænder der er endt i Lapland sammen med kone og unger for 8 år siden og aldrig tog hjem igen. Masser af snak med ham og masser af kaffe og aj hvor er han elskelig – men stadig ret skræmmende.
Jeg har mødt julemanden – som gjorde mindre indtryk på mig end min nye hollandske ven, og det sner! Alting er julet og folk er glade og jodler rundt med nissehuer, og så sner det også! Det kunne ikke være mere perfekt.
Julemanden var i virkeligheden en tyrkisk gut der gjorde gode gerninger, og han ville ødelægge Lapland for at være så stupidt et sted hvis han så det. Det er kommercielt en en sådan grad at det næsten gør ondt; sådan husker jeg ikke stedet for 5 år siden, men verden så generelt smukkere ud dengang da mor og far betalte. Julemanden ligner sig selv fra alle Cola-reklamerne og han havde nogle meget morsomme hjælpere og jeg har købt et foto med mig og Hr. Langskæg (200 kroner, javel) – måske man skulle gøre det til en vane at få taget sådan et billede hvert 5. år?
Når jeg ender i Rovaniemi igen har jeg ingen planer, så vil tulle ind på en cafe og se om jeg kan finde søde mennesker. Skal have fundet ud af om jeg skal tage en ekstra nat her og tage på ski-tur i morgen, eller om jeg måske skal prøve at få et lift med de tossede englændere i morgen tidlig. Masser af muligheder og glad Nemo i Lapland i snevejr!

Tilbage i Rovaniemi efter at have oplevet den mest fantastiske snestorm der kom ud af ingenting og forsvandt igen bare et kvarter efter – nu igen med blå himmel, høj sol, minusgrader og en snehvid verden! Jeg faldt over en restaurant – spis og drik alt hvad du kan, pizza, lasagne, finske retter, frie drikkevarer, is og salatbar, 8 euro. Tamtam – nu har jeg spist for de næste 3 dage og kan rulle når jeg skal her fra byen en gang. Bliver ikke mere sulten i dag! Hvem havde troet at netop finnerne kunne finde ud af at lave pizzaer? Pizza med rejer godtnok…
Jeg har fundet internet i nærheden af restauranten – er egentlig lidt overrasket over hvor meget jeg er online i løbet af min tur herop, men det er lidt rart at høre nyt hjemmefra – selvom at det nyt går ud på at i render rundt i shorts derhjemme! * skumle*
Har stadig ingen ide om hvad jeg vil i morgen, det kommer nok an på hvad englænderne beslutter sig for i aften, og om jeg kan finde en pæn måde at spørge dem om et lift på. Helle for ikke at køre i den trehjulede bil, så dog hellere gå! Og så forresten et link til de skøre englændere: http://www.snowdodgers.co.uk/
I al fald booker jeg ikke flere nætter på mit hostel heroppe indtil videre, det kan jeg altid gøre i morgen tidlig hvis jeg bliver i Rovaniemi. Det er mystisk at tænke på at det er en uge siden at jeg startede min rejse, lige præcis en uge siden at jeg forlod Jylland. Skal hjem om to uger allerede, det føles som frygtelig kort tid. Måske jeg skulle overveje at få købt mig nogle postkort inden at jeg glemmer det!
Tror jeg vil pakke samme her og crashe Lordi-baren! Der MÅ jeg da kunne finde nogle virkelig spændende mennesker!

