Kærligheds-kispus

Jeg har verdens dejligste svigerforældre. De ved det bare ikke endnu.
Historien løber adskillige år tilbage, til dengang jeg først lærte Elektrikeren at kende. Hen af vejen endte han med at blive min bedste ven og tilmed min udlejer gennem de sidste 3 år. Når nu jeg bor sammen med fyren har jeg også hilst på hans forældre et par gange. De er ret fantastiske og jeg elsker at være i nærheden af dem – ligesom de virker til at hygge sig ret meget med mig.
Mit udelukkende venskabelige og platoniske venskab med elektrikeren led et forlis for et par måneder siden da vi efter en god gang sofaputning, filmkigning og derefter sove-sammen-hygning krydsede point-of-no-return; Kysset!
Dét var lidt akavet. Til gengæld var det også ret rart og fint og rigtigt – meget modsat hvad jeg havde frygtet, men fuldt ud hvad jeg havde håbet og drømt om efterhånden flere år.
Fordi jeg har kendt Elektrikeren så længe kender både min familie og alle mine venner til ham, ligesom hans venner og familie kender til mig. Og min familie elsker ham, min lillesøster er overbevist om at han er hendes long-lost storebror, min mor vil vist adoptere ham og mine forældre mener han er et fremragende parti som de mere end én gang har udtalt at de ønskede jeg var sammen med.
På Elektrikerens side har han et sæt forældre som giver mig knus og kram, som slæber kaffe hjem til mig fra alverdens lande, som jeg kan ser håndboldkampe ”sammen med” pr. sms og telefonopkald, som inviterer på mad, hinter mig at de gerne så mig som svigerdatter og som uselviske holder af mig – som Elektrikerens roommate.
Vi skal snart have dem fortalt det, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt enormt – efter 1½ måned er jeg nemlig ved at være ret sikker på at Nemo + Elektriker ikke er helt suicidalt; Tværtimod. Nemo + Elektriker giver indtil videre bare en knaldglad, boblende lykkelig Nemo, som har brug for at dele sin glæde med hele verden – og med de helt enormt dejlige svigerforældre-to-be!

Gode nyheder

Det er sjovt, det der med gode nyheder. Måske er det når nyhederne er boblende gode, at man finder ud af hvem man holder allermest af i hele verden, for hvem er det lige man ringer til for at fortælle ”Hey, det går skidegodt for mig!”?

Dengang jeg af lægen fik at vide efter nogle meget lange uger at knuden i mit bryst var godartet ringede jeg til min mor. Hun græd og var uendeligt glad på mine vegne – ligesom jeg tror hun faktisk indtil den gode nyhed, bekymrede sig mere end mig.

Dengang jeg havde behov for at skrige ud til hele verden at jeg var begyndt at date den her fantastiske fyr og at han ER lige så dejlig som jeg har drømt om de sidste 5 år, var det min veninde i randerske Langbortistan som jeg ringede til.

Og i dag fik jeg efter en voldsomt stressende periode uden et arbejde, endelig et job! Et rigtigt arbejde som gør, at jeg kan betale en husleje og måske endda får råd til at tage toget hjem til jul med god samvittighed over overtrækket. Jeg skrev til min roomie med det samme – som også blev endnu gladere end jeg tror jeg selv er!

Fælles for alle de dejlige mennesker herover, er at de kender en masse til min situation og at jeg véd, de holder oprigtigt meget af mig, ligesom jeg også behøver at holde mere end almindeligt meget af dem.
Sådan nogle venner, som er komplet uselviske når det kommer til at jeg skal have det godt og dertil frydes på mine vegne når det går mig godt ligesom de græder med mig når det går mig skidt, er guld værd. De er uundværlige og det er i kraft af sådan nogle skønne væsner at livet er 100% værd at leve – også når ingenting lykkes.
Jeg håber at jeg også er den, der bliver ringet til engang imellem, når det går mine venner godt. Og så håber jeg at jeg er i stand til at glæde mig på deres vegne – det er måske noget af det smukkeste man overhovedet kan foretage sig, som menneske.

