Alle indlæg af Nemo

22. januar 2009 – Restaurant Griffinn Akureyri

Mit møde med Akureyri blev ikke så langt som jeg havde forestillet mig; med et begrænset udvalg af butikker i bymidten (dog et bedre udvalg end Reykjavik) var byen hurtigt overskuet. Enormt mange tøjbutikker med danske mærker og techno i højtalerne, og brugskunstforretninger med (gæt?) dansk design selvfølgelig. Vi må gøre et eller andet rigtigt derhjemme siden vi er så store rundt omkring i verden, selvom at det kan være at islændingene bare prøver desperat på at please os, sådan vi ikke indtager landet igen. Ikke at de kan kende en dansker fra en indfødt, for folk bliver ved med at spørge mig om bussernes køreplaner – på islandsk selvfølgelig – og stirrer endten ondt på mig når jeg svarer på dansk, eller griner og klapper mig på skulderen. Hmm.

Fandt en del fede ting i byen, men selvom min tro på det gode i mennesket er stor, er den ikke så stor at jeg tror på at glas-varer kan klare den i min rygsæk gennem det danske lufthavnsvæsen uden at gå i stykker. Desværre heller ikke noget grønt tæppe: må nøjes med min grydeske. Øv!

Har fået mig midlertidigt installeret på Restauranten Griffin; lidt a la meget fin restaurant møder arbejderkantine; det vrimler med damer i pels og fiskere. Pris for fri salat, suppe og vand plus en hovedret bestående af bjerge af fries og den største bøfsandwich (så meget for min “jeg vil ikke spise oksekød-idé) af det bedste kød og masser af grøntsager; 1700 islandske bananer; ca 75 kroner for alle tre retter. Igen; hvor er mine penge så henne? Har ikke nogen anelse om hvad jeg bruger; så snart jeg er hjemme på eget net, skal jeg på netbank og skamme mig, tror jeg. Havde egentlig ikke lagt et budget for hvad jeg ville bruge heroppe, så jeg er egentlig også en klaphat, men har ingen anelse om jeg har brugt 2500 eller 4000 kroner. Det dyreste heroppe jeg har købt var parfumer i The Body Shop for cirka 400 danske kroner, så har ikke været ude og frådse, men det bekymrer mig dog lidt at min bankdame har skrevet til mig… Men den bekymring må vente til lørdag aften; anyway har jeg 2000 danske kroner i bh’en – som reserve, så selv hvis hun klipper kortet kan jeg sagtens klare mig et par måneder. Har stadig min SU-tid med 23 kroner pr. dag at leve for, i baghovedet – så der er madpenge til 3 måneder. Eller til en flybillet hjem og et sted at sove, afhængigt af situation.

Vejret her arter sig slet ikke mere; det var tøvejr allerede da jeg tog fra Reykjavik, men nu er det helt slemt, og al nedbør kommer som store, kolde regndråber der gør alting vådt – og så fryser så snart det bliver nat. Spændende tur jeg havde ned i byen i morges, og har nok lignet en idiot for de islændinge der har kørt forbi mig; med sne til knæene, i styrtregn, voldsom blæst og med et kæmpe smil. Men her er ikke blevet mindre smukt selvom at vejret er blevet dårligere; havnen, skibene og bjergene ligner sig selv. Dog bruger jeg ikke så meget tid udenfor mere; ud over den gode halve time det tog at gå ned i byen, men det er blæst op, og de ca 0 grader føles nu som bidende kulde. Når jeg har spist færdig her vil jeg op og snakke med udlejningsfirmaet og se hvor billigt det kan gøres at køre i bil til Reykjavik. Mødte en dansker der blaffede her til Akureyri fra Reykjavik, men syntes ikke lige det her er stedet at blaffe første gang; hvor bilerne kun kommer forbi en gang i timen.

Lidt matematik; mest for min egen skyld; Hvis jeg tager bussen herfra er det 9000 ikr for bus til Reykjavik og 3000 fra Reykjavik til Blue Lagoon, + taxa fra Blue Lagoon til lufthavnen sen fredag aften. Hvis jeg siger det er cirka 15-17000 islandske bananer, så er det nok meget sandfærdigt sat. På den anden side kan jeg leje en bil; internettet siger at de billigste biler for 24 timers leje + fri kilometer og aflevering i Keflavik lufthavn er 11000. Hertil sikkert 2-3000 for alle de ekstra forsikringer jeg overhovedet kan få, samt benzin. Turen er ca. 450 km og intet kører hurtigere end ca 80 på vejene, så brændstof skulle ikke være så slemt. Hvis jeg sådan kan leje bil, alt inkl – også brændstof, for 16-20000 islandske bananer og så får turen tilbage til Lufthavnen via Blue Lagoon for mig selv og slipper for ventetider på busser i Reykjavik og taxaer, så syntes jeg set ser fornuftigt ud; forudsat at der ikke kommer snestorm i nat, men det må jeg snakke med udlejningsgutten om, har ingen anelse om sådan en Polo kan stå fast tværs over en gletcher i blæsevejr.