http://i155.photobucket.com/albums/s305/SanneELN/dsc00319.jpg

20090418 Rovaniemi – Hostel Rudolf

Så rykker vi! 😀 Glad Nemo er nu for alvor ved at komme ind i den gode backpacker-ånd og er begyndt at være voldsomt social. Måske er det den gode juleånd der smitter af på hele Rovaniemi, med julemandenn der har sit postkontor bare 8 km herfra – og der tuller jeg ud i morgen, bliver skægt at se det igen, efter at jeg var her for en del år siden. Fem år siden må det vel næsten have været – har stadig billedet af mig og julemanden hængende derhjemme, og i morgen vil jeg score mig et nyt billede at hænge sammen med det. Af en lidt ældre Nemo den her gang, men ikke ældre af sind 😉
Jeg læste i Lonely Planet at ”Julemanden gav den største gave til sit hjemland først”. Her er simpelthen så smukt at det næsten gør ondt. Sidste nat brugte jeg i nattoget mellem Turku og Rovaniemi, 14 timer i sovekupe på mellemste køje af 3 køjer i alt – den øverste køje placeret så højt at jeg end ikke kunne kigge op i den, jeg takker den gale dame på stationen for ikke at have placeret mig deroppe. 2½ meter over gulvet i en 180 meter lang køje i et rullende tog? Aj.
Jeg troede lidt at jeg var det eneste menneske i verden der tog den 14 timer lange og 100 euro dyre togtur herop nordpå, men opdagede ret hurtigt at samtlige vogne med sovekupeer, bilvogne og godsvogne var fyldte at finnere der skulle på skiferier og andre spændende ting. Fik snakket med en masse mennesker på stationen (”Hello, do you speak english? Could you please tell me if this train goes directly to Rovaniemi?” – sagt måske 5 gange den aften, men hver gang med en ny ven til følge – man er vel lidt udspekuleret!) men så snart jeg fandt min kupé fandt jeg ud af at mine rejsefæller ikke ligefrem var snakkesagelige – ingen af dem kunne alt for godt tale engelsk og ingen af dem følte for at skabe nye venner. Helt fair – så i stedet lå jeg klistret mod ruden de første 1½ time fra vi kørte fra Turku og så Finland, mit elskede Finland, fare forbi – lige indtil at alting var sort i sort. Simpelthen noget af det smukkeste jeg har gjort for mig selv, at tage den tur.
Og endnu smukkere er det så at vågne i morges ved 6-tiden i toget og se verden lysne udenfor vinduet og al det ”rigtige” Finland fare forbi, dækket så småt i sne. Fryd!
Rovaniemi station er Dødens Pølse og det er dybt nedslående at ankomme til byen fra den side af. Da tyskerne blev smidt tilbage hvor de kom fra, ved vinterkrigens slutning i 1944 fik de den geniale ide at brænde alting ned bag dem; så hele Lapland og Rovaniemi især er bygget i al hast i årene derefter. Derfor er her meget firkantet og fesen-gule betonblokke fylder meget i gadebilledet.
(Det bliver en lang tekst i dag, må ikke lade der gå to døgn mellem at jeg skriver.)
Vejene heroppe er ryddede for sne, men sneen ligger stadig rundt om byen og på fortove, plæner og i store dynger rundt i byen – de tossede finner vælger så det geniale, i stedet for at fjerne sneen, at træde den til is og så strø fine granit-stykker ud over isen sådan at man kan stå fast. Smart idé – når ikke det blæser! Isen blæser ingen steder, men det gør småstenene, og det kommer hurtigt og gør ondt! Klynk! Til gengæld har jeg i dag, lørdag aften, bevidnet flere finske pigebørn i høje hæle på vej ned til byen på is-fortovene. Åh hvor har jeg grinet!
Mit hostel, det dyreste hostel jeg håber på at støde på nogensinde med en pris på 250 kroner pr. nat, er placeret en lille kilometer fra bymidten og er ubemandet – så nøglen skal afhentes inde ved byens centrum, på Hotel Santa Claus (til Hostel Rudolf – ren hygge!)
Så igen i dag har jeg spekuleret lidt rundt – til at starte med for at få tiden til at gå indtil klokken 14 hvor jeg kunne få mit nøglekort til mit værelse. Har blandt andet i dag oplevet den nordligst beliggende McDonalds i verden – aldrig har McDonalds været så charmerende, og aldrig har jeg oplevet en sådan med pejs, billeder af julemanden og med bare 10 borde.
Og så har jeg været på powershopping – uden at købe noget (ud over et nyt stik til min bærbare som hurra!- nu kan lades igen! Og en meget tiltrænkt skuldertaske – nu må du da blive glad mor!) . Men klynke og vræle og forbande de finnere for at have så fede ting og så fede butikker! Manglede lige en bil og en trailer i dag. Måske meget godt jeg kun har min rygsæk.
Der er dog nogle småting jeg skal huske at købe i Helsinki (huskeliste mest til mig selv; ordbog, Dark Passion Gallery, Brother Firetribe, smykket med elgen)
Efter mit tiltrængte bad og at have smidt bagagen på mit hostel tullede jeg ned til Arktikum – Rovaniemis eneste egentlige attraktion der intet har med julen at gøre, men et arktisk museum og videnscenter som også rummer sami-museet og masser af info og alt lige fra nordlys, fiskekuttere, byhistorie og tusinder af andre ting. Fantastisk sted, der glæder jeg mig til at slæbe mine egne (kommende) børn ind en dag. Især faldt jeg over en udstilling og hvordan sami-folket benytter sig af naturen på den smukkeste måde jeg nogensinde har set urtemedicin og ren-opdræt beskrevet, og en udstilling med et bette isbjerg i en kummefryser og en flok udstoppede dyr – som for eksempel en udstoppet, fuldvoksen isbjørn jeg stod og tudede hos fordi den bare var så smuk, og en muy muy gigantisk elg som jeg ikke engang gik til mulen. Et smukt dyr, men føj hvor kan de da tydeligvis blive store? Jeg har hørt historierne om at de er store som kassevogne, men de er høje som huse! Jeg ved ikke om det mest er noget der skræmmer eller facinerer mig. Og hvordan kan de små tynde ben bære den, og hvordan kan det enorme dyr leve af blade?
Da jeg kom tilbage til mit hostel efter at have været hos Arktikum i nogle timer følte mine ben at jeg skulle sove, men min vandrelyst mente at jeg skulle ned i byen på en herlig lørdag aften og drikke bajere med finnerne. Dilemma! Dette løste sig dog på den smukkeste måde, kun tilfældigheder kan være så fantastiske, da en flok på intet mindre end 16 englændere der havde fået den geniale idé at køre til Moldova i diverse gamle lig af volvoer og 3-hjulede biler, via Danmark, Sverige, Finland, Rusland mv. Af mystiske årsager er det landet på samme hostel som mig og mente meget absolut at jeg skulle have øl sammen med dem på hostellet. En kombi af gratis øl og mystiske mennesker er da ren bonus. Sådan går der let et par timer og et par øl. Det var ikke sådan jeg havde tænkt mig at drikke min første Lapin Kulta her i Finland, i en kælder på et hostel med temperaturer ned til -15 grader udenfor, men egentlig ret charmerendel? Jeg har en idé om at jeg kommer til at se mere til englænderne fremover, de bliver også 2 nætter her og har ligesom mig planer om at se julemanden, stå lidt på ski (!) og så tulle sydover bagefter. Måske man skulle forsøge at score sig et lift – havde ellers en plan om at skulle til Oulu herfra, men der er ikke vandrehjem i byen og syntes at 750 kroner for overnatning på et hotel måske liiiige er i overkanten – jeg kan bo en uge i Helsinki for samme penge. Så må Oulu pænt vente til næste gang jeg er heroppe – for jeg ved jo at jeg kommer igen.
Tilbage på mit værelse havde jeg fået en sambo at sove sammen med mens jeg havde tullet rundt med englænderne, en yderst snakkesagelig koreaner ved navn Chi, der åbenbart læser kunsthistorie på et universitet ved Nantes, Frankrig. Hvor er det fedt at møde andre mennesker på den her måde, og lige hende her er det fredeligste menneske på jord, så kommer til at sove godt i nat. Havde ellers håbet på at få værelset for mig selv (satset, ikke håbet – hvis jeg var opsat på at sove alene kunne jeg bare betale for et enkeltværelse jo…) så da hun ankom havde jeg allerede vasket tøj og hængt det hele til tørre på badeværelset. Meget charmerende mig, stinkende af øl og med mit undertøj spredt over hele værelset. Og meget åbensindet koreaner! Det er sjovt som jeg på en enkelt aften som i aften har byttet adresse og mail med nu pludselig 10 mennesker, gad vide om folk også er friske på et besøg hvis jeg ringer om et halvt år og får lyst til at tage til London eller Pais?
I morgen var planen at tage ud til julemanden et visit, bruge lidt til i søndags-lukkede Rovaniemi og forhåbentligt rende ind i en masse søde mennesker, spise på den kinesiske restaurant jeg fik anbefalet og få snakket videre med englænderne der hygger sig gevaldigt på blanke dæk på de frosne søer. Tvivler på at alle 6 biler når til Moldova.
Overvejer stærkt at tulle ud til Ounasvaaran skicenter der ligger bare 2 km fra bymidten, og se stedet lidt an – måske er det heroppe man skal træde sine første skridt som skiløber? Jeg er jo afsted for at udfordre mig selv, men måske skisport er lidt for ekstremt at kaste sig ud i – tror egentlig ikke min rejseforsikring dækker. Men kunne starte med at finde ud af hvad skiskole koster!
Jeg er ret meget uden internet, det er ikke til at opdrive i byen – ud over når jeg af og til kan koble mig på hos en nabo til hostellet, så opdateringer fra mig følger nok ikke alt for tit – men alt er godt! Intet nyt er godt nyt 😉
Opfør jer godt derhjemme! Masser af glade tanker fra Lapland!

