Fjernsyn – for mig?

Jeg har ikke ejet et TV siden jeg flyttede hjemmefra, men jeg må indrømme at jeg hygger mig en lille smule med at kaste mig i den nærmeste sofa og flyde et døgn væk foran skærmen når jeg er på de barndomshjemlige breddegrader.
Det er ikke kun fordi at TV-kigning er en dejlig nem måde at være social på – og måske den eneste sikre måde at sikre sig at familiehyggen ikke munder ud i diskussioner om hvorvidt den ene diskussionspart er kommunist, den anden forstokket og hvor vidt det er sandt at alle polakker stjæler kobber*.
Men det er, sådan generelt, bare lidt afslappende, at ligge der på sofaen og få verden serveret i et firtital af tommer og suge til sig af indtryk.
Jeg har lært en masse om verden gennem min sidste uges liv som skærmtrold;
Jeg har lært at Danmarks soldaterfar B.S. jagter overvægtige kvinder når de ifører sig en rød træningsdragt, at man ikke kan være Dagens Mand hvis man har skæg, at Anders Lund Madsen jo faktisk er pivfræk (!), at i al fald en hel del libyske engelsklærere ikke rigtigt taler engelsk, at Anders Samuelsen er skræmmende glad for Jes Dorph og alle nordmænd er hypermobile.
Og jeg forstår oprigtigt ikke, hvordan jeg til hverdag lever uden det TV!

*Bonusinfo om Rebel-Nemoen: Hun kan lide rødhårede mennesker; Og betegner det delvist som et ungdomsoprør!

Når uddannelserne ikke er gode nok

Der ER nogle af uddannelserne i Danmark som ikke fungerer. Hvor der ikke er en ordentlig forskerbase til at skabe grund for et godt akademisk miljø for de studerende og hvor undervisningstimerne er få eller slet ikke eksisterende.Det giver utilfredse studerende. For det er ikke uintelligente unge mennesker der færdes på de danske uddannelsesinstitutioner, det er kloge mennesker som ved hvad de er værd – og som godt kan se, når de ikke får det udbytte af en uddannelse, som de burde få.Der er mange dygtige mennesker som arbejder på de danske universiteter, men ind imellem er også mange uddannelser der kunne gøres bedre – eller som det måske var på tide at indse, skulle enten nedlægges og de studerende have mulighed for at studere delvist på udenlandske universiteter hvor undervisningsgrundlaget er større end det er i Danmark.
Hvis ikke antallet af studerende eller forskningen på de enkelte fag er nok til at finansiere en ordentlig uddannelse til de studerende, så kan både statskassen og diverse fonde komme nok så mange penge i kunstigt åndedræt til studierne; Men kvaliteten af en uddannelse bliver aldrig god, hvis ikke der er et grundlag for studiet herhjemme i Danmark.

De danske uddannelsesinstitutioner er fyldt med intelligente, passionerede og gode mennesker.
Mennesker ér den vigtigste ressource i Danmark og det er for fjollet at vi smider så taber så mange studerende på gulvet på grund af studieomstændigheder som vi kan ændre på. Der findes ingen undskyldning for at holde uddannelser kunstigt i live – det er ikke blot at holde hele uddannelsessystemet, men også de studerende, for nar.

Kunsten er at slippe taget

Jeg er lidt nået til en skillevej i mit studieliv og jeg er et to meter højt, menneskeligt frit fald. Men altså, alt taget i mente: Det er ikke fordi at det er så slemt; Jeg er jo sund og rask og folk jeg holder af har det godt.
Det er mere sådan karriere- og identitetsmæssigt at der er gået lidt kludder i mit liv. Det har der egentlig været et stykke tid, men stædig som jeg er, tænker jeg at man kan hvad man vil og i al den stædighed har jeg nok fortsat et år længere på mit (drømme)studie, end godt er.
Nu har jeg prøvet min drøm af; Jeg har fået så utrolig meget ud af de sidste par år og jeg fortryder ikke de fjollede valg jeg har taget. Alt hvad jeg har oplevet, har gjort mig til et større menneske – og forhåbentligt også et både klogere og bedre ditto.
Der er andre studier der klart vil være bedre for mig – studier og karriereveje hvor jeg er virkelig dygtig og passioneret, men jeg har svært ved at se mig selv begynde på et nyt bachelor-studie som 23-årig. Og så alligevel – jeg har alle muligheder liggende åbne for mig, og det ville vel være endnu dummere ikke at gøre dét, der er rigtigt – selvom jeg vil ende med at blive en små-gammel studerende inden jeg kommer ud på arbejdsmarkedet.
Kunsten er at slippe taget – og jeg véd godt, at det ville være det bedste at gøre. Det er bare så skidesvært – at give op, for at komme videre.