21. januar 2009 – Akureyri

Onsdag aften, efter 4 nætter på Island, kun to tilbage ud over den hyggelige nat jeg skal spendere i lufthavnen.
Jeg er kommet hele den lange vej til Akureyri – 6 timer – efter en dag med udelukkende venlige, smilende, engelsktalende buschauffører! Sikken en overraskelse da den første, på en bybus i Reykjavik lidt i syv i morges, smilende gav mig en billet og ønskede mig en god rejse. Sådan en stor rygsæk har nu nogle fordele; folk henvender sig spontant til en, ligesom at den også er en fantastisk undskyldning når man falder udenfor normen eller bare opfører sig som en lettere retarderet turist. Andre steder; som her i Akureyri, kan den være en enorm belastning, ikke bare fordi at fortovene er ren is og sådan en flagrende dødvægt skal ikke tippe ret meget før man skvatter (hvilket jeg har opdaget også gælder for indkøbsposer) – den eneste forsikring jeg ikke tegnede hjemmefra var for ekstremsport – fortove og gader heroppe kunne godt forsvares at gå ind under den kategori! Men rygsækken lyser også op som et fyrtårn, for eksempel her i Akureyri hvor der lige nu ikke er turister – overhovedet! Jeg var ene passager i bussen fra Reykjavik herud, eneste ikke-islænding på mit hostel her til nat, og det gør den en smule svært at snige sig ubemærket hen på et hostel for at få et bad, inden man igen er parat til at møde verden. Desuden er der tanken om at jeg godt ved at der er ca 17.000 mennesker (Akureyri er Islands 2. største by – med 17.000 indbyggere!) der stirrer meget betaget/hovedrystende på mig, mens jeg i mine fine sko med glatte såler kæmper mig forsigtigt over fortove og op af bakker. Akureyri er placeret omkring havnen i byen, ned til fjorden – hvorfor resten af byen hviler på en skråning. Det lykkedes mig at komme herop til mit hostel, men hvordan jeg i morgen kommer ned i byen, er og bliver mig en gåde. Bybusserne her er dog gratis, men stoppestederne er vist ikke lige i nærheden; og der er knap 800 meter til storcentret og 1200 meter til bymidten; byen er ikke større end Ejstrupholm – og det er uden at underdrive! De 1200 meter ned til bymidten tager dog en halv time alligevel; men det hele er jo en oplevelse.
Egentlig var det ikke planen at jeg ville ende “helt” herude, men ville tage en nat hvor jeg forkælede mig selv lidt i et af de mange gæste-huse på gågaden hvor private tilbyder overnatning i deres egne huse; det dyre alternativ til at gå med en fyr hjem fra en bar af og crashe på sofaen; men angiveligt også lidt sikrere. Men måtte forgæves gå fra 3 gæsthuse hvor der ikke blev svaret – det er virkelig ikke turistsæson! Og så opdagede jeg at jeg var allerede godt på vej ud til det officielle vandrehjem her i byen; så gik resten af vejen når jeg alligevel var i gang. Det er også kun halvt så dyrt her – ca 80 kroner for en overnatning og 30 kroner for leje af sengelinned og dyner. Til gengæld er dette den kæreste vært jeg endnu har mødt – og en dansktalende en af slagsen, og den bedste seng jeg har stødt på heroppe – en boksmadras! Hurra! Sidste nat i Reykjavik, hvor russerne forrresten var en tysk englænder, en este og en italiener, var jeg så heldig at komme sent om aftenen – så fik overkøjen. Har da ingen anelse om hvordan jeg er kommet ned derfra i morges, men har absolut sovet elendigt – i nat bliver bedre.
Overvejer lidt at gå i seng nu – ti i seks, og så stå op omkring midnat og gå en tur ned på havnen for at se om jeg måske skulle være heldig at kunne se nordlys her i byen; Reykjavik har åbenbart været for lyst et sted at se det, for flere af de andre på vandrehjemmet havde lejet biler og taget udenfor byen hvor de havde set det – måske jeg kan være heldig herude, men det kræver lidt at jeg er oppe ved midnatstid, og det kan jeg ikke helt holde til. Men som det ser ud lige nu har jeg stadig værelset for mig selv, så ville ikke forstyrre nogen ved at fløjte rundt sent i aften.
Som selskab har jeg en gang Skyr og min bærbare; her er helt tyst, det er ikke lige her at jeg møder mennesker i opholdsstuen. (Glæder mig umådeligt til at komme hjem lørdag aften, har ikke spist varm mad til aften siden jeg tog afsted!) Tror dog alligevel jeg bliver mine sidste to nætter her; for lige så forelsket som jeg er i Rovaniemi er jeg vist ved at blive i Akureyri! Byen tiltaler mig enormt; lige fra det allerførste glimt jeg fik af den. Her er sne, MASSER af sne; jeg ville lige skyde genvej over en parkeringsplads i dag da jeg ankom, og sank i til knæene, og det er endda et af de steder hvor vinden har taget det meste af sneen bort; hvor driverne samler sig rundt om husene er de højere end mine 1,92 meter. Det er simpelthen fantastisk!
Ved havnen ligger fiskerbådene på række, vandet er hele tiden lige ved at fryse – selvom det stadig ikke er mere end et par grader under frysepunktet – og bag fjorden ligger der bjerge, ligesom bjerge også omkranser hele byen; da jeg gik ned i supermarkedet for at finde mig aftensmad undrede jeg mig over alle de sjove lys der svævede i luften; de svæver dog ikke; det er lysene der afmærker løjperne rundt omkring byen, på bjergskråningerne. Men sneen på jorden, på bjergene, i luften og en helt hvid himmel hvor det drysser ned; jeg kan ikke se forskel på himmel eller have. Disse bjerge har jeg udsigt til fra mit vindue – og udsigt til løjper eller havn fra opholdsstuer og køkken. Det er simpelthen så fantastisk.
Butikkerne i bymidten tiltaler mig allerede nu mere end Reykjavik har gjort, og menneskene virker helt anderledes; egentlig meget norske? Meget fisker-møder-universitetsstuderende. (Det kan i så tage som at myten om at islandske fyre er grimme, som busted!) Egentlig meget charmerende; indtil de da begynder at sige noget. Jeg har dog opdaget at jeg bare skal snakke dansk til dem, så plejer de fleste at forstå hvad jeg siger; måske jeg skulle have kørt den stil på buschaufførerne i Reykjavik?
Jeg havde haft mine kvaler om jeg skulle betale i dyre domme for at komme hertil, bare for at være her en dag; men dagen startede godt da jeg med mit DSB Wildcard bluffer mig til at være student og får en god rabat på turen. Og så landskabet! Det kan slet ikke beskrives med ord og jeg har ikke taget et eneste billede, for det hele sidder i hjertet; det ene øjeblik Reykjaviks morgentraffik med folk der rasende dytter af hinanden, 200 meter senere hvid sne og bjerge der knejser over hele byen mens lysene fra byen forsvinder bag os. Island har ingen skove; generelt ingen træer, så landskabet minder en smule om noget næsten måne-agtigt. Krydset med vinter-lapland måske… Ruten er ikke mere end en god 400 kilometer men varierer fantastisk; hvis jeg nogensinde når hele Europa rundt starter jeg forfra og tager Island igen – bare for at opleve denne tur! Der er landbrug i mange af dalene, hvor sneen ligger og smelter i solen – vi har igen i dag haft det smukkeste vejr med blå himmel og solskin, eller snevejr – oplevede noget nær den vildeste snestorm nogensinde, i dag på en af gletcherne. Det ene øjeblik kører jeg mellem marker, det næste øjeblik går det opad, og vi kører flere timer på Europas største gletchere. Øjeblikket senere i Europas største ørken – intet gror der, det er bare forkrøblede marker af lava, dækket fuldstændig af sne, og hele tiden er der bjerge – og vulkaner især – og gejsere omkring os. Man kan sige meget om islændinge, men optimistiske er de. De placerer glad deres byer for foden af enhver vulkan – for der er jo varme der kan udnyttes fra undergrunden – så skidt pyt med at de hvert tiende år får et stort vulkanudbrud, og hvert 4. år får et jordskælv på mere end 7 på richter-skalaen. Sidste vulkanudbrud var i 2000, sidste jordskælv i 2004. Regn selv ud hvornår det næste skal komme. Uha… Men bortset fra naturkatastroferne heroppe; så har jeg aldrig været så fascineret af noget i mit liv; den tur, og landskabet her i Akureyri, er måske det smukkeste jeg nogensinde har oplevet. Jeg er overrasket over hvor gode vejene er (Tænk bi-vej i Danmark…) men det er lige før at jeg kunne få mod på at køre turen selv på fredag; det ville ikke blive voldsomt meget dyrere end at tage bussen og det ville være helt meditativt at køre den smukke tur selv! Nå, men bare en tanke. Hvor langt kører en pigdækket Yaris egentlig på en liter med en 70-80 stykker i timen? Hmm. Men i morgen er jeg i al fald her i byen og skal tulle rundt og NYDE min sidste rigtige dag heroppe, også fredag morgen med bus/bil tilbage til Reykjavik og videre ud til Blue Lagoon med bus et par timer inden jeg pr. taxa har planer om at tage ud i lufthavnen og vente pænt på at mit morgen-fly går.. Glæder mig som et lille barn til at komme ud og tulle i Akureyri by i morgen! Ren fryd!