20090417 Stadig i Turku

Endnu en solrig dag i Turku – efter hvad finnerne fortæller mig er vejret her helt specielt for årstiden. Hele byen virker til at være i forårspanik; i mangel af at have haver de kan rode rundt i, vælter de rundt mellem hinanden nede på havnen og gør deres både forårsklare. Her er lidt charmerende.
Efter min alt for korte nattesøvn forrige nat og en spadseren rundt i Turku hele dagen var jeg absolut kvæstet i går aftes. Efter aftensmad klokken fem havde jeg egentlig mest lyst til at gå i seng, men tvang mig selv ud på en aften-spadsere-tur; byen er delt op i to næsten lige store dele af den store flod, men de har ikke helt fået bygget broer nok, så enkelte steder sejler flodpramme med cykler og gående – nærmeste er ca 600 meter fra mit hostel, så der tullede jeg ned og over vandet med den. Ret kært at tøffe rundt der, men aftenluften gjorde mig ikke mere vågen, så klokken har ikke været mere end 19 da jeg har lagt i min seng – alene i mit 6-sengs værelse. Det lykkedes mig at sove igennem til klokken ni i morges – så nu er jeg dælme frisk!
Lige nu sidder jeg for en stund igen på mit hostel, jeg er tilbage her for at hente min bagage og for at få strøm på min notebook.
Har i dag været nede på Turku gamle slot/fæstning – ifølge Lonely Planet en af de flotteste tourist-attraktioner i Finland, ifølge Åboerne selv et meget kedeligt sted – og for mig noget af det flotteste jeg har set længe. Opdagede først da mine ben begyndte at klage over at de var trætte at jeg havde brugt to timer på slottet; og det uden at have været i det samme rum to gange. Ud over at slottet rummer alle de gamle møbler for de sidste 300 år, har det også nogle fantastiske udstillinger om alt lige fra arkæologi, finske mønter, klædedragter, finlands historie tilbage til stenalderen, finske adels-smykker, krigshistorie og evigt meget andet. Det er et enormt, labyrintisk bygningsværk og jeg tror let at jeg kunne bruge endnu en dag derinde.
Min tur ned til slottet og tilbag til mit hostel igen tæller dagens første 6 km på gåben – og så er dagen først lige begyndt. Egentlig glæder jeg mig lidt til at lande i Rovaniemi i morgen, der behøver jeg ikke overveje at tage bussen; det er simpelthen nødvendigt fordi afstandene er så store.
Jeg hygger mig gevaldigt her med min notebook et æble og et glas vand. Vandet smager virkelig anderledes heroppe; det smager godt! Normalt er vand bare noget der ryger ned som en nødvendighed, men heroppe er det helt noget andet.
Og så er jeg begyndt at være social heroppe; det er enormt hyggeligt at møde tilfældige mennesker og lære dem at kende på de få minutter man egentlig har at snakke med dem i; og enormt givende. Når jeg møder lidt ældre mennesker vil de forfærdeligt gerne tale med mig, men når deres svenske eller engelske ikke altid helt slår til, ender jeg tit med at forlade dem med det der forpinte udtryk i øjnene; at der er noget de gerne vil fortælle, men de kan ikke finde ordene til det. Det er også de mennesker der bliver så glade når de får et kram af mig; den mystiske, enorme dansker.
Blandt mine andre nye ”venner” er der den estiske højskolelærer der er i Turku for at lære om undervisningsformer, og hostel-eleven der endte med at snakke med mig en time efter lukketid her på hostellet i går; han havde åbenbart været elev på mit hostel i Reykjavik nogen tid før jeg var deroppe. Enten er verden lille – eller også er det bare nogle helt specielle typer mennesker man møder når man rejser på denne måde.
Det er skægt at rende ind i folk på en cafe, et museum eller et overnatningssted, som taler et af de sprog jeg selv taler relativt godt – mange englændere har ikke mødt en person i måske dage der snakker fornuftigt engelsk, og tyskerne har det endnu værre her i Finland, der kan gå ugevis: ”Naii, sprechen sie deutsch?” – meget, meget begejstret tysker på Turku slot. Jeg troede egentlig aldrig at jeg ville kunne bruge mine sprogkundskaber, primært tysk og engelsk, til noget som helst specielt, for alle taler jo engelsk – men det har jeg fundet ud af at alle absolut ikke gør. Så snart man render ind i en backpacker der taler et sprog man selv gør, så er man venner! Det er en af de mange mystiske traditioner der åbenbart er mellem alle rejsende, ligesom når man på en solferie til et land sydpå render ind i en dansk familie og pludselig er perlevenner med disse; på trods af at hvis man havde været i Danmark havde man kun talt til hinanden hvis den ene familie havde snydt sig foran i køen i supermarkedet…
En af de andre traditioner for backpackere; en fantastisk en af slagsen, er at hvis man mangler læsestof findes der næsten altid en reol med bøger der er efterladt af andre rejsende. Hvis en af bøgerne ser interessante ud tager man bare denne med sig; så er det skik og brug at man efterlader den på det næste hostel. På den måde er jeg allerede godt igennem en af discworld-bøgerne, som jeg da aldrig havde troet jeg skulle læse mig igennem – men sådan bliver man jo så overrasket.
På samme måde deler vi også tit mad – efterlader resten af posen med speghetti i køkkenet til en sulten backpacker der måske er løbet tør for penge, eller deler ud af råd og advarsler mellem hinanden. Det er sjældent jeg møder en sådant fællesskab som man bliver lukket ind i så hurtigt og så velkomment. Det gør det også tryggere at rejse alene; for hvis det en dag er mig der mangler pasta eller en gratis overnatning, så ville jeg også kunne få hjælp. Det er jeg helt sikker på; enhver backpacker må have en vis tro på det gode i mennesker, ellers kan det simpelthen ikke lykkes at rejse rundt sådan. Jeg er sikker på at jeg lyder naiv; men det fungerer. :)
Jeg kan mærke at jeg nu, efter bare en halv uges tid på farten, begynder at savne nogle enkelte af jer derhjemmefra. Det er lidt rart at komme sådan på afstand af det hele, så ser man lidt klarere hvor heldig man egentlig er med de venner og bekendte man har – og familie også, jaja 😉
Det er ikke en ensom måde at rejse på, fordi der altid er mennesker omkring én, men jeg kan mærke hvordan det begynder at være lidt hårdt sådan hele tiden at være på. Jeg troede egentlig at alle finske pigebørn var blonde, men jeg syntes tit at jeg er den eneste blondine i rummet – det er sikkert med til at give mig en god portion opmærksomhed også, men det får mig til at frygte hvordan det må være for mig som bleg, blond dansker at backpacke sydpå hvor jeg ville skille mig endnu mere ud. Uha…
Som rejsekammerat er min notebook det bedste der findes; der er altid en at diskutere tingene med, den er aldrig utålmodig når jeg bruger alt for meget tid på museerne og aldrig jaloux når jeg snakker lidt for længe med en sød gut på en cafe. Uden mit notebook havde jeg ikke villet rejse alene, det havde været alt for ensomt ikke at kunne dele oplevelserne. Og det er en genial måde for mig selv at huske alle oplevelserne på når jeg kommer hjem igen – jeg beklager bare at jeg skriver så meget at det tager jer længere tid at læse det, end det har taget mig at skrive det.
Klokken er ikke mere end 2, så der er 7 timer til mit tog til Rovaniemi kører; der er masser af museer i Turku jeg endnu ikke har set, men jeg tror alligevel at jeg har set hvad der er at se. Så planen for resten af dagen må være at finde en cafe med internet og en hæderlig cafe latte, og måske få fundet mig en gang aftensmad lidt senere. Er spændt på hvordan turen til Rovaniemi – med mit tog-held, kommer til at forløbe. I min Lonely Planet-guide er der nævnt at der sker 600 påkørsler i Lapland mellem tog og rensdyr om året. Der er ca 2 om dagen. Men det hele er jo en oplevelse!