”…i Det Gamle Lyseslukkeri
for enden af Godthåbsvej
dér hang jeg i tagrenden
og da indså jeg
at kunsten er at slippe taget”

*ikke til papiristisk, printet Urban-avis, pleeease*

Kort om feticher (men ikke et ord om mine…)

Jeg er et sådan cirka to meter højt, blondt vikinge-kriger-pigebarn i stiletter og jeg tiltrækker en bestemt type mænd når jeg går i byen. Det meste af tiden tiltrækker jeg turisten fra De Varme Lande som ser mig og tænker ”Naiiih, SÅDAN én har jeg aldrig prøvet før”. Derimod var jeg ikke særlig populær da jeg boede i Kina – hvor mændene syntes at tværtimod være bange for mig!
Tilbage i Danmark er der så en bestemt type fyr som forfølger mig rundt i det københavnske natteliv. Jeg har set ham både i jakkesæt og joggingtøj; På universitetet og blandt de hjemløse ved Nørreport. Det er ham fyren som gerne vil have tæv med en stilethæl eller et baseball-bat.
Men altså. Verden. Jeg ville være en elendig domina, det vil jeg gerne slå fast. Jeg kan ikke rigtig lide at slå på folk; End ikke mænd der piner og plager mig om at slå på dem – selvom det efter en aften i byen godt kan virke fristende. (Det ville vel ikke være en straf? Til gengæld ville de næppe melde mig for vold…)
Dermed ikke sagt at feticher er dårlige, slet ikke.
Jeg datede en ultrakort overgang en fyr, som havde en gallakjole-fetisch. Dét, syntes prinsesse Nemo egentlig var en hel udmærket tankegang, men i længden var det ikke helt nok til at holde et forhold med 50 centimeters højde- og et par årtiers interesse- og aldersforskel, kunstigt i live.
Jeg har det egentlig allerbedst som single og jeg nyder muligheden for at møde nye mennesker og lære dem at kende. Derfor siger jeg sjældent nej til en date; Og selvom jeg nyder at være single, så leder jeg jo nok alligevel lidt efter en af mine one-in-a-millions. Ham, der har en fetich for hele Nemoen – og som helst ikke vil tæves med et bat.

Pre-stalking af en nu knapt-så-blind date

Jeg har lidt for meget fritid. Og det er jo egentlig rart, men jeg er også bange for at det er med til at forstærke de stalker-tendenser som de fleste af os egentlig har.
Det er ikke fordi jeg stalker nogen på måder, der bare tilnærmelsesvist minder om noget fikumdik. Jeg kan bare godt lide informationer – og så er jeg rigtig dårlig til blind-dates.
Jeg har en blind-date på lørdag. Og han begik en fejl; jeg har allerede både hans mail og telefonnummer. Og hovsa – så ser man lige Nemo sidde i al vildskab på først på Krak for at få et fuldt navn – og så skal han da også lige have et hurtigt googl for at finde hans facebook, twitter, hans arbejdsplads, hans hobbyer og gad vide om han har været i nogen avis for nyligt, vi har fælles venner eller hans lejlighed ligger et fornuftigt sted – hvad har den også for resten kostet? Alternativt, så kan private mailadresser som regel googles med samme resultat – eller slås op i det danske domæneregister. Og så er der jo Google Street View for lige at lure ind af hans vindue.
Så daten er altså kun halv-blind. For den stakkels mand har også mit mobilnummer – men jeg har hemmeligt nummer og min mail får han ikke meget ud af at google. Han møder altså op uden at vide ret meget om mig – mens jeg på den anden side ved at han vandt en digt-konkurrence tilbage i 6. klasse, han ejer et relativt dyrt Nikon-kamera, har boet i USA en overgang og har en hang til jazz – bare for at nævne lidt småting.
Jeg skaffede mig et overblik over hans liv på under ti minutter; Iklædt nattøj og morgenånde – og uden at være creepy, iklædt et sort ninja-outfit og lurende ind af den stakkels mands vindue om aftenen eller følgende efter ham rundt i hans Netto, gemt bag en indkøbskurv.
Jeg ved godt at stalkning måske generelt ikke er en så prisværdig fetich at leve ud, men det er jo fordi at manden er ret rar, og jeg er ikke så glad for akavede dates – og det er jo kun online at jeg stalker ham og desuden er jeg blond og kær og ufarlig! Og så må man jo godt, ikke?