20. januar 2009 – City Hostel

Jeg har lige haft en hel dag uden at snakke med nogen, og det er nok noget af det jeg har frygtet lidt; at være isoleret. For der er jo langt hjem fra Island hvis man savner mor. Hvis jeg var begyndt at tænke på alle de ting der kunne gå galt, inden jeg tog hjemmefra, som for eksempel ikke at finde nogen at snakke med eller at misse en bus, så ville jeg helt sikkert have blevet hjemme under dynen eller foran et skrivebord. Så godt kender jeg da mig selv; det er også en af grundene til at det skulle gå så hurtigt med at komme herop, jeg vil ikke have tid til at tænke for meget. Når tingene kommer som de nu har lyst, så er det tusind gange nemmere at tage stilling til dem; jeg har da overvejet rigtig mange ting inden jeg tog afsted, men hvis alt skulle gå efter en plan ville jeg ikke holde fri, men bare stresse rundt efter en plan om at skulle være bestemte steder på bestemte tidspunkter. Det tror jeg slet ikke jeg ville have kunnet klare; sådan fungerer det ikke når man rejser på den her måde, man må tage de chancer man får for at snakke med folk og se de ting man pludselig bliver interesseret i. Eller hvis man gerne vil planlægge; så underplanlæg, så der er plads til at være lidt spontan.
Dagen i dag er ikke gået helt som planlagt, men jeg har nu egentlig hygget mig alligevel; og lært mig selv bedre at kende! Havde egentlig troet om mig selv at jeg ville komplet-panikke hvis jeg kom på en forkert bus eller lignende, men det lykkedes mig netop i dag at tage den forkerte bus da jeg skulle fra storcentret. Med tunge fødder og træt i hele kroppen ud til busserne, og så selvfølgelig tage en af dem der går ind mod byen. Problemet var at den efter 200 meter mente at den skulle ud i forstæderne og læsse folk af, før ind i byen. Så min syv-minutters-bustur-med-trætte-ben-tur blev til en god times tid rundt i Reykjaviks forstæder. Uden panik. Kunne godt se at det ikke var helt rigtigt, men tanken om at stå af og tage en bus tilbage igen var ikke rigtig strejfet mig; måske var jeg bare for træt til at skifte bus, og det der med at kommunikere med buschaufførerne har jeg lidt opgivet. Ikke desto mindre tog det en god times tid inden jeg var på stationen  – men så var der tid til at få overvejet hvor jeg skulle sove i nat. Overvejede Frelsens Hær der ligger i centrum, eller samme hostel som de to sidste nætter, men ingen af delene virkede helt optimalt for mig; indtil jeg kom i tanke om svømmebadet ved siden af hostellet. Derfor; hostel!
Og det var da også lige hvad mine trætte fødder havde brug for, og resten af mig også. Jeg har ingen anelse om hvorfor folk tager hertil om sommeren, for vinteren her er simpelthen så smuk. Jeg ved godt at det lige så godt kunne regne, men som vejret har artet sig her: enten høj sol eller snevejr og temperaturer hele døgnet mellem 0 og -2 grader, så kunne intet være flottere. Sneen er helt hvid – også den der ligger midt i byen og ved hovedvejene – det siger lidt om hvor lidt forurening der egentlig er heroppe.
Og sådan en vinterdag hvor det sner en lille smule, men der alligevel er kig til stjernerne, det er helt mørkt ud over lysene under vandet, og jeg kan se hvordan at temperaturen er lige under frysepunktet. Alligevel ligger jeg der og flyder rundt sammen med masser af islændinge under himlen og til tider er det næsten umuligt at se noget for al den damp der stiger op fra vandet. Det ligner noget fra en anden planet og føles som noget fra et eventyr. Så må folk få deres Blue Lagoon for dem selv, bare jeg kan flyde lidt rundt i Reykjaviks offentlige pools der omkring aftensmadstid hvor der ingen mennesker er. Entre cirka 10 danske kroner, mod 20 euro i Blue Lagoon. Kan godt tænkes jeg skal ud og besøge den; men kan bare ikke forestille mig at den kan være mere fantastisk end hvad jeg har oplevet her til aften.
Badelande i Danmark bliver aldrig det samme igen; en dansk spa er de ca 38 grader varm; vandet her er 150 når det kommer op gennem rørene, og skal køles ned for at det er muligt at bade i det. (Og 300 grader i enkelte områder udenfor Reykjavik…) De store bassiner er behageligt tempererede; men modig som jeg er skal jeg jo prøve alt hvad der er. Der er masser af varmt-vands bassiner, varmere end de store pools, inddelt efter temperatur: 38, 40, 42 og 44 grader. Når man går rundt i badedragt i -2 grader i bare et kort stykke tid, med bare tæer på betonjord, og så får den formidable idé at hoppe direkte i vand på 44 grader føles det meget spændende. Som i at hælde kogende vand over hånden – bare over hele kroppen. Men alligevel fantastisk. Og jo længere man sidder der kan man mærke varmen trænge ind overalt i kroppen, jeg tror aldrig nogensinde jeg har haft det så godt før. Min ryg, der ellers har protesteret lidt i dag, har tilfreds lagt sig ned og ikke brokket sig siden jeg sank ned i vandet. Fantastisk!
Jeg tog jo fra hostellet her til morgen med al min oppakning i troen om at jeg så skulle til Akureyri, men i stedet har jeg båret rundt på det gennem hele byen og alle shoppinggader.
Jeg endte med at få købt lidt ind i centret, selvom jeg ikke ved første øjekast var ret begejstret for udvalget i butikkerne; det var da også primært danske varer der var på hylderne. De ting jeg ledte efter; blandt andet et par nye høretelefoner er åbenbart ikke til at opdrive, men til gengæld fik jeg købt en grydeske – jeg fandt en fin, grøn en (Ja, dansk design, er komplet idiotisk at slæbe med hjem med af mystiske grunde er det enormt billigt heroppe…) og jeg fik købt lidt ind i The Body Shop. Og jeg har fået smagt mig en pylsur! Pølse. Mh, islandsk nationalret. Og når Lars Ulrich og Bill Clinton får det tvunget ned i svælget når de besøger landet, så tænkte jeg at jeg da også lige måtte prøve engang. Hotdog + cola, 15 kroner. Jeg forstår ikke helt hvor mine penge bliver af når så mange ting er så billige. Jeg forstår heller ikke at islændinge åbenbart er glade for kombinationen af pølse + sesam, ligesom at deres dressing smager ligesom IKEA’s. Faktisk var der ret meget IKEA-stil over at stå der i snevejret med en hotdog der smager af Sverige. Egentlig har jeg ikke set en IKEA heroppe; det undrer mig så småt, men kan da genkende en del IKEA-design på mit hostel og rundt omkring i byen. Så den må være her et sted. Hmm, hvordan gemmer man en meget stor blå klods med gule bogstaver, i en by på 2×2 meter? Den er jeg nødt til at tænke over!
Men sådan fik jeg drejet min ikke-tale-med-folk-dag til noget positivt, da jeg lå der i vandet og drev rundt under stjernerne, i den tætte damp fra vandet. Jeg tror først det er der at det er gået op for mig at jeg er på Island; havde et helt lyst øjeblik hvor jeg egentlig bare var et stort, lallegladt stykke drivgods.
I morgen skal jeg råhygge med den pose plukfiskkur jeg har skaffet mig (det er åbenbart noget de spiser når de har kvalitetstid her på Island – ikke bare til ære for turister. Jeg kan ikke helt se hvordan kombien af tørret fisk og disneysjov helt hænger sammen. Men det er måske de børn der bliver buschauffører når de vokser op?) Og så skal jeg med bussen til Akureyri – hvilket betyder jeg skal være på hovedterminalen i morgen omkring klokken otte. Jeg er ikke helt tilfreds med den tanke, og heller ikke med den, at jeg skal sove i øverste køje i nat sammen med 3 russere. Kunne egentlig være enormt interessant, de har sikkert en helt anden historie at fortælle en os fra Nordeuropa, men deres engelsk har det ikke så godt. Måske jeg skal prøve på tysk inden sengetid.
Mine danske venner fra Vejle, som kommer fra Jelling (Kartoffel-kartoffel) er ikke på hostellet mere, det er helt mystisk – havde lige vænnet mig til at de var her. Det er enormt hurtigt at jeg kan omstille mig til nye omgivelser; havde jeg egentlig ikke forventet. På den anden side har det nok noget at gøre med at jeg rejser alene, der er ikke rigtig noget valg her, for hvis jeg satte mig ned og havde ondt af mig selv bar det ingen vejne; der er ikke nogen til at samle mig op igen. Det er lidt enten-eller. Læste i en rejseguide inden jeg tog hjemmefra at alene-backpackere enten oplever den ultimativt fede ferie, eller den mest forfærdelige man kan forestille sig. Der er ikke rigtig nogen mellemvej. Jeg ved ikke om jeg bare har været fantastisk heldig; men det er helt fantastisk at være her.
Jeg venter stadig spændt på at finde det grønne uldtæppe som jeg VIL have med hjem; uldtæppe og grydeskeer er måske ikke de typiske ting at slæbe hjem fra ferier, men i mine øjne cirka en trilliard gange bedre end det ellers næsten obligatoriske shot-glas eller magnet. På den anden side ville et shot-glas være en undskyldning for at holde en bette fest…
Tusind tak for de kommentarer der er blevet skrevet: de varmer når jeg logger på for at uploade dagens tekster. Lige så fantastisk som det er at være heroppe, er det at blive varm om hjertet når man kommer til at tænke på folk hjemme; når man savner lidt – det betyder jo bare at der er noget man holder af, og det er egentlig kun en god ting jo.
Har lige nu taget en ca 200 billeder. Mange af det samme, og mange af mine fødder, af en eller anden grund, men sikke jeg hygger mig. Det kan slet ikke yde Island retfærdighed hvad jeg tager billeder af, men giver et lille clue om hvor storslået her egentlig er. Har lidt bøvl med den lille bærbare (hvor er jeg dog glad for at jeg fik købt mig den lille, blå, fine lømmel, den er virkelig fantastisk nu hvor jeg rejser rundt!) men billeder ryger op på bloggen så snart jeg er hjemme lørdag aften.
Og så er det snart i seng så jeg kan komme på jagt efter Akureyri og uldtæppe i morgen!

20. januar 2009 – Perlan

Dagen i går endte med at jeg bestemte mig for at tage til Akureyri i dag. Jeg er ikke sikker på hvordan jeg nåede frem til den konklusion, for det ene øjeblik var jeg egentlig ret forvirret og på grænsen til at være lidt træt af min manglende planlægning. Det er ret overraskende at det har taget mig 4 dage i Reykjavik at finde ud af at lidt planlægning ikke skader; men på den anden side har det givet mig en fantastisk frihed til at nyde det hele. Gør nøjagtig det samme næste gang jeg skal afsted: på med rygsækken og ikke andre planer.