20090416 Turku Hostel

Kilometer spadseret i dag: på den gode side af 15. Først her til eftermiddag ved totiden lykkedes det mig at finde et supermarked og få købt ind til en gang kreativ middags/morgenmad, og jeg havde egentlig helt glemt hvor længe siden det var at jeg sidst havde fået noget at spise – og hvor dyrt det er at spise grøntsager i Finland. Så grøntsagerne bliver nu nedprioriteret de næste par uger. Dælme nej om jeg skal give ti kroner for en fesen tomat når jeg kan få en burger for det samme – og med de kilometer jeg render mig rundt går det vel nok.
Nød min middagsmad på en bænk ved floden – evigt smukt sted og temperaturen har sneget sig op på de 10 grader her så bortset fra de nærgående måger er det jo ren idyl.
Jeg ved ikke om det er fordi mit tankemønster gør alt fra Finland til noget absolut fantastisk, eller om det er fordi jeg hr været heldig i dag, men damn nogle fede butikker der ligger rundt i byen. Har ikke fundet mig den taske jeg leder efter – til gengæld er jeg ved at få tennisalbue af at slæbe en indkøbspose med mine ejendele med mig, men hvis ikke lige det var for de 2000 kilometer mig og min rygsæk har sammen inden jeg skal hjem mod Danmark igen, så havde jeg shoppet ganske amok i dag. Lige fra kjoler til tiaraer og Hello-Kitty ure! (Nej Vestergade, du får ikke en – til gengæld tænkte jeg på dig da jeg spiste tube-tun på toastbrød?)
Har spadseret hele byen rundt og glæder mig til at jeg om 7 eller 8 timer kan tulle i seng, sidder lige nu på mit hostel og venter på at jeg ved tretiden kan få lov til at checke ind og komme i bad.
Har fundet mit yndlings-kaffested med elendig kaffe og fantastisk internet. Der starter jeg også dagen i morgen!
Har spadseret mig igennem alle byens shoppingcentre i dag, et af byens to store kunstmuseer, deres byhistorie-museum og Turku Domkirke (”Oh, yes, the Church of Doom?” – tak til sød Finne!). Turku Domkirke, sammen med Domkirken i Reykjavik, er de smukkeste bygningsværker jeg nogensinde har set – og jeg har ellers efterhånden set en del.
Egentlig har jeg det mærkeligt med at kalde byen for Turku, oprindeligt var det Åbo at byen hed da svenskerne gjorde byen her til Finlands hovedstad. Turku kom først til senere da russerne følte for at eje landet, og Turku er derfor et russisk ord, mod Åbo som det svenske. Heroppe bruges begge dele flittigt – alle vejskilte er på både svensk og finsk, rækkefølgen skifter efter hvor mange dele finner eller svenskere der bor i de forskellige bydele – sikken et puslespil, men så er alle vel glade.
Jeg tullede lidt rundt efter betydningen af ordet ”Finland” og faldt over en dælens masse mulige forklaringer på hvorfor Finland hedder Finland. Den smukkeste af dem er måske at på fransk betyder ”fin de lande” – Verdens Ende. Her i livlige Turku som både gammel hovedstad og den ældte universitetsby i Finland, mærker jeg ikke meget til at dette sted er verdens ende, men måske det kommer bedre til udtryk når jeg bevæger mig nordpå i morgen aften.
For god ordens skyld er den mest accepterede årsag til navnet ”Finland”, at for evigt mange år siden blev landet kaldt Fennia – ”fen” der på engelsk betyder svampet – dette set i forbindelse med at det finske ord ”suo” også betyder svampet – Suomi eller Finland – det svampede land. Mere end 70 % af Finland er dog skov, så helt svampet er her ikke.
Finnerne sætter mig virkelig på prøve – alle fyrene har langt hår og ligner enten rockstjerner eller fiskere. Klynk – i får svært ved at lokke mig hjem igen! Og så er der det med at Turku er så tæt på Sverige; ”Do you speak finnisk or swedish?” – aldrig mere svare på dansk, for så er det komplet umuligt at få samtalen over på engelsk igen. Og en dansker som mig der ikke fatter svensk alt for godt, og en finne der ikke taler nogen form for svensk jeg nogensinde har hørt før – masser af sprogproblemer! Men så kan jeg jo passende nikke og smile pænt – og stirre forelsket på deres lange garn imens! Ti kroner på at jeg har friet til en finne inden en uge!
For at være besværlig har jeg fået mig et finsk nummer på telefonen mens jeg er heroppe; nummeret er 0466380412 til generel info. Jeg tror egentlig at 0’et skal udlades og husk forvalg: +358, men generelt så bare lad være med at sms’e – det er en smådyr løsning, så hellere en bette mail eller en kommentar her på bloggen, ;D Det gør mig så glad! (Der skal ikke så meget til…)
Men ja – jeg checker ikke mit danske nummer på mobilen mens jeg er heroppe; blot til advarsel.
Jeg har købt mig en billet med nattoget til Rovaniemi i morgen aften ved 9-tiden, ankomst Rovaniemi kl 10 morgen lørdag. Den ellers ganske kære dame i billetlugen forklarer mig at kun studerende med finske studenter-kort får rabat på togrejser her i Finland, ikke studerende fra udlandet. Det muggede jeg en del over – indtil jeg kom i tanke om at jeg egentlig ikke er studerende. Så fuld pris med toget til Rovaniemi bliver det; 750 danske kroner. Men så er det også små 1000 kilometer der er betalt, og en overnatning sparet. Det er en 13-timers rejse, og i forhold til at de 5 timers vej mellem København og Stockholm kostede mere end 600 danske kroner, så er det egentlig ikke helt galt! :) Dog kan jeg se at mit budget på mellem 4 og 6000 for turen måske bliver en smule knebent – men hvis jeg befandt mig i Silkeborg havde jeg sikkert brugt det samme. Lidt skræmmende egentlig. Og fair; så venter jeg bare et par måneder med at købe en ny sofa.
Jeg har nået en hel del i dag, på min 1. dag i Finland. Det er lækkert at tænke på at der er mere end 2 uger til at jeg skal bekymre mig om at finde tilbage til Danmark igen. I aften skal jeg bare tulle rundt, eller finde mig en Lapin Kulta et sted – har snart været 8 timer i Finland uden at få mig sådan en! Og i morgen skal jeg blot kigge rundt på Turku’s gamle slot – der skulle være ret unikt. Og så skal jeg have booket mig et par overnatninger i Rovaniemi når jeg kommer i nærheden af internet igen. Og så undskylder jeg for at jeg skriver så meget som jeg egentlig gør!
Og nu! – Ud og møde finner!