Kære Vejrgud

Jeg ved ikke om du egentlig læser blogs. Men hvis du nu gør – så vil jeg gerne sende dig et par kærlige ord. Normalt hører du kun fra mig når jeg står i regnvejr til knæene eller sne til hoften og jeg er ked af at du har fået et så negativt indtryk af mig.
Jeg vil gerne sige dig tak for det dejlige weekendvejr og lade dig vide, at selvom jeg stadig er lidt bitter over at sommeren ikke var bedre, så har jeg næsten tilgivet dig nu.
For ikke nok med at det var dejligt vejr og jeg fik varmet mig selv igennem, fik grillet i parken og luftet mine blege ben i offentligheden. Det gode vejr faldt også sammen med at det var weekend – og at det var lønningsdag! Så altså, Vejrgud. Dér overgik du altså dig selv i god timing – tak tusindfold!

Nobel og menneskerettighederne i år

Jeg kan godt lide mennesker som gør det, deres samvittighed byder dem. Men på den anden side, så er jeg ikke en af dem – jeg er simpelthen en for stor kujon.
For der er konsekvenser af enhver handling man tager. Og sådan har verden altså et par mennesker rundt omkring, som efter informationerne lige nu at dømme, har gjort det rigtige – men bliver forfulgt på grund af det. Der er et menneske som eksempelvis Bradley Manning der sidder fængslet for at have lækket oplysninger til Wikileaks. Han er 23 år og risikerer en livstidsdom.
Så er der Julian Assange, som er et af hovederne bag selve Wikileaks, som også er på vej til at blive stillet for en amerikansk domstol. Ligesom også Israa Abdel Fattah og Wael Ghonim begge har været fængslet for deres meninger om hvordan frihed og menneskerettigheder bør være i Egypten gennem Det Arabiske Forår.
De har alle sammen ofret sig i stor grad for sager som de virkelig tror på. Og det er endda de overlevende – dem, der ikke har måttet dø for at kæmpe for menneskerettighederne rundt omkring i verden.
Bradley Manning udtalte i et interview at uden informationer har offentligheden svært ved at tage velovervejet stilling til hvad der foregår i verden. Det er hans kamp, og jeg synes han er et helt vidunderligt menneske for at vælge at kæmpe den, ligesom jeg nærer en enorm stor kærlighed til alle de mennesker rundt omkring i verden som kæmper for at få ham ud af fængslet eller for at kæmpe videre for at få information ud til vi almindelige mennesker.
De fire mennesker i denne blog er alle blandt de 241 nominerede til Nobels Fredspris i år og jeg elsker at Nobelpris-komiteen vælger at belønne de enormt uselviske ofre som mennesker rundt omkring på kloden giver, hver eneste dag. Det er et kæmpestort skulderklap til de mennesker – og et signal til resten af verden om at deres kampe bliver påskønnet og påtænkt.

Hvad har du spredt i dag?

Jeg er en spreder – sådan en der ikke kan finde ud af at holde på ting. På en eller anden måde bliver ting væk for mig; Det er ikke bare teskeer, kuglepenne og eyelinere jeg mister, det er kjoler, tasker og cykelhjelme der forsvinder.
Jeg er nemlig ikke så glad for ting og derfor er jeg nok ikke så god til at kigge efter hvor jeg lægger dem. Jeg er glad for mennesker, oplevelser, koffein, udfordringer og kærlighed. Men døde ting, de har altså ikke en ret stor plads i mit hjerte.
Jeg elsker følelsen af frihed – af at jeg ejer 5 flyttekasser, en seng og en nedarvet stol og en lysekrone. At jeg er knyttet til steder på grund af mennesker og kærlighed, frem for en kælder fyldt af fittelihut og andre småting som jeg aldrig kommer til at bruge igen.
De fleste af de ting jeg har fået spredt for alle vinde gennem tiden, har jeg givet væk – mere eller mindre bevidst. Efterladt en kuglepen i eksamensforberedelseslokalet, efterladt de kjoler som jeg ikke passer mere, hos genbrugs-butikken eller delt ud af de planter som jeg ikke selv kan nå at høste. Det spreder en så sindssyg stor mængde glæde, når man giver småting væk – og jeg elsker at se oprigtig, glad overraskelse i menneskers øjne.
Der er også andre småting at dele ud af: et gammeldags brev sendt til en ven eller et familiemedlem, en uopfordret kage bagt til arbejdet, en hjælpende hånd, et lyttende øre, et kompliment til en veninde – eller til postbuddet? Det er alt sammen småting som koster minimalt – og som giver tusindfold igen, oplever jeg. For det allerdejligste i verden, det er gode overraskelser – en bog efterladt på en café, et smil fra buschaufføren eller en hvilken som helst gave der er lagt kærlighed i.
Jeg har sendt et brev i dag. Det kostede mig otte kroner, lidt papir, en lillebittesmule tankevirksomhed og fem minutter. Men det skaber timevis af glæde – hvis ikke det da måske redder en dårlig dag – i modtagerens ende. Desuden har jeg efterladt en god, færdiglæst bog på en bænk i parken, til en forbipasserende krimi-fan – med et lille notat på første side. Et lille stykke tekst, om at nyde alt det gode man finder og får givet – og om at huske at give noget tilbage igen. Og endelig, så har jeg sået smil på Nørrebro og i Indre By – for smil, de smitter – og spreder sig som ringe i vandet. Jeg elsker når København smiler, det smitter nemlig også mig. Og smilende, gode mennesker – de er ikke kun elskelige – de er også helt enormt smukke!