Nemo om Nemonisme – og en pæn præst

Jeg har før skrevet om at Anders Lund Madsen er pivfræk – og derudover er han også ret rar at høre på. Eneste problem jeg har med ham, er at hans hår har en magisk tiltrækningskraft sådan at jeg gang på gang forsøger at nusse hans 2D-hår på computeren når jeg streamer Det Nye Talkshow. Og så er der det problem, at jeg ikke ved om jeg er vild med ham, eller hans garderobe.
Af omveje blev jeg gjort opmærksom på at Anders faktisk ved hvem jeg er! Faktisk er han så glad for mig og mit verdenssyn, at han har gjort en religion (og et cirkustelt) ud af mig. Cirkusteltet bebrejder jeg ham ikke for – jeg er høj og farverig og render ofte rundt i en stor kappe, så enhver kan jo tage fejl.
Men religionen. DEN er jeg altså glad for. Nu rendte jeg ellers lige rundt og troede at jeg var afklaret omkring min religiøsitet – men siden 2003 hvor den fine Hr. præst Madsen stiftede Nemonismen, har jeg altså løjet for mig selv. Selvfølgelig er jeg Nemonist, jævnfør at jeg er ren Bud nummer 4 på menneskeben, at jeg blindt (eller i al fald -2.25 på begge øjne…) følger Præst Madsens bud og jeg dertil også prædiker Hans Budskab i cyberspace nu!

Kh. Nemo Nyreligiøs

(Lund Madsen har senere forladt Nemonismen for at dø på bunden af et svømmebassin. Det synes jeg måske nok var lidt af et personangreb, men siden Nemonismen til dels går ud på at ikke tro på noget, vælger jeg at lade være med at tro at det var ondt ment.)

Før karriere kommer… kjolevalg!

Jeg har en jobsamtale og jeg glæder mig til at få lov til at kigge lokaler, give hånd til forhåbentligt rare mennesker og høre meget mere om et job, som jeg er ret interesseret i at få fingrene i.
Selve samtalen er der ret meget styr på – firmaet og min kontaktperson er blevet googlet til den store guldmedalje, jeg har styr på mit CV og er generelt relativt afslappet omkring hele Den Nervepirrende Samtale.
Men jeg er en smule i panik, for jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal gebærde mig inden samtalen – min garderobe er fuld af spændende ting og sager men den har sjældent virket så tom, som den er lige nu.
For jeg vil jo gerne gøre et godt førstehåndsindtryk – og være lidt unik, så de får et indtryk af, at jeg er et spændende, rart og kompetent menneske. Men jeg er lidt i tvivl om, hvilken kjole jeg ejer, som giver det udtryk.
For jeg har styr på at det bliver en kjole og noget med strømpebukser. Det er nemlig dét, jeg føler mig allermest tilpas i, og trods alt, så er tøjet ret lige meget hvis det får mig til at føle mig utilpas.
Og selvom jeg ville være allermest afslappet og tilpas – så går det nok ikke at dukke op i natkjolen. Men designerkjolen med matchende blazer duer nok heller ikke – det er nok lidt for meget. Til gengæld vil jeg gerne dukke op i noget de ikke ser hver dag, så jeg har overvejet en af mine arvede , 50 år gamle kjoler. Men i stedet for at virke unikt, kunne De Almægtige Ansættermennesker også tænke at jeg var en fattiglas og at jeg var lidt mærkelig. Det duer heller ikke. Så jeg overvejer at gå efter noget klassisk – en sort kjole; Det er nemlig altid et hit. Men det er bare så anonymt og så kedeligt så jeg overvejer lidt en farvet skjortebluse over den sorte kjole. Men hvilken farve vælger jeg? Hvis den er rød – tror de så at jeg er kommunist? Eller bliver de overbeviste om at jeg er gudsjammerlig kedelig hvis jeg tager en brun striktrøje på? Eller skal jeg gå efter et småhippiet, karrygult look som skulle være så moderne den her vinter? Eller måske den grønne trøje som ville se helt fantastisk ud i deres lokaler – men som får mig til at se lige så bleg ud som en zombie?
Hvilken farve udstråler ”jeg er spændende, kompetent, rar og uundværlig”?