20090416 Turku, Wayne’s Coffee-shop

Dette link: http://www.urban.dk/article/20090414/verden/704150018/
var jeg så heldig at falde over i den Urban-avis jeg slæbte med mig til togturen mod mit elskede Finland. Tydeligvis er jeg alene om min Finlands-drøm, men så er her bare desto mere plads til mig! 😀 Da jeg her til morgen ved syvtiden (Finland er 1 time foran Danmark, så 6-tiden for jer – sleepyheads!) kommer ind med færgen til Turku havn er det dybt uforståeligt at i ikke alle sammen migrerer herop med det vuns! Jeg gik relativt tidligt i seng i går aftes – efter min småstressende dag i Sverige, men stod så op i morges kl halv seks – dvs. halv fem har den så været efter mit indre ur – derfor er det okay at jeg allerede er på min 3. kop kaffe for i dag – og klokken er blot ni om morgenen.
Halv seks på færgen, i psykopatblæst og frostklart vejr – med fjordene mellem de tusindvis af små øer i Turku-skærgården stadig frosset til is og sneen liggende i driver på øerne, med solopgangen på den ene side af skibet og månen stadig helt klar på den anden side af skibet. Så småt en lykkelig Nemo!
Nogle gange kan jeg så småt hade ham den gamle derhjemme for at have ret om alting når det kommer til at rejse rundt. Denne gang fik han ret i at når man overnatter i delte kahytter på færgerne sover man sammen med russere. Jeg slap med at sove sammen med en enkelt af slagsen, men sov absolut ikke godt af den grund. Egentlig var hun vist dybt angst for mig, og det er dælens svært ikke at være fordomsfuld når man ikke kan tale sammen, måske skulle jeg have ført det russisk-aftenskole-værk lidt videre…
Der er pissekoldt i Finland! Egentlig er temperaturen ikke voldsommere end de 1-2 minusgrader, men blæsten føles som en grum joke mod al hud der ikke er kapslet inde bag tørklæder, vanter og vinterfrakke. Vejret er dog mest fantastisk; stadig skyfrit og masser af sol – og Turku er placeret så smukt omkring floden Aurajoki. Jeg valgte at gå turen fra færgen ind til bymidten . Ca 4 km, med et stop på mit vandrehjem for natten hvor jeg placerede min rygsæk – skal ud på vandring i dag, så det er en velsignelse at have ryggen fri. Dog skal jeg nu – når jeg er færdig med at drikke min Latte – have fundet en taskebutik og købt mig en god skuldertaske, for nok er min notebook lille, men den kan altså ikke være i min lomme og jeg går ingen steder uden den. Elsk på Asus Aspire One – og på Laus for at fixe mit trådløse på den! – Og på alle jer andre også, fordi i er så kære, og Lonely Planet-crewet for at redde min røv gang på gang på gang! ;D (Så har jeg vist ikke glemt nogen..)
Om små 40 minutter åbner byen og så er det på power-sightseeing, taskejagt og en tur forbi togstationen og få fat på en billet til Rovaniemi til i morgen nat. Og tilbage til mit hostel ved 3-tiden hvor check-in begynder, sådan at jeg kan score mig en seng i en af de underste køjer.

20090415 Stockholm

På Frihamnen i Stockholm, 2 timer før jeg egentlig burde være her, men hvad gør man ikke for at slippe for at opleve mere svensk spænding.
Det gik ellers så godt, med en små 20 minutter til at lyntoget ville ankomme Stockholm Centralstation og i mine dagdrømme var ved ved at handle aftensmad i en ICA. Men Nemo og togtrafik duer bare ikke, heller ikke i udlandet. Jeg rejser altid med godt vejr, men ramler altid ind i mystiske, småkatastrofale hændelser. Men på en måde er det fedt; det er en måde at lære sig selv bedre at kende på. Meget bedre at kende!
På Stockholm Sönda Station – et pænt vigtigt knudepunkt som svenskerne har placeret i tunneler under jorden, ramler nogle tog sammen og al togtrafik indstilles. Fair, tænker jeg og håber pænt at ingen er kommet til skade. Og mit fine lyntog holder meget, meget stille i en meget, meget kedelig skov. Meget længe føles det.
Vi får lov at tulle ind på nærmeste station og får af den kære ikke-engelsktalende stewardesse at vide at hvis vi ikke vil holde der i de 2 timer det vil tage at rydde op, så skal vi tage vores ting og smutte ned i byen og finde en regionalbus. Udfordring – men jeg finder en dansk ven i mængden af mennesker og tuller ned mod byen – indtil jeg opdager at jeg har glemt mit tørklæde i toget, så mig tilbage til toget i en fulde fart – og da jeg kommer ind i toget lukker dørene sig bag mig, vi har pludselig fået grønt lys til at tulle mod stockholm alligevel – bye bye til min nye, danske ven der forhåbentligt ikke har ventet for længe på mig hos busserne. Ups.
Helt uheldig er jeg altså ikke, og mit glemte tørklæde gjorde så at jeg kom med toget videre ind mod Stockholm – hvor vi ankommer blot 1½ time forsinket. *Sender en varm tanke til DSB!*
Men dette er så grunden til at jeg ikke planlægger, for alting går altid galt når jeg gør det; så min rolige ankomst til Stockholm lidt over tre eftermiddag, blev altså en Nemo kastet ind i myldretidstrafikken på Stockholm Centralstation, hvor Metroen – som jeg skulle med herud til havnen – stadig ikke havde køretilladelse. Jeg lyver ikke når jeg skriver at det lignede en scene fra en katastrofefilm. Evige mængder gale svenskere lukket inde sammen med en meget lidt kæphøj Nemo i undergrundsbanen. Ad! Aldrig mere metro i Stockholm!
Ikke desto mindre lykkes det mig at komme med metroen ud til Silja Line – med gode 2 timer til færgens afgang, og med den tanke i baghovedet at de ikke lader unge mennesker under 21 år (fordi vi er pissefarlige) sejle med natskibet. Det var en oplysning jeg fandt i går efter jeg havde booket billet. Spændende, spændende – den information vælger jeg jo netop at ignorere og håber blot på det bedste! Men sød dame i bookingen smiler pænt til mig -de bliver så glade når man taler dansk til dem? Og jeg får da også mit boardingpas uden at måtte krybe og tigge og bede/tage et fly for at komme til Finland.
Men nu! Med udsigt over Stockholm Havn og et glas kolsyre vatten hos mig – med hastigt bankende hjerte, er jeg ved at falde ned igen. Sådan nogle oplevelser hvor alting bare ramler er så belastende at stå midt i, og jeg kan godt forbande mig selv for at insistere på at rejse som alene backpacker når jeg står midt i det hele, men bagefter er det lidt fedt at kunne tænke tilbage på hvordan blodet har ræst rundt i kroppen. Det ville være så uendeligt let at sætte sig ned i metroen og klynke men det er bare ikke en mulighed der eksisterer når man rejser alene. Man er på hele tiden og det er måske meget godt – det er en fed fornemmelse at være presset.
Men det er nu alligevel lidt fantastisk at have styr på de næste 48 timer, og vide at indtil klokken syv i morgen tidlig er jeg på et skib midt i et af de smukkeste naturområder i verden nemlig Turku-Stockholm sejlruten. Spændende bliver det bare at finde ud af hvilke 3 pigebørn jeg skal sove sammen med i nat. Og hvad jeg mon finder at spise. Men folk omkring mig taler finsk og solen er ved at gå ned over Stockholms skærgård. Egentlig er det hele ikke helt galt 😀