Endelig efterår – så er det snart jul!

Min roommate er begyndt at spise æbleskiver – og enkelte butikker er begyndt at sælge dem, ligesom de også begynder at sælge glitterfitterads, nisser, udhulningsklare græskar og pebernødder.
Og. Jeg. ELSKER. Det! Vinteren er superfantastisk og selvom at vi godt kan blive enige om at det først er jul i december – så er det ved at blive efterår, og så er det snart vinter og SÅ er det altså jul! Men først kommer vinteren; Det er den tid på året hvor man rigtig kan mærke at vi bor i Nordeuropa – nætterne bliver lange, det bliver koldt og med lidt (u?)held skal hærens bæltekøretøjer ud og lege i sneen igen, et par landsdele sner inde og skolerne lukker ned i dagevis.
Faktisk er en nordeuropæisk vinter en direkte opskrift til hvordan man enten bliver tosset af at spærre sig selv inde i huse og lejligheder eller hvordan man fryser ihjel ved at forsøge at gå udenfor.
Men sådan sker det ikke. For vinteren er også helt vidunderlig – det er den tid på året hvor man kan putte sig i strikketøj, drikke voldsomme mængder kaffe, gemme ubarberede ben under uldstrømpebukser, spise god mad og tænde stearinlys med god samvittighed. Det er den tid på året hvor man kommer hinanden ved, hvor man inviterer folk hjem til glögg og græskar-udhulninger, hvor vi kan fællesklippe julepynt og lune os med tv-serier, pejse, indendørssport og varm kakao, hvor vi alle sammen bliver enormt smukke med vores røde kinder bag tørklæderne, hvor byen sætter tempoet en lille smule ned, butikkerne fyldes af efterårets intenst smagende grøntsager og dyner og tæpper får lov at forvilde sig op i sofaerne igen.
Det er langt fra alle træerne der endnu har smidt bladende – men jeg har fundet uldtrøjerne frem og sylter efterårsfrugter mens jeg nynner julesange når jeg er alene hjemme. Ih, dejlige efterår. Velkommen til Danmark – jeg har virkelig glædet mig til at mærke dig!

Det Mørke Jylland

Der var mørkt, derovre i Jylland, selvom at vejret ovre på fastlandet ikke er meget anderledes end på alle øerne.
Problemet var den manglende gadebelysning. Det var en supersmart løsning for nogle kommuner rundt omkring i landet at lade være med at tænde lyset i sommerhalvåret. Det sparede lidt penge på det kommunale husholdningsbudget – men lagde også gaderne omkring de små gadekær øde hen efter solnedgang.
Til gengæld fik det forældre på overarbejde når utrygge børn og unge blev hentet i biler for ikke at vandre hjem fra fester eller fodbold i totalt mørke. Stjernehimlen ovre i Jylland er så fin og tydelig når gadelysene ikke tændes, men ideen er knapt så lysende når det så i stedet går ud over tryghed og lysten til at bevæge sig udenfor om aftenen.
I Storkøbenhavn er jeg aldrig bekymret for at rende rundt om natten men i på de mørke villaveje i den mindre by mine forældre bor i, var det ikke sådan superrart at vandre hjem fra en sen middag hos vennerne.
Gadelyset er blevet tændt igen, nu hvor vi går ind i vinterhalvåret. Og det er dejligt for alle de små byer i hele Danmark hvor beboerne nu igen begynder at nyde de sene aftener – som om at det næsten er vinterhalvåret der er den lyseste tid på året.