Idag, hvor jeg så ellers havde lagt fine planer, tog jeg så afsted tidligt i morges for at nå bussen der efter receptionen og info på internettet skulle køre kl 10. Men da jeg morgenfrisk dukker op på stationen udenfor byen ved nitiden finder jeg ud af at planerne er ændrede og bussen nu kun kører en gang i døgnet; klokken halv ni. Bum bum. Tilbage til ikke at have planer.

Jeg er dog ikke så ked af ikke at have nået bussen; så tager jeg bare shopping i dag i stedet for på fredag. Det kan godt irritere mig en smule at jeg så ikke blev på mit hostel endnu en nat, hvor jeg lige havde fundet mig nogle hyggelige mennesker og prisen var overskuelig, men på den anden side får jeg oplevet lidt forskelligt nu.

Jeg gik tilbage til Reykjavik by og har allerede her ved middagstid travet en lille maraton. Byens store kirke der er under renovering er ellers ikke mulig at komme op i lige for tiden, men der var ikke lige nogen i indgangen; så ingen stoppede mig i at tage trappen de 11 etager op. Sådan havde jeg altså kirketårnet helt for mig selv tidligt i morges hvor disen lige var lettet; og udsyn over hele byen; bjergene, havnen og byen der vågner til live. Simpelthen fantastisk. Har efterhånden oplevet mange kirker og troede da heller ikke en kirke på Island, af alle steder i verden, ville være noget fantastisk; men jeg er dybt betaget af den. Enkel og fantastisk flot. Inden jeg smuttede derfra fik jeg da også tændt et lys og læst en masse om kirkens historie; når det kommer til kirke-historie på Island praler jeg ikke med at være dansker…

Fik travet mig gennem gågaden; touristinformationen, det sidste museum i Reykjavik jeg endnu ikke havde besøgt: kunne jeg også godt have undværet – og fik kigget mig rundt på havnen igen. Ville jo så gerne tage et billede af hvordan havnen ligger med bjergene lige bag vandet, men samtlige lande i verden har åbenbart bestemt sig for at parkere krigsskibe i havnen. Og det på trods af at Island ikke har noget der bare minder om en hær – men måske er det derfor, så er øen nemmere at indtage; hvis tyskerne kom ville jeg alligevel ikke fatte noget; jeg forstår jo ikke deres nyhedsudsendelser, og hvis folk begyndte at snakke tysk ville det næsten være en forbedring.Spøg til side; jeg er egentlig blevet ret facineret af det islandske sprog. Det er 1000 år siden det sidste forandrede sig, og de nægter at tage fremmedord som “telefon” ind i sproget – så opfinder de bare et islandsk i stedet; “simi”. Vi prøvede det samme i Danmark; det var ikke en computer, det var en regnemaskine; men det gik som bekendt ikke så fantastisk.

Nyheder er generelt ikke sådan noget jeg gør i heroppe; egentlig er det også ligemeget, Danmark er der nok stadig når jeg lander på lørdag. Fik dog en sms fra min bankrådgiver i dag – så helt glemt derhjemme er jeg vist ikke!

Kan godt se at jeg begynder at have brugt en del penge heroppe. 10.000 for overnatninger, 15.000 jeg har hævet til diverse, 7000 til sightseeing, og så lidt herudover. Det er ikke mere end 2000 danske kroner, og jeg har jo heller ikke levet helt så meget som en backpacker som jeg kunne; men det begynder da at løbe op. Har ikke fået købt noget heroppe endnu som ikke på en måde kan spises eller soves på, og turen til Akureyri kommer tur/retur op i en 1000 kroner + overnatning. Og har kun en enkelt nat deroppe. på en måde er det vanvittigt, for har ikke noget som sådan jeg vil se deroppe; vil bare gerne ud af Reykjavik – og den 6 timers bustur må være helt fantastisk smuk! Så det er nu stadig planen.

Jeg er lige nu på Kringlan – det store shoppingcenter i Reykjavik. Her er ikke noget der er værd at skrive hjem om; masser af dansk design og McDonalds, og ud over et par smykker jeg forelskede mig i, og som jeg tager herop og køber når jeg har giftet mig med en rig mand, så er der ikke meget at komme efter. De grønne uldtæpper jeg har set til en ca 300 danske kroner på tourist-stederne som Geysir og Gullfoss kan man åbenbart ikke opdrive herinde i byen, så kan være at jeg skal bruge aftenen på at finde et får, klippe det og lave mig et lille tæppe. Tror dog jeg bliver i Reykjavik i dag, og ved ikke helt hvor fåret skulle komme fra. Eller mine kreative færdigheder…

Efter en tur mere rundt i centret overvejer jeg at tage tilbage til enten Frelsens Hær eller hostellet fra de sidste to nætter, og tage i svømmehal. Med de to næste dage i Akureyri har jeg ikke meget tid, ud over i dag at gøre godt med, så det er nu jeg skal hygge mig. Overvejer dog – uden at det er en plan, for planer er til for at gå i stykker – at tage ud til Blue Lagoon fredag inden jeg tager ud i lufthavnen for at bruge den sidste nat. Og så skal jeg have fundet mig noget kaffe nu!

Update: Jeg fandt kaffe – og The Body Shop! Uuuh…

19. januar 2009 – City Hostel

3. dag på Island, og sikke en dag! Stod tidligt op, klokken syv, og efter en meget hurtig morgenmad – mest på grund af det svenske svømmehold på cirka en trilliard teenagere – var det så afsted på sightseeing.

Lige nu er jeg endt i opholdsstuen endnu engang, denne gang dog med en portion Skyr med ferskensmag hos mig. Det, og råddent hajkød, er åbenbart hvad man er nødt til at smage når man er heroppe. Troede Skyr var en slags yoghurt, hvilket det ligner og smager som, men det er åbenbart ost lige inden den bliver fast. Spændende.

På Island lige nu er det ikke sæson for solskin og de islændinge jeg har snakket med har da også snakket om at det er helt usædvanligt for området her at der er solskin 2 dage i træk, når det da er lyst altså. For selvom Island ligger under polarcirklen er det lidt arktisk; eller meget, kombineret med en spændende, ustabilt vejr. Som sagt af guiden; 3 minutters nyheder hver aften klokken 18, efterfulgt af 12 minutters vejr. Enten må det være sandt at vejret er spændende heroppe, og ellers må der virkelig ikke være mange nyheder at sende.

Guiden var på sin vis fantastisk; hans engelsk var elendigt, men det blev undskyldt fordi han egentlig også var fisker; ikke guide. Men som han sagde, så er det ikke nu man tjener penge på Island, og der er da også frygtelig mange steder at byggerier eller butikker ligger øde. Der er ellers gang i masser af projekter i byen; med kun en håndfuld bygninger ældre end 50 år er det skægt at gå rundt og kigge på bygningerne; der er mange opvisninger i nordisk arkitektur, men også alt, alt for mange betonklodser der er kastet ned på et hjørne. Det har sikkert et flot navn; men det er altså bare grimme kasser med vinduer. Det opvejer dog ret heftigt at der er grimme bygninger når man husker at kigge op. Hele Reykjavik er omgrænset af bjerge og havet – begge dele lige smukt, når sneen på bjergene lyser lidt op en tidlig morgen, mens havnens lys reflekteres i vandet. Allerede klokken otte blev jeg hentet ved mit hostel og fik sådan set byen om morgenen inden den rigtig liver op.

Jeg er superglad for at jeg valgte den lange tur på 8 timer, for selvom at det har været en lang dag har den været fantastisk. Det er den helt rigtige årstid at se Island på – jeg har ikke sammenlagt i mit liv set så meget sne som bare i dag. Og så med en blå himmel, strålende sol og masser af info om Island kan det ikke være bedre. Har ikke kun set vandfald og gejsere, men elværket, museer, små fiskerbyer, heste og masser af andre ting. Og alle pauserne var skønt fyldt ud med info om sprog, politik, økonomi, vejr – så jeg mangler bare lige et islandsk pas, så kan i begynde at kalde mig Brunosdottír! (Det var en joke, det ville jeg egentlig være frygtelig ked af!)

Jeg fortsætter min problemfyldte tilgang til buschaufførerne heroppe. Gutten i dag kunne islandsk og russisk, blev præsenteret for os med ordene “This is our driver, please fasten your seatbelts”. Så var den på plads.