20090415 – I toget mellem København og Stockholm

Efter en lidt forsinket start på min rygsæktur er jeg nu endelig afsted. Det er mere end et år siden at jeg første gang overvejede at tage nordpå for at rejse rundt, dengang var planen at rejse Sverige rundt, planen nu er at tage rundt i Finland.
3 ugers ferie lige efter påske hvor arbejdet kom til at fylde mere end 80 timer på den ene uge. Jeg har glædet mig så længe, gennem hele gymnasietiden, på at komme afsted, men nu hvor det endelig var tid havde jeg egentlig mere lyst til at blive hjemme og sove tre uger end at spæne rundt i de finske skove. Det er så uvirkeligt, lige pludselig at være på vej, lige nu sidder jeg i lyntoget og er på vej igennem Sydsverige i noget nær stilhed; al magt til el-togene!
Jeg strandede ellers på Nørrebro en nat mere end jeg egentlig havde planlagt, da alle toge i går, tirsdagen efter påske var fyldte, men på mange måder var de tre nætter jeg så brugte på Verdens Mest Fantastiske Sofa i hovedstaden godt givet ud; nu er det en Nemo uden stress der tager afsted mod udlandet. Det er helt fantastisk hvad gode venner kan gøre ved humøret. :)
Heldet virker til at være med mig i dag, lige fra en heldig vinduesplads i toget til det fantastiske vejr jeg triller gennem Sverige i; høj sol og smuk, blå himmel. Alting er lidt sjovere når folk er i godt humør, og svenskerne i solskinsvejret er helt overstadige. Jeg håber bare vejret holder sådan at min spadseretur gennem Stockholm når jeg ankommer om en god times tid, bliver en skøn tur ned til skærgården og den bette båd der gerne over natten skulle bringe mig til Finland.
Der er cirka en times gåtur ned til havnen fra Stockholm station, og jeg har et par timer til at finde derned – så er planen at finde et supermarked på vejen; af uransaglige årsager er jeg uden høretelefoner og dermed uden musik, samt uden aftensmad. De to mangler håber jeg at en svensk ICA måske kan rette op på.
Verden ligner sig selv, som jeg oplevede den sidst jeg rejste afsted, dengang til Island. Jeg – den to meter høje turist med den store rygsæk, er den de indfødte (svenskerne lige pt.) spørger til råds om busser og toge her i Sverige – noget der kommer mange smil ud af, men desværre ikke så meget hjælp. Men får da øvet mit svenske!
Sverige er lige så smuk som landet altid har været med de mange søer, skove, små røde hytter og får der stirrer dumt når man farer forbi i toget. Ren idyl her i solskinsvejret – og en sjov måde at opleve landet på, på skinnerne i stedet for på asfalten – vidste i at mange IKEA’er heroppe havde deres egne tog-stationer? … Men selvfølgelig har de da det.
Det eneste minus ved at rejse med toget er egentlig prisen, hvorfor jeg skal give mere end 600 danske kroner for at komme til Stockholm med toget virker tosset i forhold til at jeg blot giver 150 kroner for at sejle Stockholm-Turku i nat. Det kunne meget vel tænkes at jeg tog flyet hjem fra Helsinki når jeg når nogle uger videre frem.
Jeg er lykkelig for at være på vej afsted igen og nyder virkelig rejsen; hele turen består vel egentlig i at rejse og det er det der gør det så fantastisk; rejsetiden er for mig ikke bare spildtid der skal overstås, det er helt fantastisk at bevæge sig sådan over verden. Men måske jeg om nogle uger og efter nogle tusinde kilometer bare trænger til at plante benene i muldjorden hjemme i Jylland og ikke bevæge mig ud af stedet i meget lang tid. Lige nu er dette det fedeste i verden; at bevæge sig fremad.
Jeg har booket overnatning på færgen i nat og et vandrehjem i Turku natten derefter, men så er planerne helt åbne igen. Det er sådan en Nemo rejser bedst!
Mhm – og om mindre end 24 timer sidder jeg på Torvet i Turku med en iskold Lapin Kulta i skødet!