Årets julekort

Jeg har skrevet årets julekort og er ved at sætte frimærker på konvolutterne; Nok er jeg IT-glad, men jeg er lige så meget skabs-traditionalist.
Jeg elsker at skrive julekort og som oftest skriver jeg et generelt kort som jeg sender til alle – ligesom jeg til langt de fleste kombinerer masse-julekortet med en kortere og langt mere personlig, håndskrevet julehilsen.
Det er vidunderligt at få julekort. At få post, som ikke er af rudekuvert-slagsen og som er sendt med masser af kærlighed, julemærker, snemandsklistermærker, farvet glitterpapir og verdens måske værste håndskrift.
Det tager mig altid en hel del timer at skrive julekortene, men det er al tiden værd. For når jeg skriver julekort er det også for mig en evig stor glæde – det er en skattejagt i min kalender som tager mig tilbage gennem alle de fantastiske ting jeg har oplevet i løbet af et års tid, det er en hyggelig måde at gøre en tidlig status over et godt år og det er en skøn mulighed for at påskønne de mennesker jeg holder af, om oplevelser vi har delt – og om, at jeg holder uendeligt meget af dem.
Igen i år, er jeg så heldig at der er masser af fantastiske ting at skrive i mine julekort. Der er masser af oplevelser jeg kan være taknemmelig for at have fået, der er masser at mennesker jeg kan påskønne og der er en masse skønne dage som venter mig og som jeg kan glæde mig til, i løbet af resten af året.
Jeg håber jeg spreder bare halvt så meget glæde ved at sende kortene af sted, som jeg selv får ved at skrive kortene – i så fald starter julen rigtig godt, igen i år!

Jeg, en uansvarlig kaffedrikker

Jeg elsker kaffe. Jeg elsker faktisk kaffe så meget, at jeg er overbevist om, at det er mokka som flyder i mine årer.
Ud over at være en passioneret kaffenørd, så er jeg også et jordelskende småhippistisk, panteistisk pigebarn. Sådan et menneske, som spiser fisk eller kylling frem for okse- og svinekød for at spare på verdens ressourcer, som dyrker salat i vindueskarmen på Nørrebro, som foretrækker genbrugstøj og som tager korte bade.
Jeg elsker jorden og det gør ondt på mig, når jeg gør hende ondt. Så jeg brygger min egen cider af bær fra sommerhuset i Sverige, jeg laver saft af de nedfaldsæbler jeg finder i mine forældres have om efteråret, jeg cykler i stedet for at tage bussen og køber lokalt, så ofte det er muligt.
Men trods alt, så er jeg stadig et dårligt menneske, som tramper på jorden jeg går på; Et moderne menneske som voldtager den jord, mine egne børn engang skal leve af.
For det er så let at tage et kortere bad, at købe en kjole i genbrug og tage cyklen når solen skinner. Men når ikke solen skinner, så er det fristende at tage et fly til et sted hvor vejret arter sig bedre, eller blive hjemme og drikke varm, langvejsfra-importeret kaffe og se en film på en af mine computere.
Vi har alle sammen nogle miljø-achilleshæle – jeg har mange. Men allerværst, er måske min kaffe. For jeg véd, at kaffe bliver transporteret til Danmark fra den anden side af kloden, at kaffen ofte vokser steder hvor skov er blevet fældet, hvor der bruges alt for mange sprøjtegifte, hvor der er vandmangel og mennesker måske endda lider, for at kaffen kan blive sendt af sted, hjem til min kaffekop.
Men jeg kan ikke få mig selv til at lade være med at drikke kaffe! Jeg har skåret ned – meget. Jeg har fundet mikro-risterier i København som dokumenterer at de er så ansvarlige som overhovedet muligt. Jeg brygger på den mindst muligt energikrævende måde og har, måske allervigtigst, taget et velovervejet valg, om at drikke kaffe, på trods af min overbevisning om at kaffe, set fra et miljømæssigt synspunkt, er ondskab.
Det er et valg jeg lever med – og måske derfor, er jeg så opmærksom på, at den kaffe jeg drikker skal være god kaffe. Tidligere drak jeg op imod 6-8 kander elendig kaffe hver dag; Nu drikker jeg 2-4 kopper, af en kaffe som er overmåde fantastisk; Så miljørigtigt produceret som overhovedet muligt, hjemmeristet, nykværnet og elsket. Men jeg er kommet i et dilemma, for jeg VED hvor stor en forskel det gør, hvilken type vand, kaffen brygges på. Og jeg har allermest lyst til at brygge min mokka på langt bedre (til kaffebrygning) flaskevand, end det kalkholdige vandhanevand vi har i København. Men flaskevand, hvad end det er lokalt eller importeret fra fjernere egne, er igen en miljøbelastning, især hvad angår transporten. Men det gør min kaffe så meget bedre… Jeg véd, at jeg er nødt til at sætte grænsen et sted – men jeg har lyst, og endog meget lyst, til at tage et fly til Yunnan-provinsen i Kina og selv udvælge en sæk kaffebønner – for det ville gøre min kaffe ENDNU bedre.