Jeg vil ikke ligefrem påstå at han var god til at køre bus, men på den anden side er det godtnok heller ikke nemt heroppe. Vi stoppede bussen på et tidspunkt på hovedvejen for at vi allesammen kan vælte ud af bussen for at få et Kodak-Moment sammen med en bette islandsk hest, og det var vist der det gik op for mig hvor glat det egentlig var; de går ikke så højt op i at salte vejene eller fjerne sne, og efter et par tourist-busser hver dag i en længere periode bliver sneen stampet til is. Ikke bare at det er glat, nej. Men sådan at i det sekund man sætter foden på vejen skøjter man. Hvilket jeg da også gjorde, men en sød canadier reddede mig. Fik snakket med masser af spændende mennesker på bussen – allesammen vidt forskellige. Den canadiske gut var fantastisk hyggelig og ganske almindelig egentlig; men da vi sagde farvel og han bad om at blive læsset af ved Hilton og stak guiden 100.000 islandske kronor som tak for turen kunne jeg jo så godt se at han nok ikke var helt almindelig alligevel. Sådan kan man jo blive overrasket.

Jeg fik mig et godt insidertip af guiden til hvordan man kan tjene penge på at købe jord på Island lige nu. Man køber et stykke jord cirka midt på øen, og venter. Island ligger så fantastisk placeret at den nordamerikanske og den europæiske *indsæt fint ord her* plade mødes lige tværs gennem øen, og rykker sig langsomt væk fra hinanden, sådan at Island bliver 2 cm længere hvert år. 60 millioner år, så er Island det største land i verden.

I kløften mellem de to verdensdele vandrede vi så rundt i dag – op af bjergsider hvor der er isslag. Skæg leg, men frygtelig udmttende. Kan godt mærke at det her ikke er sidde-bag-skrivebord-hverdag. Er allerede ved at overveje hvornår min sengetid mon skal være, og klokken er bare seks. Spiste mig en gang god aftensmad – kyllingesalat a la 7-11 i plastikbakke + en brik juice og så Skyr til dessert (fik en skål lamme-køds-suppe til middagsmad ved Gullfoss vandfald, så må gerne spise kedelig, billig mad nu…) og håber at lidt energi kan live mig op. Havde store planer om at skulle over og tage mig en svømmetur her efter turen rundt i dag, men har en lumsk anelse om at jeg nok ikke kommer ret meget længere end en side mere på den bærbare og et bad her under bruseren. Jeg er forresten enormt fascineret af Islands energi-udvinding. Hvordan deres vulkanske undergrund kan give dem varmt vand, el og andre energiformer som for eksempel brint (I Reykjavik koster brint-biler en bondegård, ligesom hjemme i Danmark – til gengæld er brint gratis og kan tankes rundt om i hele byen, så bilen er en engangsudgift. Det er da nytænkning!)

Vi fik fortalt på deres kraftværk i dag hvordan en familie med 3 børn pr. vintermåned bruger for cirka 75 kroner energi – inklusive el, vand og varme! Desuden fik vi fortalt hvor meget varmt vand der egentlig lukkes direkte ud i havet for ikke at varme undergrunden for meget op, når ikke vi når at bruge det mens det er i rørene; så nej, om jeg gider spare på vandet i aften når jeg går i bad!

Det er helt fantastisk at vandre rundt heroppe; kombinationen af lava og sne er storslået. Noget af det mest facinerende er måske hvordan der rundt om, mellem villaer og på hovedtorvet, er opstillet damptårne der hele tiden spyer damp ud – hvis ikke de var der ville dampen vise sig i form af en gejser – når og hvor det nu tilfældigvis passede. Her går historier om folk der midt i aftensmaden er blevet spulet ud af egne stuer af en gejser der skød op under huset. Og som turister bliver vi bedt om ikke at gå udenfor stierne på nogle enkelte steder vi besøger; jordskorpen er simpelthen så tynd her, at en hæl i jorden kan få en gejser til at springe op.

Sidste nat sov jeg på værelse med en bette japaner og to danskere. I nat er der vist kun danskerne tilbage. Typisk at man tager så langt for at være sammen med nogle gutter fra Vejle. Men fantastisk alligevel: det er ren hygge. Har lige fået mig et tilbud om at tage til Vik i morgen med dem, hvortil de har leget en bil. Tanken er tiltrækkende, men bil uden pigdæk på Island er nok verdens mest skræmmende tanke lige nu. Mere skræmmende end svenskere i flok!

Er dog i syv sind om hvad jeg vil i morgen. Er slet, slet ikke færdig med Reykjavik, har ikke hverken været i svømmebad eller på shoppingtur eller kunstmuseum endnu, men kan godt se at hvis jeg skal videre her fra Reykjavik, og det vil jeg, så er det ved at være nu. Når jeg vågner i morgen er jeg på 4. dag her, og har kun 6 overnatninger + en nat i lufthavnen. Puha. Troede ellers da jeg ankom at det ville blive en frygtelig lang uge og jeg ikke ville kunne få tiden til at gå, men lige nu er problemet vist det modsatte. Og jeg har lidt på fornemmelsen at jeg ikke kommer tilbage hertil før om meget længe; der er så mange andre steder at tage hen. Måske jeg skulle afkorte min tur til Finland med en uge og tage til Irland i stedet den sidste uge; der er så mange muligheder (sagt med skolevejleder-accent). Skal i al fald lige sidde med et kort lidt senere i aften og være frygtelig seriøs og tænke lidt over hvad jeg egentlig vil. Har dog fundet ud af hvad jeg skal købe af souvenir med hjem til mig selv; uldplaid! Har ledt evigt efter et stort, grønt tæppe af ren uld, og hvis der er noget de har her på Island, så er det tid, får og designere.

Så er spørgsmålet bare hvornår jeg får mulighed det. Vestmand-øerne, byen nordpå, Vik, shopping og Blue Lagoon. Men det er skønt; at her er så meget at glæde sig til!

Venter spændt på at nordlyset må vise sig – og at jeg må finde ud af hvad jeg egentlig vil i morgen…

City Hostel dag 2 – 19. januar 2009

Fantastisk dag i dag rundt i landet med bus – mere folger saa snart jeg igen rammer ind i noget traadlost net… Stadig paa hostel, men det traadlose nede…

Ingen planer for i morgen – er næsten for spændende…  Bus nordpaa, lift sydpaa? Tænke tænke!

Der er saa meget jeg gerne vil – enormt frustrerende nu at se hvordan dagene tikker forbi… Uha..

Mig ud og mode mennesker nu! Alt vel her :)

City Hostel – 18. januar 2009

Efter en lang, lang dag i Reykjavik har jeg nu fundet mit Hostel for natten. Lidt udenfor byen, cirka to kilometer, men fantastisk hyggeligt. Bus nummer 14 kører herud; men ikke uden spænding. På trods af at Island er det land i verden med flest biler pr. indbyggere har de aldrig lært at køre ordentligt. Jeg er nu helt overbevist om at jeg ikke skal ud og leje biler heroppe.

Buschaufførerne er ikke som derhjemme: i Danmark taler de kun arabisk, heroppe kun islandsk. Ingen af delene er måske helt optimalt for mig, men jeg er blevet ret sej til tegnsprog og har lært at sige “tak” på islandsk. Tror jeg nok. Måske siger jeg “fisk” eller “agurk”. Det er nu og så ligemeget, for alle mennesker er frygtelig søde og smiler enormt meget. Da jeg forlod min seng i morges efter intet mindre end 12 timers søvn vandrede jeg lidt rundt; det store loppemarked ved havnen, nationalmuset, et par andre museer og nogle lange ture rundt i byen. Mit kamera følte ikke at det ville tage flere billeder i morges; det irriterer mig enormt for alting er så smukt heroppe. Men i morgen har jeg nu planer om at tage ind i byen igen – så går jeg da bare den samme tur igen, bare for at være vanskelig. Denne gang med rigeligt med batterier til mit kamera. Damen i upermarkedet kiggede skægt da jeg købte 8 pakker batterier, men de er billigere end derhjemme og jeg vil ikke igen stå uden kamera. Jeg har godtnok læst vores slægtsbog igennem, men jeg er ret sikker på at i min fars side af familien – som bogen ikke dækker – må der være noget japaner gemt et sted. Jeg ser Kodak-Moments overalt!