23. januar 2009 – Keflavik

Fredag aften, sidste aften på Island, og sikken en dag. Jeg har virkelig fået sluttet min tur af med en dag fyldt med oplevelser. Egentlig er der sket så meget over de sidste seks dage at jeg ikke kan huske det hele; jeg skulle nok have taget flere billeder for at kunne huske mig selv på hvad jeg egentlig render og laver. Jeg er tydeligvis ved at blive frygtelig gammel.I går aftes havde jeg et par trælse timer; alene på mit hostel sammen med en hysterisk New Yorker der har været flere uger på Island og vist var ved at få ret heftig snekuller; og med et vejr der bare blev mere og mere trælst: kombinationen af regnvejr, heftig blæst og frostvejr giver issyle der farer gennem luften og borer sig ind i alting; av! Sådan, så småt spærret inde bag vinduerne er der pludselig tid til at tænke på alt muligt som man absolut ikke bør tænke på når der er et godt stykke tid til at man igen er hjemme. Derfor; småtrist Nemo på Messenger og snakke med folk, og så gik det straks bedre. Jeg har ingen anelse om hvordan nogen kan klare flere måneder på egen hånd, uden noget at komme hjem til; virkelig ikke. For mig er det fantastisk at vide at når jeg kommer hjem er der en varm seng, familie og venner. Det var nok en kombination af vejret der slog om, en meget skummel amerikaner og så småbekrymringer om hvordan jeg skulle komme til Reykjavik at der gjorde sig gældende på samme tid. Inden sengetid var lidt snak med et par venner, en hurtig beslutning om at leje bil dagen efter og køre til lufthavnen selv, og så hygge under en varm dyne med isregnen stormende mod ruden altsammen med til at jeg har sovet fantastisk; på eget værelse og efter et langt, varmt bad: sikken en luksus! (Dog med det men, at jeg om aftenen syntes mine ringe i vinduet klirrede trælst, samtidig med at jeg syntes sengen vippede mod venstre; tænkte ikke nærmere over det, for der kan jo have været gæster i underetagen der har hoppet i sengene, men da jeg checkede vejret næste dag havde der da været et jordskælv på 3,2 cirka 70 km fra Akureyri – ikke noget unormalt, der var 15 jordskælv mens jeg var der – dog for små til at jeg mærkede noget – ud over måske det ene. Kan selvfølgelig også have været New Yorkeren der krempe-tudede sådan at alt rystede?)Morgenfrisk vågner jeg da også og kæmper mig i tøjet og ned til National biludlejning – heldigvis er tøvejret nået til Akureyri og fortovene er begyndt at være til at gå på – desværre er der så vand overalt, og allerede klokken otte i morges var mine sokker gennemblødte; hvilket de stadig er nu, klokken ni om aftenen; og det har jeg lært; ALTID holde fødderne tørre – alt andet er simpelthen forfærdeligt. Dagen starter fantastisk; rigtig god pris på en lejebil; var ellers forbi lige efter besøgt på restaurant Griffinn, men dengang fik jeg en højere pris, som jeg dog ellers havde bestemt mig for at tage. Men mig glad afsted i en VW Polo – lige ind og proviantere, gang i Akureyris rock-radio-station og så ud af vejen; de første 30 kilometer en fantastisk tur, i dalen med bjerge til begge sider, sne der vælter ned, men en vej der er fin og ryddet; sikke jeg troede at det ville blive en nem tur… Kun ca. 35 kilometer af turen vidste jeg ville blive vanskelig, gennem Öxnardalen der ligger alt for højt og hvor der vælter alt for meget sne ned hele tiden. 20 kilometer nåede jeg, ud af 35, med det høfeste punkt indenfor lys-kegle rækkevidde, da alt går galt. De 20 kilometer gennem dalen, stejlt opad – mere en bjergvej der klamrer sig til bjergsiden end en dal det sidste stykke; da Poloen begynder at tabe fart, alt alt for hurtigt. Foran går alting i stå, og da vi skal afsted igen kommer jeg ingen vejne; så kan jeg så holde der med sneen piskende forbi, uden at kunne se noget; og tænke mig lidt om. Prøver glad at sætte i gang, men njarrh, den er dødsdømt; en sød islænding tilbyder at skubbe mig igang, og kommer lidt frem – hvor vi så kan se at foran os, tværs over vejen, ligger 2 fine lastbiler. Hm. Så kan jeg så holde der igen… Gutterne med blinklys og seje veste forklarer os at os uden 4hjulstræk og snekæder nok ikke skal køre videre; de andre klemmer sig forbi lastbilerne og ser fra mit sæde ud til hele tiden at være ved at tippe ud over kanten. Uf. Altså; tilbage til byen er den eneste mulighed, hvor meget det end irriterer mig. Er stadig overbevist om at jeg ville kunne have klaret det med snekæder, men sådan nogle mente ingen var nødvendigt at have i bilen; da slet ikke der mellem otte og ni om morgenen hvor de rydder vejene for sne. Inden jeg kunne komme tilbage til byen var jeg dog så heldig at bilen hverken kan stå fast når jeg mente den skulle bakke eller fremad; så efter en lille chat med et par andre billister fik en ung fyr vendt bilen for mig – man skulle åbenbart bare bruge snedriverne som bander; og så ellers kure skråt ned.. Spændende… Den havde jeg nok ikke selv fundet på! Tilbage til Akureyri igen; spændt på om alle mine penge for billeje nu var tabt. Men nej; den sødeste mand fixede det sådan at jeg alt i alt ikke kom af med mere end 250 danske kroner for et par timers leje af bil + brændstof. Så har de stadig tjent pænt, men for mig var det fantastisk at få de andre 750 kroner tilbage. Jeg fortryder ikke at have prøvet at køre vejen selv; det var fantastisk, enormt smukt og lærerigt. Er da enormt trælst at jeg spildte et par timer på et bjerg i stedet for at svømme rundt i Blue Lagoon; men tror nu egentlig at sidde fast på et bjerg mere er min stil. Senere; i Akureyri, fandt jeg ud af at de 2 lastbiler var blevet flyttet fra vejen; og at der gennem hele natten havde siddet 2 biler fast på bjerget – som var blevet til 4 da redningsmandskab prøvede at hente dem ned, og da også de kørte fast havde alle bestemt sig for at blive deroppe og spille kort og drikke kaffe til stormen stilnede af. Egentlig meget hyggeligt. Har dog et fly at nå, så ville være ked at at sidde fast på en højslette 500 km fra lufthavnen. Da jeg senere kom gennem bjergpasset var det pludselig tøvejr, snestormen var stilnet af og masser af gummigede stablede sne op stakke så høje som højhuse. Så lige meget hvor meget jeg mener at jeg med snekæder fint havde klaret bjerget om morgenen, tror jeg dog alligevel måske at det havde været besværligt. Bare lidt… Jeg ved godt at jeg har været meget imod at blaffe; men efter min oplevelse på bjerget, som på en skræmmende måde alligevel er noget af det flotteste jeg har oplevet, og hvor alle mennesker har været enormt søde mod hinanden; og mod mig, den dumme turist i den blå Polo, så havde jeg enormt mod på at se om jeg ikke kunne skaffe mig et lift til Reykjavik; det der med at der kun kommer en bil forbi hvert kvarter og det er bidende koldt; detaljer. Først galdt det om at komme ud til bjergene, for inde i Akureyri kom der utrolig mange biler forbi; egentlig utroligt mange der stoppede, men alle skulle bare mindre ture rundt i byen; indtil et ældre par tilbød at køre mig ud til bjergene – hvor jeg så blev læsset af hvor vejen begynder at gå opad, men hvor bilerne ikke ligefrem var mange; nattens begivenheder på bjerget har helt sikkert sørget for at mange blev hjemme. Der står jeg så, med vinden piskende ind over mig og med verdens flotteste udsigt der kunne gøre selv den mest vante rejsende mundlam. Der, midt i ingenting, står jeg så og skråler alt det bedste jeg har lært, alle de sange jeg kan komme på, og hygger mig mens jeg drikker min kaffe som er blevet frygtelig kold – men fuck det, for jeg hygger mig og det er fantastisk! Det er måske det bedste øjeblik på hele turen, at stå der med vind i håret og være fuldstændig lykkelig, selvom at de første biler kører forbi. Jeg tror at jeg har stået der en time, men det føles ikke som så længe, dog havde jeg overvejet kraftigt at jeg skulle til at bevæge mig tilbage mod byen for at få varmen, hvis ikke jeg snart fik et lift; og så, ud af ingenting, to gutter kører ind og standser og jeg tager mig selv i at sige at jeg tager den næste bil – for to fyre er måske ikke det bedste udgangspunkt for min første tur som blaffer. Men på den anden side, så hører de In Flames og skal hele vejen til Reykjavik; sandsynligheden for de to sammentræf er så små