Når det gælder, så er i vidunderlige!

Mennesker er gode, allerinderst inde. Men det er lidt svært at vise til hverdag hvor godt et menneske man egentlig er, når det værste man i dagligdagen kan blive udsat for, er et punkteret cykelhjul, udsolgte varer i Føtex eller flækkede negle. De problemstillinger vi til hverdag står overfor, er ikke noget der kalder på medmenneskelighed eller supermænd og –kvinder. I stedet kan man vise sig som et godt menneske ved at arbejde frivilligt, huske en værtindegave, sende sin buschauffør et smil eller købe sig til CO2-aflad. I hverdagene viser de fleste af os vores gode sider for at brande os selv, for at være lidt overskudsagtige og for at være et misundelsesværdigt menneske.
Men når nu tingene brænder på – når et gedigent blæsevejr fejer hen over landet for eksempel, kan der være langt til den tryggere hverdagstrummerum hvor det ikke gør det store, om vi kigger en ekstra gang efter vores medmennesker, husdyr eller småbåde. Det ville være så let at være sig selv nærmest – at komme inden døre, lukke døren, brygge en kande the og se TV mens man griner af de fjolser som ikke fik sikret deres joller i havnen, som ser deres tage sejle væk i blæsten og som sidder fast på toge og skibe i uvejret.
Men jeg oplevede, herhjemme i lillebitte Danmark, helt det samme som jeg oplever andre steder i verden når tingene begynder at spidse til – at mennesker på bunden er gode og nærer en sund bekymring for medmenneskerne; Næstekærligheden lever og har det godt!
For på mit kaffeindkøbsbesøg i Skåne kommer svenskere hen til mig og fortæller oprigtigt bekymret at Øresundsbroen lukker om en time, cyklister står af deres cykler mellem flyvende tagsten og ditto grene for at fjerne nedfaldet stillads på vejen så bilister ikke får sig en grim overraskelse, de gode mennesker i bilkøen ved den lukkede Storebæltsbro sørger for at de nærmeste biler har brændstof nok og deler ud af de medbragte håndmadder, fiskerne står sammen om at fange løbske kuttere og naboer hjælper hinanden med at lede efter bortfløjne tage og træsko.
Jeg er stolt af at være en del af en skøn befolkning som dén, jeg oplevede i går aftes og nat;
Mennesker! I simpelthen vidunderlige – især når det virkelig gælder!

Tandlægeondskaben

Jeg har et anstrengt forhold til tandlæger og derfor har jeg gjort mit bedste for at undgå dem på det sidste… De sidste 6 år.
Og jeg har endog været ret dygtig; En ren Houdini-Nemo når det kommer til at gemme sig for hvide kitler, mange-nullede-girokort og skrigende boremaskiner.
Men uafværgeligt endte jeg i en tandlægestol efter at have flækket en hjørnetand på noget farlig tzatziki – allerede hjemmefra rystende angst for hvad der må ske mig af uhyrligheder hos tandlægedjævelen.
Mine bange anelser bliver ikke mindre af at møde receptionisten som smiler og er rar – for jeg véd jo godt, at hun bare er der for at lure stakkels, forpinte mennesker som jeg selv, ind i falsk tryghed! Og jeg bekræftes endnu engang i at tandlæger er onde, da jeg bliver sat ned i en tandlægestol af nogle, tilsyneladende, usadistiske klinikassistenter som lokker med eventyrlige billeder i loftet, sød musik i højtalerne, tandtråds-gaveregn og ros af min mundhygiejne – blot for at de kan sætte diverse udstyr ind i munden af mig og holde mig fanget ved truslen om at eventuel flugt kunne risikere i at jeg spidder mig selv på et mundsug.
Først da jeg er fanget træder tandlægen ind i billedet; Den Kittelklædte Djævel som ikke blot nyder at påføre mig smerte men også beder mig betale for det, for at lade mig slippe ud af klinikken igen! Tilsyneladende er Kitlen fredelig, men jeg ved at der under overfladen gemmer sig grænseløs ondskab så jeg tør end ikke andet end at blotte mine tænder i et ynkeligt forsøg på at virke farlig – med det resultat at jeg er ved at kvæle mig selv i det mundvand jeg på ingen måde har styr på når jeg er ved tandlægen. Så følger en høflig samtale om min tandlægeløse seksårsperiode hvor jeg høfligt griner af hans tandløse vittigheder for ikke at risikere en forsmået tandlæge der går bersærkergang i mine tænder – ligesom han, nytteløst, forsøger at narre mig til at tro at han er venlig, ved at lægge en hånd på min skulder; Som jeg godt véd, er for at holde mig fast til når han trækker torturinstrumenterne frem!
Og på en eller anden måde får han lusket en masse spidse-skarpe-farlige ting ind i min mund inden han fylder resten af min mund ud med vat så jeg end ikke kan kvække; Hvorefter han beder mig sige til, hvis jeg føler mig utilpas…
Jeg lukker øjnene og håber det bedste – og kort tid herefter begynder Tandlægestolen Af Ondskab at rejse sig og en smilende klinikassistent beretter om fiiiine, fiiiine tænder mens hun præsenterer mig for et glas vand. Jeg hár luret hende – tandlægebesøget kan umuligt være så let overstået så jeg skyller tænderne og spytter al vandet ud igen, for ikke at lade dem forgifte mig. Overrasket opdager jeg alligevel at de lader mig gå – efter at de stikker mig en regning i hånden hvor de tydeligvis har glemt det sidste nul i betalingsfeltet og jeg iler derfor i al huj og hast ned af trapperne og ud på Nørrebrogade inden de kan komme i tanke om at ville torturere mig yderligere. Og dernede, på Nørrebrogade, trækker jeg igen vejret lidt lettere – nu er der et år til næste tandlægebesøg, til at samle mod til at stå ansigt til ansigt med tandlægeondskaben igen…