Smukkest af alt har måske været havnen tidligt i morges. De små, nuttede fiskerbåde er ikke-eksisterende, men der ligger masser af de kæmpestore trawlere. De er mange etager høje, men syner af absolut intet; for lige bag dem ligger bjergene på den anden side af buften. Hæje, stolte og dækkede af sne og is og solen der er ved at stå op ude i horisonten. Der skal jeg tilbage til i morgen – hvis jeg er heldig ser jeg fiskerne sejle ud. Og hvis jeg timer det godt skal jeg ind på sushibaren ved havnen; der må man da gå ud fra at fisken er frisk.

Reykjavik er ellers enormt kedelig når det kommer til arkitektur, men jeg har set nogle flotte eksempler på at islændinge godt kan tænke kreativt; hvis da ikke det er danske arkitekter der står bag – det ligner! Enkelte bygninger er fantastisk flotte, men intet er så flot som omgivelserne. Næsten lige meget hvor i centrum man tuller rundt kræver det bare et kig op – så er der sne, bjerg og fly der sejler langt hen over byen.

Ude i byen tales der mere dansk og især engelsk; end islandsk. Og den første gut jeg meget random er faldet i snak med, var da også Emmanuel fra Spanien som meget godt kunne lide Bulgarien og var overbevist om at han kunne tale dansk. Det er skægt; det mener alle islændinge at de kan, men når de åbner munden kommer der svensk ud. Jeg har ikke nænnet at fortælle dem det, for de lærer dansk i skolerne og vil så gerne tale det, men jeg ville bedre forstå dem på engelsk.

Efter en evigheds vandren rundt i Reykjavik og mere lærdom gennem museerne på en enkelt dag end på gymnasiet en hel uge, havde jeg enormt brug for kaffe. Så mig ind på den nærmeste café hvor der var internet; Kaffitár, for at uploade tekst til min rejseblog sådan at folk hjemme kan se jeg stadig lever, og har det godt. Derinde endte jeg ved siden af en dansk-islandsk familie hvor især børnene var fantastisk snakkesagelige. De ville gerne høre om Astrid Lindsgrens Verden som jeg har besøgt, og så kunne jeg jo fritte dem for info om Island. Den islandske fyr skulle vist være ret hot indenfor teater heroppe; begge var skuespillere, damen vist også kendt derhjemme, men det eneste bemærkelsesværdige ved dem var egentlig at mandens pelshue var større end nogen hat jeg nogensinde før har set. Spændende.

Mit hostel her er fantastisk; klokken er ved at være ret mange men har stadig mit værelse for mig selv. 7000 islandske bananer for hostel-kort, sengelinned, 2 overnatninger og morgenmad begge dage. Fair. Eneste problem er min lader til den bærbare der ikke passer i noget som helst stik i hele bygningen – så jeg skal ud og rende efter supermarken nu når den lukker ned om ikke så forfærdelig længe. Men så kan jeg passende få købt lidt aftensmad. Det er bemærkelsesværdigt billigt at leve heroppe; ville have brugt lige så mange penge hjemme. Nu på anden aften har jeg brugt ca 6-700 danske kroner, inklusive overnatninger for 3 nætter. Hvis jeg tænker over hvad jeg egentlig giver pr. nat for min lejlighed, så kunne det næstten betale sig at jeg blev boende her.

Mit værelse er ca 100 meter fra Reykjaviks største (ud af syv i alt) pools – vil klart derover i morgen. Der er åbent til 22 om aftenen så kunne egentlig bare tage afsted derover, men tror mere jeg er til en gang fladbrød fra Islands 7-11 til aftensmad, og en snak med de mærkelige, franske backpackere. De synger meget, og det lyder bekymrende skidt. Deler dog ikke værelse med dem, så helt galt er det ikke. Undrer mig dog meget over hvorfor gutten har slæbt en guitar med til Island fra Frankrig. Men okay; jeg har en bærbar hos mig, så jeg er sikkert equally sær. MIn bærbare er dog lidt mere handy at bære rundt på.

Lidt islandsk lærdom hvis nogen af jer skulle få den idé at tage herop i løbet af vinteren; Hvis du kører bil og skal dreje, stoppe eller har planer om at lave noget som de bagankørende ikke regner med, så bare gang i katastrofeblink, og så er alt i orden – generelt har jeg ikke set en bil bruge blinklys endnu, de bruger altid katastrofeblink når de drejer. Søen midt i Reykjavik er sikker at krydse tværs over på gå-ben om morgenen inden solopgang, men efter 10.00 er det en dum ide; når solen kommer frem. En Latte koster 8-10 kroner. En pakke islandsk fladbrød 4 kroner, en brik juice 2. Er lidt spændt på shopping i morgen; kamera, ur og en ny mobil tror jeg lige jeg skal kigge priser på. Det er ting jeg havde planer om at spare op til i løbet af feb-april, men med priserne her + mine 15% tax refund så kan det godt være det ville være stupidt at lade være med at købe ind når jeg alligevel har plads i rygsækken. Shopping i morgen, det er sikkert. Jeg duer ikke til at planlægge mere end 24 timer frem; men en tur på Kultur-arv centret (endnu et museum!) i morgen bliver det nok også til. Hvornår jeg så skal hhv. nordpå til Akureri, sydpå til Blue Lagoon eller på touristtur tundt til Geysir og Gullfoss aner jeg ikke. Gullfoss, det store vandfald alle touristerne flokkes til; skulle ifølge den halv-danske familie jeg mødte være allersmukkest lige nu; frosset til is, men alligevel stadig flydende.

Og så håber jeg nu, hvor jeg er kommet små 2 km ud fra bymidten, at her bliver så godt vejr og så mørkt og jeg er lidt heldig; sådan at jeg får nordlys at se. Så kan jeg tage hjem igen og være glad.

Frelsens Hær – 17. januar 2009

Vel ankommet til Reykjavik!

Landingen i Keflavik var fantastisk: kysten kommer til syne under flyet og pludselig er vi over land. Jeg sad længe og undrede mig over at jeg var helt sikker på at have set kystlinien, men når jeg kiggede ned var der slet ikke land at se; alt var bare hvidt. Forklaringen var frygtelig logisk; Island er dækket af sne. Masser af sne, overalt!

Det gik nemt med at komme af flyet, og når jeg bare fulgte de andre fra flyet af endte jeg såmænd også med at finde min baggage. Keflavik lufthavn er knap så meget lufthavn som København – da vi landede var vi eneste fly på jorden, og det så ikke ud til at de ventede frygtelig mange andre gæster. Men så meget desto bedre service til os! Så snart jeg når frem til baggagebåndet begyndte det at rulle, og hopla; min rygsæk blandt de ti første der rullede ud. Rygsæk på Nemo og i fulder fart ud i ankomsthallen. Den er cirka på størrelse med en skotøjsæske og der er kun en enkelt dør der går ud derfra: så kunne jeg ikke fare vild, om så jeg prøvede.

Overvejede lidt at spørge nogle af parrene fra flyet om de skulle til Reykjavik og om jeg kunne score mig et lift denne vej, men fandt hurtigt ud af at busruten direkte til Reykjavik ikke kun er for turister: men for næsten alle passagererne. Så mig i en bus med en masse islændinge og ind mod hovedstaden i snevejr. Hvis det havde sneet så voldsomt i lille Danmark var jeg blevet bekymret for om vi var ved at sne inde og om det overhovedet ville være forsvarligt at køre rundt i sådan et  vejr, men det er vist ganske almindeligt heroppe. Fantastisk vej ind mod Reykjavik – ikke et eneste træ men landskabet er så anderledes fra noget jeg før har set; og så dækket af sne kan det ikke være bedre.

På stationen bliver alle læsset af – og ganske ærligt var jeg i syv sind om det overhovedet var Reykjavik jeg befandt mig i. Busstationen er cirka midt i ingenting, med to hovedveje og nogle mystiske fabrikker som nærmeste naboer. Dette, kombineret med masser af sne, ikke-masser af skilte og en fin snestorm gjorde ikke bare mig forvirret – men også et par andre danske fyre med bussen. Vi stak hovederne sammen og fandt ud af at vi befinder os i Reykjavik, men hvor i byen havde ingen af os den fjerneste idé om. Min Lonely Planet-guide havde ikke lige taget højde for dette.