at det er helt ufatteligt. Perfekt lift, perfekt musik – og verdens sødeste mennesker. Det viser sig at det er nemt at komme gennem Öxnardalen nu og at de to gutter er brødre og snakker fantastisk engelsk. Det er længe siden jeg har hygget mig så meget i noget selskab. Fyrene, den ene hed det islandske ord for “Ravn”, den anden Petur, var ufatteligt glade for dansk metal og helt nede på jorden; ingen sort eyeliner eller håndtegn der, bare ren passion for musik. Det er fantastisk. Det er også mit første – og desværre sidste, møde med islændinge, og det irriterer mig grænseløst at jeg ikke fik deres mail inden jeg kom væk fra dem igen i Reykjavik; det lyder dog til at jeg kan finde Petur på den islandske camp på Wacken-Festival når jeg får taget mig sammen til at tage derned engang. Haha, tage til Tyskland for at finde en islænding? Tjoh.Det var den ultimative afslutning på min tur herop at møde de to fyre, den ene på 24, den anden 20 år – som lige kunne give mig en kontrast til det Island jeg har fået præsenteret på mine ture rundt om i byen som turist. Over en burger fik vi snakket en del igennem, og jeg ved ikke om jeg tør tage til Island igen nu; ikke fordi at her ikke er smukt, men jeg ville savne de to umådeligt og sammenligne alle andre med dem. Ufatteligt et held at møde dem; og selvom at jeg gerne ville have kørt tværs over Island selv, har det været mig tusind gange mere givende at køre turen med de to og deres musiksamling. Efter al det held jeg har haft gennem dagen – held i uheld at jeg ikke selv kunne køre turen, var jeg da også forberedt på at noget skulle gå helt galt for mig når jeg ankom til Reykjavik, men ud over en alt for hurtig afsked med brødrene (selv den måde vi møder mennesker på når vi rejser har lidt lighed med IKEA-kulturen…) så gik alt egentlig over bedste forventning; sidste bus til lufthavnen mente jeg kørte klokken fem, og da jeg først var der halv seks havde jeg regnet med en meget dyr taxa-tur til lufthavnen og at misse min tur til Blue Lagoon. Jeg fandt dog ud af at der gik to ekstra turist-busser fredag aften; den ene til Blue Lagoon, den anden til Keflavik. Så må man jo vælge og da Blue Lagoon egentlig ikke siger mig det store (næh, stik mig et bjerg og en snedrive jeg kan sidde fast i!) så blev det lufthavnen; hvad jeg fandt ud af var dog at lufthavnen ikke er åben om natten, så i stedet kom jeg til Keflavik by, cirka 3 km fra lufthavnen hvor der så skulle findes et alternativt sted at sove. Stationen lukker også ned for natten og hos 7-11 følte jeg ikke at jeg kunne sætte mig ned i 8 timer – måske skulle jeg egentlig bare have gjort det, men selvom jeg nu har blaffet en enkelt gang behøver jeg ikke være backpacker helt ind til benet; i stedet frem med Lonely PLanet (hvor er jeg dog imponeret over den bog!) og så ud og lede efter en seng at sove i. Udvalget er ikke så stort i lille Keflavik; men mig 2,5 kilometer ud til et lille, billigt gæstehus, om viste sig at være lukket. Så står jeg der, på en mark bre 500 meter fra landingsbanen og klynker – men gæstehjemmet er lukket og det samme er lufthavnen; så 2,5 km tilbage til byen igen. Det stunt har jeg lavet nogen gange efterhånden; enormt frustrerende, men er kommet til at holde rigtig meget af at gå; også fordi at luften er noget helt andet heroppe., Håber lidt på at jeg kan begynde at trave mig en tur om aftenen hjemme i Silkebronx også, men den plan har jeg haft mange gange uden at den har ført noget sted hen, desværre. Mit tøj sidder irriterende løst på mig nu; efter en uge hvor jeg har levet i bekymrende stil, af Skyr, Fladbrød og en eller anden islandsk appelsin-sodavand. Først de sidste to dage har jeg spist ordentligt; begge dage dog så meget at jeg nok fylder mine bukser ud i morgen igen; det er også enormt upraktisk at vandre rundt i bælg-mørke kombineret med snestorm på Island og være ved at tabe bukserne hele tiden. Savner min nederdel, mit internet og dagslys mest af alt; ikke at der egentlig er meget lysere hjemme i Danmark; og der regner det i stedet for at sne. 1-0 til Island. Jeg er endt på en B&B i downtown Keflavik; dyreste overnatning på hele min tur; 6000 islandske bananer – til gengæld er det med morgenmad og transport til lufthavnen, eneværelse og rent sengetøj samt det største badeværelse på gangen jeg nogensinde har set – det hele ren luksus; så selvom at det er dyrt, eller, cirka 300 danske kroner, så er det ikke helt galt; en taxa til lufthavnen ville ellers have kostet mig 2000 og morgenmad i lufthavnen cirka det samme. Så jeg skal vist bare nyde det; de 4-5 timer jeg kan nå at sove inden det er op igen; flyet letter 06.40 og skal være der 2 timer før – og så vil jeg gerne være der i god tid, for selvom der kun er 3 kilometer derud er det ikke sikkert mit held varer ved; måske beslutter anerikanerne sig for atgen-etablere sig på luftbasen herude (der nu står helt ligesom den gjorde da amerikanerne forlod den for nogle år siden – der er bare indrettet lejligheder i nogle af bygningerne, men stadig pigtråd omkring…) eller måske udbryder der borgerkrig over natten. Det sidste måske mest sandsynligt; siden jeg forlod Reykjavik er der åbenbart gået Gaza-stribe i de unge mennesker og regeringen heroppe; brødrene var på vej til en protest-demonstration her til aften som vist skulle blive ret stor, og når jeg spørger folk jeg møder hvad der foregår, mumler de noget om tåregas og Grækenland-tilstande. Her er dog ganske fredeligt, og mor som jeg snakkede kort med på busstationen havde ikke hørt noget om det; Island er åbenbart ikke så interessant i medierne i Danmark mere; ud over når de da køber vores konkursboer som f. eks. Biva. Og så undrede de sig over at deres økonomi brast sammen? Men måske mangler folk bare noget at lave heroppe; 7 % af indbyggerne i Reykjavik er arbejdsløse og der er ikke blevet begået et mord i mere end 4 år heroppe. I Danmark er der 40 hvert år. Jeg har endnu ikke set nordlys heroppe; men jeg ved at det har været her, over mig mens jeg har sovet, for andre fortæller begejstret om det. Men på en måde gør det mig ikke så meget; jeg er næsten mæt på oplevelser, og selvom jeg kunne have brugt flere dage her er det måske godt at jeg tager hjem nu. Der er ikke noget jeg fortryder at jeg har gjort, eller ikke har gjort; mest af alt er jeg glad for at jeg gjorde det; tog herop. Jeg har mødt forfærdelig mange mennesker der er taget hertil fordi de har haft en grund til det; overlevet kræft, gået igennem en skilsmisse og alt lignende; så ville de gøre det de altid har drømt om, og derfor er de taget hertil, for at minde sig selv om at de lever og skal være glade for det. Det er smukt; men jeg syntes det er forfærdeligt at mennesker skal så langt ud før at de tager sig sammen til at gøre de ting som de drømmer om, som kan berige dem på så mange måder. Det er ikke sikkert at drivhuseffekten ville have godt at af alle mennesker i verden tog på en flyvetur, men jeg tror det ville gøre verden til et meget bedre sted på så mange andre måder. Og ingen kan love os flere dage at leve i; måske er det for sent at tage afsted, den dag du bestemmer dig for at gøre det. For mig er lykke ikke en permanent tilstand; det er små, korte, overvældende øjeblikke og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde et af dem; sikkert sidste gang Nightwish spillede i Danmark, men før det kan jeg ikke huske hvornår det sidste var. Men jeg kan huske de øjeblikke heroppe; allermest tydeligt måske følelsen af at stå på hovedvejen og synge i vinden, med verdens flotteste udsigt rundt om mig, over mig, under mig og verdens mest fantastiske følelse i kroppen. Det er brændstof der kan leves længe på; og jeg kommer ikke bare hjem og er rigere på oplevelser, men jeg har også bedre styr på mig selv, hvad det er jeg egentlig vil og hvor det er jeg er på vej hen – og hvad jeg kan klare. Klokken er elleve og jeg sidder på min seng, på mit værelse i Keflavik på Island og jeg skal op om 4 timer. Jeg har udsigt til en pølsevogn på torvet, på alle sider af mig bor der japanske turister og jeg er glad – virkelig glad! Mine sko er stadig gennemblødte, men i morgen sover jeg i min egen seng og kigger billeder fra turen – og planlægger den næste!