København, min kærlighed

Her er altså lidt berusende, i dejlige København, gråvejr eller ej.
Jeg havde sådan savnet byen mens jeg tog lidt til (også ret fine) Jylland nogle uger – til et punkt, hvor tanken om at blive væk fra København et eneste øjeblik mere, gav mig åndenød, trods flæskestegs-bestikkelse og masser af kærlighed fra mit forældreophav derhjemme.
Der er noget helt specielt ved at komme Hjem; Ved at sætte benene på jorden, der, hvor man véd at man har det godt, hvor man er omgivet af vidunderlige mennesker og trækker vejret lidt lettere, end noget andet sted i verden.
København er følelsen af at have hele verden liggende for mine fødder men samtidig indbegrebet af tryghed for mig. Det er her jeg drømmer vidtløftige drømme og starter, når mit liv tager mig på eventyr, men det er lige så meget her, jeg krampetuder mig selv i søvn i en storbykokon af tryghed, når ondskab stikker næsen lidt for langt frem.
København er smukke mennesker, nye og gamle bygninger og historier, et sammensurium af intelligens og kærlighed, muligheder for spontanitet og alligevel den allertryggeste havn jeg nogensinde har haft. København er vidunderlig, både når jeg bliver gennemblødt af efterårsregnen på min cykel og når jeg inde bag vinduet og under et tital af dyner kigger ud på snevejret.
København er muligheder; For nyristede kaffebønner, nye venner, vilde byture og vidunderlige hjemmeaftener. Jeg er lykkelig og måske endog lettet hver eneste gang jeg sætter foden på københavnsk jord, om så jeg har været i Shanghai eller Silkeborg – for København er mit sted, det er min store kærlighed; Ligesom alle gode steder er det, for de gode mennesker som bor der.

Eventyrlige Norden

Jeg kan altså godt forstå at man i de rigtigt gamle dage talte om de nordeuropæiske lande, som magiske eventyrlande. For sådan en morgen hvor mosekonen brygger og tågen ved daggry hænger lavt over markerne mens solen bryder frem, er der noget helt elveragtigt over de danske landskaber og når så senere mørket falder på og efterårsstormene raser gennem de danske skove, skal der ikke meget fantasi til, for at forestille sig hvilke hekse og nisser der bor i aftenlandskabet. 
Og så er der mig – på to meter i højden, brede skuldre og et stort, vildt hår. Hvis et stakkels menneske sydfra er kommet ridende på hesteryg for tusind år siden og i forvejen har været lidt skræmt over hekse og elvere, er der da klart at synet af et menneske som mig vil bidrage til fablerne om det eventyrlige, skræmmende og lidt dragende, Nord. Og jeg er lidt stolt, over at bo i et land der er så fascinerende og tryllebindende, som Danmark. Selvom at jeg nok for 1000 år siden, ville have skræmmet de danske sagne, som… Trold!