Men i højt humør og med tørklæde helt op omkring ørerne vandrer jeg så ud af vejen og drejer ind af det nærmeste beboelseskvarter jeg finder – og med lidt tålmodighed finder jeg da også pludselig nogle gadenavne der står på mit fine bykort – så ind mod centrum med mig. På vejen får jeg både set nogle af seværdighederne her i byen og tuller en tur ned af shoppinggaderne, så jeg er helt klar på i morgen hvor jeg vil ud og se byen an.

Min eneste egentlige bekymring var hvor jeg skulle sove, jeg vidste at byens Hostel var fuldt booket. Men tak til Lonely Planet-crewet og til en vandretur tværs gennem byen – og til Frelsens Hær, hvor jeg skal putte i nat! 3000 islandske bananer for en god madras i et 4-mands værelse med bad og toilet på gangen, men pænt og enormt centralt. Så må jeg bare lige anstrenge mig i 24 timer hvor jeg lader være med at diskutere religion. Burde heller ikke være så svært, her er ikke ret mange mennesker. Jeg har indtil videre værelset for mig selv, og ellers er her kun en stak fyre – nogle russiske backpackere, et par islændinge og indehaverens familie. Og så en musikskole på en af etagerne over mig, hvor en pige for 6. gang på en time er ved at synge “My Heart Will Go On” af Celine Dion – men det er også en del af oplevelsen vel.

Som det allerførste har jeg taget mig et langt bad – det var frygtelig tiltrængt. Har panik-vasket mit beskidte tøj i håndvasken og hængt det op, så håber det er klar til når jeg tager ud i byen i morgen.

Man burde nok tage i byen i aften, nu når det er lørdag, for at få en øl et sted, men jeg er simpelthen så træt. Syntes det er frygtelig synd for mig at jeg er nødt til at lette mig for at gå ud og finde aftensmad, men der er masser af spændende steder at spise nær værelset her – så jeg får nok taget mig sammen engang. Lige nu har jeg dog forskanset mig en en kæmpe sofa i en dagligstue hvor der er rigeligt med mennesker. Har haft min første kontakt med en islænding, hurra! Han faldt dog i søvn bagefter mens han har gang i noget “Hvem vil være millionær” på islandsk, så skriver dette med en kombi af islandsk og snorken i øret – og kirkeklokken der ringer hver time. Meget hjemligt på en måde.

Her er næsten helt hyggeligt, damen i receptionen er åbenbart svensker og taler ikke engelsk, og der er stablet bøger op overalt i stuen her. Meget specielt, men meget mere hyggeligt end at sove på Hostel sammen med en milliard skolebørn. Men. Frelsens Hær… Så har jeg prøvet det med også.

Mit eneste problem nu er at jeg er småsulten og ikke har internet – mangler lidt oplysninger om vejr, valuta og flyruter til byerne nordpå. Men i morgen tager jeg ud i byen; nationalmuseet, det store loppemarked, saga-museet og det løse. Og så ind på en cafe med internet! Jeg kan slet ikke huske hvordan kurserne ligger. Om de 3000 for mit værelse er 75 eller 150 danske kroner. Det betyder ikke så meget for min nat her, det er billigt lige meget hvad, men i længden var det nok smart at have styr på. I al fald inden jeg tager ud og køber ind. Og har også en frygtelig masse tekst jeg skal have ud på nettet og mails fra folk jeg skal have læst.

Men allerførst skal jeg ud i byen og have noget at spise; og så sove! Vi er en time bagefter her, så selvom mit indre ur mener klokken er otte, er den kun syv. Men her er jo mørkt, og jeg er træt: så må hellere gå tidligt i seng i dag og være frisk resten af ugen. Derfor! Afsted med mig, ud efter noget spændende mad og en hæveautomat. Det er lidt fantastisk endelig at være her og jeg er glad!

Flyet – 17. januar 2009

Det er anden gang i mit liv jeg flyver, og første gang alene, men intet kunne være mindre skræmmende. Glem alt hvad jeg nogensinde har skrevet om at være bange for at flyve, det er det smukkeste i verden. Jeg har ingen anelse om vi kom afsted til tiden egentlig; lige pludselig er jeg ved gaten, sidder på min plads og flyet er i luften. Det er det smukkeste solskinsvejr ind over Amager med skyer der ligner bløde, vattede fabeldyr. Jeg griber mig selv i at bore mine negle ind i håndfladen da vi letter, for det er ikke en følelse jeg er vant til, og det føles så forkert at forlade jorden; jeg er jo billist både af sind og gener. Kort, lavt ind over Amagers kystlinie og under mig vandet der i dag; af alle dage; ligger næsten spejlblankt og reflekterer sollyset. Jeg tror det er en udfordring til mig; hvad glimter mest, vandet eller mine øjne lige nu?

Og så rammer vi skyerne, skærer gennem dem og det føles helt som var vi pakket ind i en dyne – ikke for at varme os, men for at glæde os. Det er så flot, og da vi kommer over skyerne ligger de under os, badet i solskin og med den lette blå himmel over os.  Skyerne ser uigennemtrængelige ud; det er helt utænkeligt at vi på nogen måde kan lande igen når de ligger der og spærrer for synet til jorden, men det passer mig egentlig fint at hænge her, mine vinger nyder at få lov til at strække sig ud.

Jeg burde være i en tilstand af panikstress, for når jeg om en god times tid lander på Island har jeg ikke hverken hotel eller planer for natten. Blive i Keflavik og tage ud til Blue Lagoon i morgen, eller tage til Reykjavik med det samme, og tage en af de typiske turist-busser rundt og se det vigtigste af området i morgen? Jeg er ikke sikker endnu: håber jeg får styr på det inden jeg lander. Men det er lørdag nat, ellers er der sikkert masser af mennesker i byen at hygge med hele natten; og har en seng fra i morgen og to nætter frem i Reykjavik, så helt galt kan det ikke gå.  Jeg har nu ingen planer om at lave det stunt, men der er så mange muligheder at det er helt fantastisk. Nåeh ja, og så har jeg både VISA og Lonely Planet hos mig: Kom an Island!

Indtil videre har jeg ikke været voldsomt social, det eneste der gør at jeg er sikker på at være på et udenrigsfly er at alle passene ved check-in havde hver deres farve, og den ellers ret søde stewardesse er svensker. Det er ikke den sjoveste løsning; men den nemmeste, at jeg er allerede begyndt at snakke engelsk til folk; også svenskerne. Men inden jeg tager hjem om en uge skal jeg kunne lidt islandsk!

Der er slet ikke fyldt op i flyet og jeg har hele sæderækken + den foran for mig selv. Fint med mig, for benpladsen er måske ikke den allermest tiltalende i verden for en jysk pige på 192 cm i højden, men på den anden side får jeg heller ikke snakket med mennesker; jeg har faktisk ingen anelse om hvordan jeg får kontakt til en islænding. Måske man burde starte med at lære det islandske ord for “Goddag”. Ikke en dårlig ide! Og så måske bagefter “Er denne plante giftig?”.

Jeg er spændt på alting: vejret, maden; hvor jeg skal sove i nat, men jeg er stadig ikke urolig; jeg forstår det ikke, for jeg har egentlig slet ikke styr på hvad jeg laver, jeg aner ikke hvad jeg vil se på Island eller hvor meget de der 38000 islandske kroner i det Tax-Free katalog egentlig svarer til. Uden internet og Google må jeg nok indrømme at jeg ikke har helt så meget styr på alting som jeg gerne ville have – men det er på den anden side det der er så fantastisk ved hele turen. Jeg har planer om til april at tage en måned til Finland med min rygsæk (der ved check-vejede 8 kg – med min vane med at slæbe bøger og sten med hjem fra rejser er jeg spændt på vægtennår jeg skal retur!) men jeg er godt klar over at 3 måneder i Finland på egne ben, uden planer måske er en hardcore dåb for en dansk backpacker på 20 år. Island er lidt en tester: om jeg overhovedet kan lide at rejse på denne måde – for ellers skal jeg nok se at finde et alternativ til min Finlandstur: For eksempel en måneds ferie i min sofa (den er teflon-belagt og jeg er derfor ikke nervøs for at gro fast.)

Men indtil videre er alt godt og måske er jeg backpacker af hjerte? Det må vise sig når jeg når til Keflavik lufthavn med 1 times buskørsel til Reykjavik, ingen islandske kontanter og intet hotel booket. Fantastisk og skræmmende på samme tid.

Island har det lige for tiden ikke så godt som de har haft det: den er Den Store, Farlige Økonomiske Krise (hviskes med en vis ærbødighed i stemmen) der har tvunget den islanske valuta i knæ. Det har ikke været muligt at veksle hjemmefra og kursen på en islandsk krone tør jeg ikke helt løbe an på – så det er med en vis spænding at jeg tager på shopping mandag morgen. Vil starte med at få købt mig et digitalt kamera: jeg vidste der var noget jeg havde glemt; at mit kamera ikke har lyst til at virke når temperaturen når under 10 grader. Og jeg er på vej til Island midt i januar. Flot Nemo!

Men deres valuta er jeg nu ikke så bekymret for, der er så mange andre ting der er farligere. Jeg kan jo altid svømme hjem hvis noget skulle gå galt – vil dog overveje at vente til forår. Brr…

Islands undergrund er et rent kaos og jeg er fantastisk spændt på at se landskabet deroppe. Island er det yngste land i Europa, placeret på brudlinien hvor to kontinenter glider fra hinanden og på et sted på jordskorpen der kun er 1/3 så tyk som over resten af verden. Magma/Lava (nej, jeg har endnu ikke forstået en bjælke af hvad forskellen er) vælter op fra jordens indre overalt, hele tiden og når man kigger på vejrudsigten på hjemmesiden for islandsk meterologisk institut viser den da også vejret 5 dage frem; ved siden af et kort over registrerede jordskælv gennem de sidte 3 døgn. Og der er mange prikker på det kort.

Det samme er tilfældet med deres vulkaner; der er evig gang i naturen deroppe og det er da også sket med hundrede års mellemrum at et udbrud har kostet 20 % af alle islændinge livet. Med kun 300.000 mennesker på øen – som er på størrelse med England der vist har 50-70 millioner indbyggere på samme plads, kan jeg undre mig fantastisk over at folk bliver boende på øen; deres mentalitet må være helt fantastisk og jeg kan ikke vente med at få snakket med folk.

Mest af alt håber jeg på at se nordlys: Nemo er jo vinter-barn inderst inde, og nordlys og sne er potentielt smukkere end himlen over skyerne. Det håber jeg at kunne skrive om inden jeg vender hjem igen næste lørdag.

Jylland – 16. januar 2008

Jeg har en rygsæk, en flybillet og en uges ferie. Det er basis. Jeg kender min destination, jeg har alle rammerne klar, men helt ærligt talt har jeg ingen anelse om hvad der skal fyldes ind mellem de to flyveture. Det er et blankt lærred, ligesom den hvide flade af et dokument inden jeg begynder at fylde det ud med tegn og tanker. Jeg elsker begge dele, jeg elsker alt der er åbent og alt det der giver mig muligheder for at strække mine vinger. Jeg kan allerede nu mærke hvordan de løsner sig mellem mine skulderblade, rasler ligesom det fine, farvede papir man kommer om særligt dyrebare gaver og så mærker jeg hvordan de folder sig ud bag mig, trænger gennem vinduets glas og ud i aftenkulden der fanges i dem som var de sejl. Måske er de netop det. Måske er mine vinger en faldskærm? Det ligger i alle mennesker at udforske verden, at undersøge alting og spise sandkagerne der er så fint dekorerede med græs og blomster. Måske er denne tur bare skridtet videre fra at kravle den første meter, kysse den første dreng, drikke den første øl.

Jeg læste et sted at kys ikke har anden funktion for os, end at gøre to mennesker afhængige af hinanden. Vi kysser hinanden som det sidste farvel, og som det første vi gør når vi ses igen, og hvis vi pludselig stoppede med at kærtegne hinanden ville vi mangle det; værre end enhver rygers værste mareridt. Derfor kærestesorger når man pludselig ikke ser hinanden længe, derfor føles det så godt at få et kram af en god ven.

Jeg kan mærke hvordan verden sniger sig ind på mig når jeg sidder bag et skrivebord eller kun hører det samme sprog talt hver eneste dag, Vingerne visner, åndedrættet bliver tungere, huden næsten gennemsigtig.  Lige så meget som man kan længes efter kærlighed kan jeg mærke hvordan min hud trækker sig sammen og alle mine porer skriger efter at komme lidt ud i verden; bare lidt. Jeg er på vej til Island, og det er ikke så fremmed for mange taler dansk og kulturen er ikke flere mil fra den jeg selv voksede op i. Men alligevel er det hele anderledes, det er nemmere at trække vejret og vinden alene puster nyt liv i mig. Der er nye skikke, der er andre syn på alting og både lyset på verden og lyset i mine øjne forandrer sig. Gløder.

Mennesker spørger mig hvor jeg er på vej hen – nogle på engelsk med stærk dansk accent, blot fordi jeg er klædt i backpackeruniformen med vandrerygsæk, stor jakke og nysgerrighed i øjnene. Jeg svarer Reykjavik og de spørger hvorfor jeg så står på stationen i Silkeborg. Men alle rejser starter jo et sted. Det eneste jeg ikke ved noget om er hvornår den igen slutter, når jeg kommer hjem er der meget i Silkeborg jeg endnu ikke har set, og når jeg har set det går turen et andet sted hen. Jeg frygter mest af alt i hele verden at gro fast et sted. Men jeg tror nu ikke der er risiko for at det kommer til at ske i nærmeste fremtid; ikke så længe mine ben gider bære mig.

Jeg undrer mig så småt over at toget bliver på skinnerne for jeg syntes lidt at det hele svæver. Mit humør er højt, men forventningerne lave – jeg ved ikke hvor jeg skal sove når jeg i morgen lander i Keflavik på Island, men jeg ved at mennesker er gode væsner på bunden og at jeg ikke er bange for at rejse. Det er måske det vigtigste af det hele, troen på at turen bliver fantastisk.

Alting er jo en oplevelse, og selvom at sandkager ikke smager godt lærte jeg jo noget af oplevelsen, og mine forældre har sikkert smilet lykkeligt og indforstet til hinanden, for barnlig nysgerrighed er noget af det smukkeste i verden; og uspoleret.

Jeg er stoppet med at spise sand nu – men jeg spiser stadig blomster. Jeg holder stædigt fast i at jeg vil være et “hvorfor ikke?” menneske, ikke et “hvorfor?”. Det er en uge siden jeg tog ferie og købte biletten: ikke så spontant som det kunne have været, men alligevel noget skønt og uigennemtænkt. Noget at fylde ud med fantastiske ting og fantastiske mennesker. Jeg aner ikke hvordan jeg kommer i kontakt med islændinge – det går altid galt for mig i tog og busser når jeg snakker til fremmede, med mindre vi da kan være enige om at noget er forkert; som regel DSB, for så er alle pludselig bedste venner, men i værste fald kan jeg vel altid spørge til vejret, eller til deres blomster. Der er så meget jeg endnu ikke har smagt på. Men nu har jeg en kæreste herhjemme, og det siges alligevel at islandske fyre ikke er noget at samle på. Men noget smukt ved dem VIL jeg finde. alt andet ville gå mig evigt på, ligesom at jeg aldrig fik kørt en runde på efterskolens havetraktor med pedellen løbende efter mig i en vild jagt rundt om skolen indtil jeg ville løbe tør for brændstof. Håber ikke noget sådant kan ske med mit fly i morgen, det er det eneste af rejsen jeg ikke ser voldsomt frem til; flyrejsen. Det irriterer mig på mange måder at skulle flyve, men andre muligheder er der ikke mange af. Så må jeg gøre mit ressourcespild godt igen når jeg kommer hjem, ved at pakke julegaver ind i tilbudsaviser og ikke spise oksekød. Og måske gøre noget godt for verden om 50 år.

På den anden side har ingen lovet mig at jeg får lov til at leve en eneste dag mere. Det gør det bare endnu vigtigere for mig at komme afsted, at leve nu.

Jeg lægger allerede nu byer bag mig, lys farer forbi udenfor vinduerne. Det er så smukt som noget kan blive, at bevæge sig, og det er fantastisk at vide at jeg har noget godt at se frem til, og at jeg har noget godt at komme tilbage til. Arbejde, lejlighed, familie og venner. Jeg rejser alene, men ikke i tankerne, der har jeg hele verden hos mig; og det er så nemt for mig at have nok i mig selv og rejse rundt alene, når jeg ved at der er så mange mennesker hos mig.

Men fryd: jeg er på vej og intet andet kan gøre mig mere spændt, der er luft under vingerne og jeg svæver.